Ondskabsfuld duel mellem Helle og Lars

Løkke har smidt fløjlshandskerne og droppet den venlige tone.

En gamechanger. Et helt nyt spillekort på valgkampbordet. Nej, det fik vi ikke i den tredje ud af fjerde duel mellem de to statsministerkandidater. Vi fik til gengæld den mest brutale debat mellem to mennesker, der ganske enkelt virker som om, de ikke kan udstå hinanden.

Begge har været i træningslejr hos deres rådgivere siden seneste duel. Helle har skullet lære ikke at afbryde, som hun har for vane, og der gik faktisk 10 minutter af debatten, inden hun afbrød Lars Løkke Rasmussen første gang. Selvom man kunne se, at det kriblede i hende for at gøre det.

Hun ironiserede senere over, at hun ikke længere havde lov til at afbryde og fik faktisk Løkke til at storgrine af den kommentar – nok det eneste tidspunkt hvor der antydningen af varme i studiet.

Hallo, Løkke… hallo, hallo!!!
Løkke har skullet lære ikke at ligne en eksploderende bombe, når Thorning-Schmidt provokerer ham. Det lykkedes også indledningsvist, men på et tidspunkt blev han så edderspændt rasende i flere omgange, at han til sidst endte i infight med den i øvrigt fremragende vært, Cecilie Beck, som måtte stille sig foran ham og sige, ”hallo, hallo, hallo…det er altså mig, der er ordstyrer i det her program!”

Duellen havde ingen klar vinder, men de to kandidater havde hver sin halvleg. Løkke var bedst i første halve time, hvor han var meget konkret i sin argumentation. Samt ikke mindst rolig og fattet.

En elegant omklamring
Helle kom til gengæld langt bedre på banen i sidste halvdel, og særligt en manøvre var elegant. Helle Thorning-Schmidt roste flere gange nogle af de idéer, Venstre har. Hun inviterede samtidig Løkke til at indgå et bredt samarbejde om udlændingepolitikken, og selvom han gled af på det og forsvarede sig med, at De Radikale på ingen måde kunne acceptere det, var det måske debattens smarteste trick.

Hendes omklamringsteknik har til formål at afmontere eventuelle yderligere markante udspil fra Venstre med stramninger af udlændingepolitikken i den sidste uge af valgkampen. Hvis Venstre brager ud med noget, kan hun henvise til det, hun sagde her til aften; at hun faktisk meget gerne vil indgå forlig med dem på det her område. Dermed vil udspillet slet ikke have samme pondus.

Ikke skyggen af belæg
Til gengæld har hun et retorisk problem, som kan komme til at koste hende hos de vælgere, der virkelig lytter til hendes måde at debattere på.

”Jeg tror simpelthen ikke, at der er nogen, der tror på…”. Den vending bruger hun ofte, når hun vil tilbagevise Løkkes argumenter. Uden skyggen af belæg eller reel modargumentation. Og hvem er denne ”nogen”, der ikke skulle tro på det? Helle Thorning-Schmidt er landets statsminister. Så går det altså ikke at argumentere på en måde, som blot burde være børn forundt. Tal, fakta, modbeviser eller andet, tak.

Men hun fik debattens sidste ord og brugte dem til en velsmurt fortælling om alle de store uenigheder mellem partierne i blå blok. Løkkes øjne lynede, men tiden var gået. Det der skulle være et folketingsvalg har udviklet sig til et præsidentvalg, hvor kun to personer reelt betyder noget.

Med det absolut døde løb mellem blokkene kan den sidste duel mellem de to komme til at afgøre, hvem der vinder valget. Med mindre der dukker en gamechanger af voldsom kaliber op i løbet af de næste dag. Som en tom selvangivelse eller et klædeskab fyldt med bilag.

 
Søren Strandman-Møller er politisk kommentator og kommunikationsrådgiver. Som journalist har Søren Strandman-Møller arbejdet for flere medier på Christiansborg. Søren Strandman-Møller har ingen politiske partier som kunder og er uafhængig af politiske interesser.
Klummen er bragt i samarbejde med Fagbladet 3F.


Flere artikler om emnet

Annonce