I ”de gode gamle dage” sad departementscheferne gerne indtil de gik på pension; der var enkelte undtagelser, men de havde gerne en naturlig forklaring. Det var uhyre sjældent, at departementschefer blev bedt om at forlade posten, fordi minister og regering ikke syntes de fik en ordentlig betjening.  I de sidste 20-30 år er der ganske langsomt og næsten umærkeligt, sket en ændring. I den sidste periode er det gået stærkere, og der er flere tilfælde end tidligere, hvor departementschefer er skiftet ud, fordi en minister ønskede en anden betjening.

Det er stærkt bekymrende, hvis man - som jeg – er tilhænger af det danske system med uafhængige embedsmænd, der kan betjene regeringer med forskellig politisk farve og være bærer af en faglig ekspertise og erfaring, som bidrager til god politik og god forvaltning af ministerområdet. Hvis udskiftningen af departementschefer og andre ledende medarbejder fortsætter og måske vokser, vil vi inden for overskuelig tid forlade det embedsmandssystem vi kender, og i stedet få politisk udnævnte embedsmænd, selvom om få eller måske ingen ønsker det.

For ikke at løbe sur i begreberne kan der være grund til en præcisering af embedsmand, politisk udnævnt embedsmand og politisk udnævnt rådgiver eller ekspert.

Departementschefen er embedsmand og har til opgave at hjælpe ministeren med at udvikle politik, give ministeren råd, og på ministerens vegne sikre at lovgivningen gennemføres og administreres på den måde ministeren har tænkt sig.

En politisk udnævnt rådgiver eller ekspert, rådgiver ministeren og hjælper ministeren med at udvikle politik, men har ikke ansvar for at få politikken gennemført, det vil sige at få lovgivningen til at virke i praksis. Og det er en afgørende forskel. En politisk udnævnt rådgiver har ikke direkte adgang til ministeriets embedsmænd, det er alene departementschefens opgave.

En politisk udnævnt departementschef skal hjælpe ministeren med at lave politik og få den gennemført, så den virker efter hensigten, men kommer og går med ministeren, hvorfor departementschefen ikke nødvendigvis har den faglige og administrative erfaring, vi kender i det danske system. Hvis andre ledende embedsmænd også er politisk udnævnte vil forskellen til det nuværende system blive endnu større.

Enkelte lande, som USA og Sverige har politisk udnævnte embedsmænd, så et sådan system kan fungere. De fleste andre lande har imidlertid forskellige kombinationer af embedsmænd, der ikke udskiftes og politisk udnævnte rådgivere og eksperter, der hjælper med at udvikle politik, og kommer og går med ministeren.

Danmark er et af de eneste lande, der ”kun” har embedsmænd, men ministrene har dog på det seneste fået politisk udnævnte medierådgivere – spindoktorer.

Departementschefens rolle er vokset
Det er åbenbart at departementschefens opgave er blevet mere omfattende i de senere år. Det mere komplekse samfund rejser stadig flere udfordringer, som kræver offentlig regulering, hvis samfundet skal være velfungerende. Det ændrede mediebillede med 24/7 fokus på alle sager øger også departementschefens opgaver. Der er derfor behov for både mere politisk rådgivning og mere politikudvikling end tidligere. Og departementschefen må nødvendigvis bruge færre ressourcer på effektiv organisering og forvaltning af ministerområdet. Men departementschefen kan ikke nedprioritere rådgivningen af ministeren og udviklingen af politik, da det er ministrenes første prioritet.

Er der politisk utilfredshed med det danske system, bør utilfredsheden ikke give sig udtryk i stadig hyppigere udskiftninger af ledende embedsmænd. Der bør laves en grundig analyse af problemerne og en solid vurdering af fordele og ulemper ved ændringer af systemet. DJØF har nedsat et udvalg med Bo Schmidt som formand, som snart skal komme med en rapport om forholdet mellem ministre og embedsmænd. Forhåbentlig giver rapporten anledning til en god debat, og viser der sig interesse for en ændring af systemet, bør regeringen nedsætte et bredt sammensat udvalg med et klart kommissorium, der beder udvalget komme med forslag til ændring af systemet. Det vil tage sin tid, men det er nødvendigt, hvis der virkelig er utilfredshed med det danske system og et bredt ønske om ændringer.

Det er forståeligt, hvis en ny regering ønsker ændringer, men ikke kan vente på en grundig udvalgsbehandling. Vis det er tilfældet, vil det være en fordel, hvis ministrene får mulighed for at oprette politiske sekretariater med politisk udnævnte rådgivere og eksperter. Nogle kan komme fra embedsmærket, men de skal i givet fald søge deres job igen, hvis de ønsker at komme tilbage til embedsværket. De politisk udnævnte rådgivere og eksperter, kan ansættes på samme vilkår som medierådgiverne.

Det vil betyde, at en minister kan få råd og få udviklet politik både af et politisk sekretariat og af departementschef og embedsværk. I praksis vil de få et tæt samarbejde, men erfaringer fra udlandet viser, at der også vil komme situationer med forskellige vurderinger og uenighed om den rigtige politik. I de tilfælde kan ministeren deltage i en kvalificeret diskussion, som har gode muligheder for at føre til en bedre politik. Når politikken skal gennemføres i praksis, vil det ske på den måde vi er vant til i det danske system.

Det er muligt, at en sådan konstruktion kan aflaste departementschefen og ledende embedsmænd, der i dag må bruge rigtig meget tid på rådgivning og udvikling af ny politik. Det kan måske også gøre det lettere for departementschefen at sætte foden ned, hvis gode forslag er på kanten af det lovlige. Og sidst, men ikke mindst kan det give departementschefen bedre muligheder for at fokusere mere på organisering af et ministerium med effektiv administration og god forvaltning.

Jørgen Rosted (f.1945) er tidligere departementschef i Erhvervsministeriet (1993-2001). Han uddannet cand.polit og har ligeledes arbejdet i Det Økonomiske Råd, Finansministeriet og været udviklingsdirektør i forsknings- og analyseenheden FORA under Erhvervs- og Byggestyrelsen.