Annonce

JP fremhæver Løkkes høje troværdighed – som er næstlavest

Jyllands-Posten fremhæver, at Lars Løkkes troværdighed er "på højeste niveau i årevis", men sammenlignet med andre formænd indtager Løkke en bundplacering.
”Løkkes troværdighed er på højeste niveau i årevis”, skrev Jyllands-Posten i lørdags. Og det er som sådan rigtig nok, når vi ser på tallene:

Løkkes troværdighed er i vælgernes øjne 4,4 på en skala fra 0 til 10 i disse dage. I 2013 og 2014 var Lars Løkke nede og runde de 3,6 på troværdighedsskalaen. 4,4 er højt for Løkke, når man sammenligner hans personlige troværdighed over tid.

Løkke deler derimod den næstringeste placering – en troværdighed på 4,4 ud af 10 mulige point – med Kristendemokraternes formand Stig Grenov

Men sammenligner man Lars Løkke med hans politiske kolleger, er troværdigheden helt i bund hos Venstre-formanden. Lad os tage et par eksempler fra den aktuelle måling.

Statsministeren har en højere troværdighed end Løkke. Helle Thorning-Schmidts troværdighed er 5,3 hos vælgerne. Johanne Schmidt-Nielsen og Kristian Thulesen Dahl topper listen med henholdsvis 6,3 og 6,2 point.

Løkke deler derimod den næstringeste placering – en troværdighed på 4,4 ud af 10 mulige point – med Kristendemokraternes formand Stig Grenov, som trods flere tv-optrædener i valgkampen stadig er ukendt for de fleste. Partilederen med den laveste troværdighed er Alternativets formand Uffe Elbæk med en score på 4,2.

Naturligvis kan man argumentere for, at der er et sensations-element i Jyllands-Postens valg af vinkel. Det sensationelle, nye og enestående i målingen og dermed avisartiklen er, at Løkke har en højere troværdighed end han har haft i mange år.

Men i det store billede - på tværs af formandskolleger - er troværdigheden hos formanden for Danmarks største parti, Venstre, utroligt lav på trods af den lille nøk opad på troværdighedsskalaen. Det er vigtigt at have med.

Public affairs- og pressekonsulent hos Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF).

Tidligere student på Netavisen Pio


Flere artikler om emnet