Kommunalt underforbrug skaber arbejdsløshed

Valget er skudt i gang. Debatter om arbejdspladser og nulvækst optager sendefladen, men i kulissen lurer en mindst lige så vigtig dagsorden: det kommunale underforbrug.
Det kommunale underforbrug truer med at underminere den offentlige velfærd. Tiden er inde til, at politikerne forklarer, hvordan de vil reducere underforbruget?

Fredning af budgetloven
”Budgetloven er fredet,” lyder det enstemmigt fra midterpartierne, der mener, at den stramme regulering af kommunernes økonomi har ført Danmark helskindet gennem krisen. De glemmer imidlertid at forholde sig til de negative konsekvenser af det milliard-store underforbrug, som er resultatet af loven. Et underforbrug der har vist sig at gå ud over vores velfærd og job.

Fundamentet for underforbruget blev etableret med finansloven for 2011. Dengang indførte den daværende VK-regering sammen med DF og Kristendemokraterne sanktioner mod kommunerne, hvis de bruger flere penge end budgetteret. Efterfølgende gjorde et bredt flertal med alle partier i Folketinget undtagen Enhedslisten, Liberal Alliance og DF sanktionerne permanente med budgetloven, der blev vedtaget i 2012.

Politikernes utvetydige budskab til kommunerne var, at de skal holde budgetterne, men de glemte, at underforbrug er lige så slemt som overforbrug. I dag, hvor vi har kommunernes regnskabstal for 4 år med sanktioner, kan vi se, at kommunerne ikke blot har reduceret deres udgifter på velfærd, så de følger budgetterne. De har brugt 1,9 pct. mindre årligt, end de budgetterede serviceudgifter foreskriver. I alt 18 milliarder kroner på fire år.

Underforbrug skaber større arbejdsløshed
Underforbruget har været med til at mindske velfærden til borgerne - og har kastet flere end nødvendigt ud i arbejdsløshed. Omkring 30.000 arbejdspladser for blandt andre pædagoger, lærere, sygeplejersker, sosu’er, HK’ere og 3F’ere og andre ansatte i kommuner, regioner og stat er blevet nedlagt fra 2010-2014. Det skyldes mange ting, men underforbruget er helt sikkert en medvirkende forklaring.

FTF taler ikke for, at kommunerne skal bruge flere penge, end de har. Men de skal bruge deres budgetter fuldt ud. Politikerne forholder sig imidlertid tavse. Venstres næstformand Kristian Jensen har i et interview til FTF.dk sagt, at han gerne vil se på, hvordan han sammen med kommunerne kan få mindsket underforbruget. Men hvad, han vil gøre, vil han ikke sige. Socialdemokratiet er heller ikke kommet med nogen bud.

Så lad os bruge valget til at få politikerne på banen og få nogle svar.

 

Bente Sorgenfrey (f. 1956) er formand for FTF, der er hovedorganisation for 450.000 offentligt og private ansatte.

‘Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på netavisen Pio, der udkommer fem gange om ugen med provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg, som sætter dagsorden i arbejderbevægelsen.

‘Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer dagligt med både provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg. Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Flere artikler om emnet

Annonce