Det borgerlige Danmark har snablen langt nede i de offentlige kasser

Selvom Venstre altid har forsøgt at holde velfærdsstaten ud i strakt arm, så fornægter deres appetit på velfærdsstatens goder sig bestemt ikke.
Det borgerlige Danmark bryder sig ikke om at høre det. Men når det kommer til stykket, er det jo sådan, at selv de borgerlige elsker velfærdsstaten.

Tag Venstre, samlingspunktet i blå blok. Partiet har været med i alle de store velfærdsforlig – i forbindelse med  opbygningen  af velfærdsstaten - fra Kanslergadeforliget i 1933, folkepensionens indførelse i 1957, over socialreformerne i 1970′erne til indførelsen af efterlønnen i 1979.

I lande som Tyskland, Frankrig, Holland, ja, selv i Sverige, bærer arbejdsgiverne store og tunge sociale udgifter.

Det er mærkeligt nok – velfærdsstatens store succes taget i betragtning - aldrig noget venstrefolkene har været særlig stolte af. Velfærdsstaten er altid blevet holdt ud i strakt arm. Tilsvarende har Venstre så holdt den liberalistiske - ikke at forveksle med liberale - fane meget højt i den politiske debat.

Alligevel fornægter Venstres - og det borgerlige Danmarks - store appetit på velfærden og de mange goder sig ikke. Det er der utallige eksempler på:

- Liberalistiske debattører - og andre ideologiske brushoveder - tordner imod den danske model. Men de danske arbejdsgivere elsker den. Ikke så mærkeligt, for vi har et af verdens mest fleksible arbejdsmarkeder. Finansieret af skatteyderne. I lande som Tyskland, Frankrig, Holland, ja, selv i Sverige, bærer arbejdsgiverne store og tunge sociale udgifter. Det er ikke tilfældet i Danmark.  Hos os er det skatteyderne der punger ud.

De amerikanske skolefolk nægtede at tro på at skatteyderne betaler 75 procent af privatskolernes budget i Danmark.

- Eller hvad med Lars Løkkes Rasmussens store projekt, med opbygningen af privathospitaler og overbetaling af disse, fra hans tid som indenrigs -og sundhedsminister.  Hvem betalte gildet? Det gjorde skatteyderne. I en rigtig liberalistisk samfundsøkonomi betaler folk da selv for deres behandling på et privathospital. Bare ikke i Danmark, her kommer velfærdsstaten til hjælp. Det sørger de borgerlige for.

- De borgerlige elsker også privatskoler. For nogle år siden var jeg på skolebesøg i USA. De amerikanske skolefolk nægtede at tro på at skatteyderne betaler 75 procent af privatskolernes budget i Danmark. “Så er det jo ikke privatskoler”, sagde de. Og det må man sådan set give dem ret i.

- Erhversstøtteordningerne - der koster skatteyderne 21 mia. kr. om året - har aldrig været en borgerlig hjertesag.  Det er konkurrenceforvridning. Det siger de ihvertfald. Men lur mig. 21 mia. gode danske kroner luner i virksomhedernes regnskaber. De samme virksomheder hyler og skriger da også hver gang nogen kommer med forslag om at afskaffe eller omlægge erhvervsstøtten. Og bare rolig det kommer ikke til at ske. Det skal de borgerlige partier i folketinget nok sørge for.

- Hvem husker ikke da Hans Engel i 1995 gik solo og lavede forlig med Mogens Lykketoft omkring partistøtten? Ordningen indebar en massiv forøgelse af den statslige partistøtte til de politiske partier. De andre borgerlige partier brokkede sig i dagene efter at forliget var indgået. Men da pengene begyndte at fosse ind i de borgerlige partikasser forstummede brokkerierne.

Straks mobiliserede blå blok velfærdsstaten. Nu skulle bankerne - med Danske Bank i spidsen - på socialhjælp.

- Og hvem har glemt George W. Bushs liberalistiske eksperiment fra september 2008, da han lod Lehman Brothers krakke? Det var sådan noget der gav en mand som Anders Samuelsen hede drømme. Var det ikke herligt, en bank der krakkede?  Det var da rigtig liberalisme. Det syntes de andre i blå blok bare ikke. Så straks mobiliserede de velfærdsstaten. Nu skulle bankerne - med Danske Bank i spidsen - på socialhjælp. Og det kom de sandelig også, med den ene bankpakke efter den anden. Nok engang var det borgerlige Danmark i front.

Og sådan kunne jeg blive ved. Så kom ikke her og fortæl mig, at de borgerlige ikke elsker velfærdsstaten.

 

Jan Andreasen (f. 1956) er medlem af Borgerrepræsentationen i København for Socialdemokraterne.

‘Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på netavisen Pio, der udkommer fem gange om ugen med provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg, som sætter dagsorden i arbejderbevægelsen.

‘Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer dagligt med både provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg. Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Lektor og tidligere medlem af borgerrepræsentationen i København for Socialdemokratiet


Kommentarer fra Facebook