Leder: Derfor tabte vi valget

En flot valgkamp var ikke nok til at sikre Thorning fire år mere ved magten. Valget blev tabt inden valgkampen, fordi regeringen manglede en tydelig politisk linje.
Det var flakkende blikke, chokfølelse og hastige skridt mod fadølsanlægget, der prægede stemingen hos Socialdemokraterne i går aftes ved en semi-depri valgfest, hvor det langsomt blev tydeligt, at SR-regeringen havde mødt sit endeligt i vælgernes manglende tilslutning.

Socialdemokratiet har i årevis haft akut behov for gennemgribende selvransagelse

Selvom det for første gang nogensinde lykkedes for Helle Thorning-Schmidt at sikre Socialdemokraterne fremgang ved et valg (efter tilbagegang ved to folketingsvalg, to kommunalvalg og to EP-valg), så var det ikke nok til at sikre fire år mere med Socialdemokraterne i spidsen.

Selvransagelsens time
Og nej, det er ikke nok at skælde ud på De Radikale, Socialistisk Folkeparti, medierne eller hvem man ellers kunne pege på. Det nytter intet. Selvom det også vil falde mig nemt at pege på SF’s lidet hjælpsomme flirt med DF eller De Radikales soloridt mod kommende pensionister og asylpolitikken. Vi er nødt til at kigge indad og gøre selvransagelse.

Socialdemokratiet har i årevis haft akut behov for gennemgribende selvransagelse og selvkritisk refleksion over vores eksistensberettigelse i dansk politik. Det er ikke nok bare at være de bedste administratorer – vi bliver død og pine nødt til at have mere at komme med.

Ingen kan sætte en finger på Helles valgkamp
Valgkampen gik over al forventning og Helle Thorning-Schmidt leverede en jætte-indsats. Ingen kan sætte en finger på den socialdemokratiske partiformands performance over de sidste 23 dage. Hun leverede, hun strålede og hun tog pynten af Lars Løkke Rasmussen.

Den eneste strategiske fejl bag valgkampen var den entydige satsning på præsidentvalgkamp

Den eneste strategiske fejl bag valgkampen var den entydige satsning på præsidentvalgkamp. Ganske rigtigt vandt Helle kampen danskernes tillid, hvis man sammenligner Helle og Lars, men i den ligning ignorerer man samtidig Kristian Thulesen Dahl. Og netop Thulesen Dahl viste sig at være den store ubekendte. Mens S-kampagnen gjorde livet surt for Lars Løkke og smadrede hans integritet, så flyttede man i virkeligheden bare stemmer fra Venstre til DF - fremfor at flytter dem over midten.

Selvom Helle gjorde alt det rigtige, så ramte kampagneholdet forkert i deres satsning på en præsidentvalgkamp, der ignorerede den afgørende trussel i DF, som man aldrig fik stillet til regnskab.

Valget var tabt før valgkampen
Valget var tabt før længe før, der blev blæst til valgkamp, fordi man manglende en tydelig politisk linje, ændrede kurs undervejs og og havde glemt at ’forventningsafstemme’ med danskerne.

Helle burde allerede på valgaftenen i 2011 havde indrømmet, at man ikke have fået de nødvendige mandater

Hvis jeg skal starte bagfra, så burde Helle allerede på valgaftenen i 2011 havde indrømmet, at man ikke have fået de nødvendige mandater og at politikken vil blive en anden end den lovede. Men den forventningsafstemning ignorerede hun fuldstændig. En pointe, som Lars Løkke tydeligt viste i går, at han har taget ved lære af.

Konsekvensen af at man fra day-one droppede samtlige planer og programmer, som man havde haft før valget, var at den politiske linje smuldrede og regeringsførelse slog på slingrekurs. Det blev aldrig tydeligt hvad der var regeringens projekt eller hvad man kæmpede for.

Derfor blev frasalget af DONG, spillet om en trepartsaftale, processen om skolereformen og fremdriftsreform en farce udi politisk total-forvirring. Man gjorde venner til fjender. Samtidig med at det blev nærmest umuligt at genfinde Socialdemokratisk hjerteblod i den førte politik. Det betalte den samlede røde blok prisen ved folketingsvalget.

Socialdemokratiets fremtid krævet et politisk projekt
Uden en klar politisk linje, så har Socialdemokratiet – fremgang eller ej – ikke nogen eksistensberettigelse i dansk politik og slet ikke i en kommende regering. Derfor skal de kommende uger, måneder og år ikke bare bruges på at finde en ny formand, men også på at genfinde et stærk socialdemokratisk projekt, som handler om danskerne hverdag, skaber tryghed for fremtiden og indeholder klare pejlemærke for de kommende års socialdemokratiske politik.

Vi har brug for et Socialdemokrati, som igen er det naturlige førstevalg for den ufaglærte arbejder

Vi har brug for et Socialdemokrati, som igen er det naturlige førstevalg for den ufaglærte arbejder, der bliver presset ned i løn, bliver nedslidt i en alder af 38 år eller mister sin arbejdsplads, fordi den bliver outsourced til Østeuropa. Vi har brug for et parti, der både i handling og ord repræsenterer, færdes blandt og står op for den danske befolkning.

Socialdemokratiets fremtid krævet et klart defineret politisk projekt.

Jens Jonatan Steen er chefredaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce