Kort tid efter at den konservative Poul Schlüter blev statsminister i 1982 modtog han besøg af den svenske statsminister, socialdemokraten Olof Palme.

”Hvor mange medarbejdere skiftede du ud, da du rykkede ind?” Spurgte Palme den danske statsminister under en frokost.

”Ingen”, Svarede Schlüter, der ville høre hvor mange Palme skilte sig af med, efter han var kommet til magten igen.

”Alle”, svarede Olof Palme.

Og sådan forholder det sig stadig her i landet mere end 30 år efter. Danske embedsmænd sidder massivt på deres magtpositioner. Så massivt, at det er blevet et stort demokratisk problem.

Og en kæmpe udfordring for velfærdssamfundet, som alle kan få øje på.

Regeljunglen vokser i ekspresfart
Under valgkampen fulgte jeg en debat på tv med repræsentanter fra begge blokke. Uenigheden var til at få øje på, om stort set alt. Der var dog én undtagelse.

Alle var rørende enige om at bureaukratiet skal barberes i den offentlige sektor. Men det er og bliver også en gratis omgang for politikerne. For ingen kommer med noget bud på hvad der skal gøres.

Og erfaringerne er bestemt heller ikke de bedste. Det var samme Poul Schlüter der allerede i 1980’erne fortalte os, at nu skulle det være ”lettere at være dansker” . Til kamp mod papirvældet, hed det dengang.

Fire statsministre har siden fulgt trop. Nyrup, Fogh, Løkke og Helle Thorning. Alle er gået til valg på, at bureaukratiet skal bekæmpes. Lige meget har det hjulpet. Regeljunglen er vokset i ekspresfart. Og der har været masser af nye stillinger at besætte til nyuddannede djøf’ere.

Flere høvdinge - færre indianere
Den borgerlige regering præsterede fra 2001 til 2011 at indføre 4 nye regler om dagen.

Tag politireformen. Hvor man lukkede politistationer i mange provinsbyer. Hev betjente ind fra gaden og placeret dem bag skriveborde, så de kan tage sig af det voksende papirarbejde.

Det vi fik at vide før reformen var, at der skulle flere betjente på gaden.

Eller kommunalreformen. Hensigten var at slanke bureaukratiet, så vi ville få råd til flere pædagoger, lærere, sosu’er osv. Det er veldokumenteret at kommunerne sidenhen har fyret lærere og pædagoger. Og ansat flere djøf’ere i forvaltningerne.

Flere høvdinge. Færre indianere.

Ministrene reduceres til galionsfigurer
Det omsiggribende bureaukrati er med til at underminere velfærden. Og bureaukratiet er altså ikke noget nyt fænomen. Den britiske historie professor C. Northcote Parkinson formulerede allerede sin teori om ”bureaukrati der avler bureaukrati” tilbage i 1958. Også kendt som Parkinsons lov.

Alt for tit reduceres ministrene bare til galionsfigurer fra dag ét.

En af det seneste tiårs bedste debatbøger - Susanne Hegelund & Peter Moses ’Javel, hr. minister’ – bidrager i høj grad med et svar på hvordan det dog kan lade sig gøre.

Og det er på mange måder rystende læsning.

For bogen dokumenterer meget grundigt, hvordan fagministre udmanøvreres så nemt som ingenting. De er fuldstændigt magtesløse overfor et stærkt og magtfuldt embedsværk, hvor topembedsmænd sidder som fyrster i deres stillinger som departementschefer, kontorchefer mv. i årtier.

Alt for tit reduceres ministrene bare til galionsfigurer fra dag ét.

Heldigvis er der eksempler på ministre, som har haft politisk tyngde til at sætte sig igennem overfor embedsværket. Som Mogens Lykketoft, Svend Auken og Mette Frederiksen.

Flere penge til bureaukrati, betyder færre penge til velfærd
Men man kan kun undre sig over, at vi ikke for længst har fået et opgør med det alt for magtfulde embedsmandsværk. Så embedsmændene får den rolle de bør have, nemlig som folkets og politikernes tjenere. Og ikke som folkets og politikernes herre.

Det har politikerne indtil videre ikke magtet. Eller turdet…

Embedsmændenes magtposition er enestående i Danmark.  Og embedsværket har simpelthen i dag en egeninteresse i at bureaukrati og regeljunglen vokser. Mere lovgivning og flere regler betyder mere magt til embedsmændene. Og embedsværket vokser når bureaukratiet vokser. Det indskrænker alt sammen de folkevalgte politikeres magt og muligheder.

Dertil kommer at den voldsomme udbygning af bureaukratiet koster mange skattekroner. Flere penge til bureaukrati, betyder færre penge til velfærd.

Alle siger at de er imod det. Ingen gør noget ved det. Derfor er der ingen vej udenom.

Embedsværkets magt skal indskrænkes
Embedsværkets magt skal indskrænkes. Og det er her vi kan lære af Olof Palme og svenskerne, således at embedsmændene også i Danmark bør følge politikerne ind og ud af embederne. Det vil betyde et opgør med den kolossale koncentration af magt omkring embedsmændene, vi har i dag. Det er et første skridt på vejen. Men det ikke nok, for enhver kan jo se at svenskerne ikke har mindre bureaukrati end vi har.

Den anden store udfordring vi står overfor er, hvordan vi kan forhindrer, at den politiske kultur absorberes – ædes op - af embedsværket og bureaukratiet, som det er tilfældet i dag.

Kun hvis vi svækker embedsmændenes magt - og bringer politikerne tættere på befolkningen, kan vi vinde kampen imod bureaukratiet. Og styrke demokratiet.

Billedet af den idealistiske politiker der bliver valgt ind i folketinget for første gang, står krystalklart på nethinden for de fleste af os.

Ligeså tydeligt står den desillusionerede minister - eller det skuffede folketingsmedlem - der er blevet pakket effektivt ind af embedsmændene i så mange år, at de lyder fuldstændig som embedsmændene. Samtidig med at de helt har mistet kontakten til livet udenfor Christiansborg.

Kun hvis vi svækker embedsmændenes magt - og bringer politikerne tættere på befolkningen, kan vi vinde kampen imod bureaukratiet. Og styrke demokratiet.

Det haster faktisk.
Jan Andreasen (f. 1956) er medlem af Borgerrepræsentationen i København for Socialdemokraterne. kommentarer
‘Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på netavisen Pio, der udkommer fem gange om ugen med provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg, som sætter dagsorden i arbejderbevægelsen.