Stat og regioner står for skud
Mennesker med psykiske lidelser får stadigvæk for dårlig og for langsom behandling. I diskussionen om hvorfor, bliver der ofte skudt på staten og regionerne. Men vi i kommunerne må også se indad. Også hos os er der betydeligt rum for forbedring.

Her er derfor tre forslag til kommunale psykiatri-initiativer, der bør stå højt på alle kommunale ønskelister - inklusiv Københavns.

Kommunernes grundlæggende udfordring er, at sindslidende bliver udskrevet hurtigere, end de gjorde for bare få år siden. Det betyder, at der både på kommunale bosteder og i almindelige boliger bor borgere med mere alvorlige og mere komplekse lidelser, end der gjorde tidligere. Udviklingen er ikke kun økonomisk motiveret. Den udspringer også af den både fornuftige og sympatiske tankegang, at det for langt de fleste er bedre at blive behandlet i sit nærmiljø end i en hospitalsseng.

Èn fælles indgang til borgere med psykiske problemer
Det første initiativ, der bør stå højt på ønskelisten, er derfor at styrke samarbejdet mellem kommune og region, så ingen falder mellem stolene. Vi kan komme et stykke af vejen med konkrete samarbejdsprojekter. I København satte det tragiske drab på Ringbo f.eks. gang i en nødvendig styrkelse af samarbejdet om diagnosticering, behandling og medicinering af borgere, der ryger frem og tilbage mellem sygehus og bosted.

Men hvis vi for alvor skal rykke kommunens og regionens stole tættere sammen, skal vi gå et skridt videre og etablere én fælles indgang til borgere med psykiske problemer. Ved at sætte behandling og social støtte under fælles tag og invitere frivillige indenfor, kan vi forebygge flere indlæggelser, give behandling og støtte af højere kvalitet og blive meget bedre til at integrere frivillige kræfter. Silkeborg har gjort det med succes, og hvis det står til mig, har København om få år mindst ét og gerne flere af den slags tilbud.

Massiv håndholdt støtte
Samtidig skal vi i kommunen være bedre til at indrette vores støtte, så den passer bedre til de sindslidendes behov. Hvis vi vil hjælpe flere borgere til at tage ansvaret for deres eget liv i deres egen bolig, skal vi være parate til at give dem massiv håndholdt støtte, når de har brug for det.

Som det er i dag – i hvert fald i København, får hver borger max 15 timers støtte pr. måned. De kan som hovedregel kun bruges i dagstimerne. Det er for lidt og for ufleksibelt. Ved at investere i mere bostøtte og ved at gøre støtten mere fleksibel, kan vi give langt flere mulighed for at nærme sig et normalt liv blandt almindelige mennesker.

Det offentlige skal have hjælp af de frivillige
Endelig må vi erkende, at de nye bomønstre og de styrkede ambitioner stiller krav, som det offentlige ikke kan honorere alene. Vi er kommet et langt stykke ved at give flere mulighed for at bo i deres egen lejlighed. Men hvis borgere med alvorlige sindslidelser skal have mulighed for at blive en del af fællesskabet, skal vi blive bedre til inddrage borgernes eget netværk, frivillige, lokale organisationer og virksomheder.

På trods af psykiatriens blakkede ry er vi kommet meget langt de senere år. Takket være nye behandlingsmuligheder og en helt ny tilgang til området, kan mange sindslidende i dag få det bedre og komme tilbage til fællesskabet. Det er en fantastisk succes, som vi har grund til at være glade for og stolte af. Men de nye muligheder forpligter. Ikke mindst hos os i kommunerne.

 
Jesper Christensen (f. 1962) er medlem af Københavns Borgerrepræsentation og Socialborgmester i København. Derudover er han ligeledes næstformand for Metroselskabet.  Jesper er uddannet Datalog og har tidligere  arbejdet i Kulturministeriet.
‘Kommunale rødder’ er en fast klumme på netavisen Pio, der to gang ugentligt vil bringe indlæg fra en række af socialdemokratiets førende byrådsmedlemmer.