Analyse: Så stærkt står Helle

Helle Thorning-Schmidt er kommet overraskende godt fra start, men der er fortsat langt til sejren.
Hvad de færreste havde troet for en uge siden, får lige nu pulsen til at stige ganske betragteligt hos de socialdemokratiske folketingskandidater, partifunktionærer og tusindevis af frivillige landet over. Socialdemokraterne har en chance for at vinde valget.

De daglige meningsmålinger skaber – udover at give medierne lidt ekstra at arbejde med – massiv spænding i valgkampen. Særligt den stigende form for kurve hos den socialdemokratiske partiformand Helle Thorning-Schmidt imponerer og overrasker.

Statsministeren ligner en fisk, der for alvor har fået lov til at plaske i yndlingsfarvand. Med udgangspunkt i dagsformen forsøger jeg her, at præsentere Helle Thorning-Schmidts styrker og svagheder i de næste to ugers valgkamp.

+ Helle har troværdigheden
Det er en Socialdemokraternes allerstørste aktiver, at Helle Thorning-Schmidt ligger langt foran Lars Løkke på troværdigheden.  Næsten hver anden vælger – 46 procent – ser Thorning som mest troværdig, mens kun 19 procent peger på Løkke. Mens 33 procent ser de to statsministerkandidater som lige stærke.

Men det måske allerstærkeste vidnesbyrd om Helles troværdighed findes internt i blå blok, hvor 46 Venstres vælgere, 48 procent af de konservative vælgere, 53 procent af Liberal Alliances vælgere og 44 procent af Dansk Folkepartis vælgere erklærer kampen om troværdigheden uafgjort. De peger altså ikke på deres statsministerkandidat.

+ Helle har momentum i målingerne
Selvom det endnu er svært at sige særligt meget konkret ud fra de utallige målinger, der bliver udgivet stort set hver eneste dag. For Socialdemokraterne og rød bloks vedkommende, så viser de vægtede gennemsnit en stadig stærkere formkurve. Mens Venstre er gået fra 26,7 ved sidste valg til 20,9 i det seneste gennemsnit, så er Socialdemokraterne gået 24,8 fra til 25,4, hvilket understreger Helles momentum. Og skyerne voksede helt ind i himmelen med den seneste og nok lidt usikre måling fra Voxmeter, der som den første måling gav rød blok samlet flertal. 

+ Helle har ført Danmark igennem den økonomiske krise
De økonomiske nøgletal har afgørende betydning for Thorning-Schmidt opadgående kurve i den igangværende valgkamp.

Særligt når resultaterne samstemmende peger på vækst, jobskabelse og forår for en dansk økonomi, som ellers har ligget langt under niveau. Inden for bare den seneste uge har både Regeringen selv, Økonomi- og Indenrigsministeriet og de økonomiske vismænd afblæst den danske krisestemning.

Jyllands-Posten har sågar peget på Socialdemokraterne som det mest troværdige parti, når det handler om at håndtere økonomien. En placering, som ellers normalt har tilhørt højrefløjen.

+ Helle har fået ro på bagsmækken
Kigger man på persongalleriet, så har afskeden med SF og Vestager skabt stabilitet, manøvrerum og lettere adgang til at sælge sine politiske budskaber. SF’s afsked med regeringen har skabt større klarhed om regeringens politik. Også internt i partiet er der lukket ned helt ned for kritikken af DONG-salg og manglende dagpengeløsning. Alle partifællerne er med på vognen.

Der er dog stadig områder som udfordrer hende og Socialdemokraterne.

- Kan Helle trække vælgere over midten?
Socialdemokraterne har tidligere fået hjælp fra de radikale, når der skulle hentes stemmer over midten, men det ser ikke ud til at ske denne gang. Morten Østergaard har ikke Vestagers evne til at appellere til de borgerlige vælgere som vil have stram økonomisk politik og humanistisk udlændingepolitik. Derfor ligger opgaven med at hente vælgere hen over midten, denne gang alene hos Socialdemokraterne. Kan hun det?

- Kan Helle modstå asyl-presset?
Selvom Socialdemokraterne igen-igen har forsøgt at lægge flygtninge-indvandrer-asyl-debatten død med deres kampagne fra marts måned, så er udlændinge-spøgelset evigt aktuelt på centrum-venstre, hvor særligt Enhedslisten og Radikale altid er klar til at så tvivl om den kommende regerings linje.

Det er en flanke, der ikke kan lukkes. Selvom Lars Løkke Rasmussen også på dette punkt har rodet rundt i tallene, så kan det stigende pres (også økonomisk) fra de mange bådflygtninge på Middelhavet og et potentielt fælles udspil fra blå blok, sætte Socialdemokraterne under massivt pres. Hvis højrefløjen skaber en fælles front, så vil de kunne skyde løs på den dagsorden, som ved de seneste fire valg har reddet Socialdemokraterne som en mare.

-  Kan Helle klare sig uden et klart projekt?
Venstre og blå blok har en klar politisk linje, der satser på nulvækst, ”det skal kunne betale sig at arbejde” og endnu strammere kurs overfor flygtninge, indvandrere, asylansøgere, muslimer, østeuropæere og stort set alle andre, der ikke er undfanget på dansk jord. Der er stadigvæk enkelte detaljer som udestår omkring finasiering og eksempelvis hvor det berømte kontanthjælpsloft skal ligge?

Det er næsten så klassisk, at det bliver kedeligt, men omvendt så er det langt mere konsistent og tydeligt end Socialdemokraternes ’Det Danmark du kender’, som mere eller mindre handler om at fortsætte den nuværende kurs, hvis tydeligste linje må være Corydons konkurrencestat. Det er altså en kurs, der handler om mere af det samme og en masse mere velfærd.  

- Kan Helle holde løfterne?
Der er ingen tvivl om, at Socialdemokraterne har skuffet utroligt mange af især de røde kernevælgere. Derfor må man fare med lempe i forhold til nye løfter og lægge sig i selen for at forklare, hvorfor programmerne Fair Løsning og Fair Forandring blev opgivet. De mest aktuelle tal tyder dog på, at de socialdemokratiske løftebrud ikke smitter af på Helles troværdighed eller som minimum bliver overskygget af en endnu lavere troværdighed hos modstanderen Lars Løkke.   

Uanset hvad så bliver kampen tæt, og Socialdemokraterne er startet langt bagude på point. Den allerseneste måling fra Gallup peger på en mindre tilbagegang for S, men hovedkonklusionen lige nu må være nærmest dødt løb. Lige nu er det helt entydigt Helle Thorning-Schmidt, der har momentum i valgkampen, hvilket både tv-seere og valg-eksperter påpegede efter TV2’s direkte tv-duel i går aftes.

Men lige nu er Helle Thorning-Schmidt i skræmmende topform.

Jens Jonatan Steen er chefredaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook