Efter flere dages mediestorm om den mystiske ”panoramamand”, som angiveligt har opsagt et job fordi han hellere ville være på kontanthjælp, mangler der stadig svar på et vigtigt spørgsmål: Hvorfor interesserer Venstre sig slet ikke for, hvordan en lønmodtager med en timeløn på 139 kroner ikke har noget incitament til at tage et arbejde?

Det naturlige spørgsmål for en politiker, som gerne vil gøre det mere attraktivt at arbejde, ville vel netop være at spørge ind til baggrunden for, at det ikke kan betale sig. Hvad er det for mekanismer, vi skal ændre på, hvis det skal gøres mere attraktivt at arbejde? Særligt når der er tale om et tilfælde, hvor den omtalte person tjener langt over mindstelønnen.

Men det havde ingen Venstrefolk gjort i forhold til Panoramaeksemplet, bekræftede Venstrefolk i går. Vi aner derfor stadig ikke, hvordan det kan hænge sammen, at en lønmodtager med en timeløn på 139 kroner ikke kan have et økonomisk incitament til at arbejde.

Undersøgelser viser, at der er en lille gruppe af lønmodtagere (cirka en halv procent) som i det Finansministeriet kalder et ”hypotetisk øjebliksbillede” kun har et beskedent incitament til at arbejde. Men hvis man ikke interesserer sig for hvilke mekanismer der er i spil, risikerer man jo at lave store indgreb, som reelt ikke ændrer ret meget, fordi den gruppe, vi taler om, kun bliver perifært berørt af ændringerne.

Gruppen er typisk kendetegnet ved en kombination af nedenstående:

- De er på dagpenge, ikke på kontanthjælp.

- De har flere børn i 0-6-års alderen. De mister derfor boligsikring samt tilskud til daginstitution, når deres indkomst begynder at stige.

- Deres ægtefælle er på kontanthjælp. Så på grund af den gensidige forsørgelsespligt, så aftrappes ægtefællens kontanthjælp, i takt med at deres indkomst begynder at stige.

- De har langt til arbejde. De betyder, at store udgifter til transport modsvarer den ekstra gevinst ved at komme i arbejde.

Det er mærkeligt, at Lars Løkke, som ellers af partifællerne kaldes ”Danmarks bedste politiske håndværker”, ikke interesserer sig for, hvad der her er i spil, men blot henviser til sit såkaldte ”moderne kontanthjælpsloft”.

Men et loft over kontanthjælp ændrer jo eksempelvis ikke på, at en dagpengemodtager får aftrappet sin indkomst. Et loft over kontanthjælpen ændrer heller ikke på, at der fortsat gælder en gensidig forsørgerpligt. Faktisk lægger Venstre op til at udvide den gensidige forsørgerpligt.

Løkkes panoramaindslag får dermed mere karakter af en anekdote, der kun er interessant fordi den kan underbygge hans forslag om et kontanthjælpsloft, end det konkrete eksempel fra virkeligheden, han gerne selv ville gøre den til.