Leder: Rigtigt at droppe centraliserede minimumsnormeringer

Minimumsnormeringer vil øge standardiseringen, rykke magten væk fra borgerne og på langt sigt underminere kvalitet i den offentlige sektor. Det er ikke vejen til bedre velfærd.
Torsdag kom regeringens længe ventede børnepakke. Der har været store forventninger landet over hos pædagoger, bedsteforældre og børnefamilier. Det nye udspil skulle i manges øjne indhente flere års forsømt indsats over for vores små rollinger.

Det centrale i udspillet er, at regeringen over de næste fire år vil tilføre dagtilbudsområdet 250 millioner ekstra. Langt størstedelen af beløbet bruges på flere pædagoger, hvilket betyder at hver enkelt institution fra 2019 får, hvad der svarer til knap en ekstra pædagog.

Har vi virkelig brug for mere ’måle- & veje-kultur’, overdragelse af velfærdsledelsen til regnedrengene i Finansministeriet og yderligere pres på det kommunale selvstyre?

Selvom udspillet udgør en opprioritering af børneområdet og dermed står i skærende kontrast til Venstres planer om nulvækst, så har modtagelsen været kølig. Det har vakt harme, at regeringen ikke har indført de såkaldte ”minimumsnormeringer”, som de ellers pegede på som en mulig løsning i regeringsgrundlaget fra 2011.

Minimumsnormeringer og øget centralisering er ikke vejen frem
Men spørgsmålet er, om minimumsnormeringer og den centralisering, som de er udtryk for, er vejen frem for fremtidens velfærd?

Har vi virkelig brug for endnu mere ’måle- & veje-kultur’, overdragelse af velfærdsledelsen til regnedrengene i Finansministeriet, yderligere pres på det kommunale selvstyre og mindre plads til forskellighed på tværs af kommunerne? Jeg tvivl hårdt på, at det er en løsning, der peger fremad.

Den diskussion har vi netop haft her på Netavisen Pio, hvor Herlevs borgmester Thomas Gyldal (S) argumenterede for, hvordan minimumsnormeringer ville skade det kommunale selvstyre, overfor Mette Aagaard Larsen fra pædagogernes fagforening BUPL, der argumenterede for hvordan man aldrig må sætte et system som det kommunale selvstyre over vores børns fremtid.

Begge særdeles overbevisende og tankevækkende indspark i debatten.

Smertegrænsen er nået
Smertegrænsen er for længst passeret mange steder i landet. Der kan ikke skæres meget mere på landets daginstitutioner, uden der kan blive en meget høj pris at betale. Det procentvise fald i antallet af pædagoger er således større end det tilsvarende fald i antallet af børn. Derfor kan jeg også personligt være betænkelig ved den virkelighed, som møder min lille søn, når han om et halvt år starter i den lokale vuggestue.

Der er således brug for nye redskaber til at stoppe den skadelige nedskæringsbølge, ligesom der er brug for en ny kurs for fremtidens velfærdssamfund. Men jeg tror bare ikke på, at nationale standarder, som eksempelvis minimumsnormeringer, antal bade til de ældre eller en definition af hvor mange senge, der må stå på en hospitalsstue, er vejen frem.

Rigtig tanke – forkert redskab
Hvis man vælger at stase benhårdt på centraliserede standarder, så betyder det for første, at stadig mere magt overføres til staten og placeres hos Finansministeriet, som jeg bestemt ikke mener, er de bedste til at definere behovene ude i landets velfærdsinstitutioner.

Og for det andet, så rykker normeringerne ganske enkelt beslutningerne alt for langt væk fra børn, borgere og velfærdsmedarbejdere. Den standardiserede målstyring lægger netop ikke op til medarbejderinddragelse, fleksibel opgaveløsning og bottom-up-tænkning.

For det tredje, så udgør det også en opfordring til yderligere kamp om ressourcefordelingen mellem de forskellige grupper i den offentlige sektor. Hvis lærerne har deres klassekvotienter, børnepædagogerne deres minimumsnormeringer – hvad skal sosu’er, socialpædagoger og kommunale HK’s så have sig af værn mod fremtidige nedskæringer?

Minimumsnormeringer kunne lyde som den helt oplagte løsning, men på sigt vil effekten være skadelig for velfærdssamfundet; mere magt overdrages til regnedrengene, mere fokus på at ’veje’ velfærdsydelser og længere afstand til borgerne.

Selvom vi har brug for at bremse nedskæringsbølgen, så er minimumsløsningen desværre ikke vejen frem.

Jens Jonatan Steen er chefredaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook