Bøger som København Con Amore, facebookgruppen "Gamle København" og forleden Vesterbrorotten Kim Trempenau i Politiken dyrker det allesammen: Slumromantikken. Om dengang i de gamle dage, hvor alt var bedre. De gamle billeder, røverhistorierne og minderne om dengang er hyggelige. Og der er meget at passe på. Men det var de kummerlige boligforhold for arbejderfamilierne ikke.

Derfor var det godt og rigtigt, at hele byer på blandt andet Københavns Vestegn skød op med solide betonboliger. Mine egne bedsteforældre fik nærmest jackpot, da de kunne skifte en lille lejlighed i Københavns Nordvestkvarter ud med en stor og moderne lejlighed på ottende sal på Nørrebro.

Vi må og skal turde give folk et godt liv i en god og ordentlig bolig med lys og luft i et dejligt kvarter, hvor man ikke skal frygte for sig selv og sine børn.

Men det blev ikke ved med at være så lyserødt - og de sociale problemer i boligområderne er til at få øje på. For der er ikke meget sjæl og romantik i betonen. Og selvom de sociale boligbyggerier har født mange kulturpersonligheder og rapkunstnere, må og skal et opgør med slumromantikken være en af socialdemokratisk boligpolitiks faste søjler.

Det er ikke kun en massiv og tværfaglig social indsats, der skal til for at boligområderne bliver den drøm, som strømmede gennem kranerne, da mine bedsteforældre var unge.

Det kræver også, at vi står op i mod den romantiske retorik. Vi skal passe på sjælen, alt det fine, men også byde udviklingen velkommen. Der er ikke noget galt i, at offentlige penge går til at forny byboernes lejligheder. Det er ikke kun en måde at drive vækst og udvikling på – det er også en måde at forbedre byen og mange menneskers liv på. Der er stadig masser af boliger i København, der ikke har eget bad og toilet.

Det er ikke ønskværdigt for nogen at bo, leve og vokse op i en ghetto. Jeg ved det, fordi jeg har prøvet det. Flere gange. I ghettoen drømmer vi alle om det samme: At slippe ud og væk. Hvorfor? Er der da ikke kvaliteter i det sammenhold, mange mennesker fra de belastede kvarterer beretter om?

Jo, bestemt. Og det er heller ikke det fine, de sociale bånd eller fællesskabet, vi skal bryde. Vi skal bryde manglen på håb og muligheder. Vi må og skal turde give folk et godt liv i en god og ordentlig bolig med lys og luft i et dejligt kvarter, hvor man ikke skal frygte for sig selv og sine børn. Hvor man kan bryde gennem asfalten. Hvor drømmene ikke bliver stoppet af betonelementerne.

Jeanette Ellen Bauer (f. 1979) er chefkonsulent.

‘Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på netavisen Pio, der udkommer fem gange om ugen med provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg, som sætter dagsorden i arbejderbevægelsen.