For det første er der naturligvis et væsentligt hensyn i den interne fløjkamp, som stod mellem Kristian Jensen og Lars Løkke Rasmussen op til det skæbnesvangre hovedbestyrelsesmøde i juni sidste år, hvor Lars Løkke med nød og næppe fik lov at fortsætte som formand i et fælles lederskab med Kristian Jensen som næstformand. Altså skal også Kristian Jensens støtter have nogle poster.

Peter Christensen og Martin Geertsen har det til fælles, at de ikke blev genvalgt til Folketinget. Alligevel kan man forestille sig, at de bliver hentet ind til Slotsholmen som ministre

For det andet er der de mere objektive kriterier, nemlig hensyn til geografi og køn. Det må forventes, at Lars Løkke vil danne en regering som måske ikke er fuldstændigt ligestillet mellem kønnene, men som har en pæn repræsentation af kvinder. Samtidig må han sørge for, at ministerposterne er nogenlunde fordelt mellem storkredsene.

For det tredje spiller interesse, kompetence og anciennitet naturligvis en rolle. Løkke har en interesse i et driftsikkert og erfarent ministerhold, da den nye V-regering skal manøvrere i et usikkert farvand. Derfor må man forestille sig, at de fleste af de nye ministre også har været det før.

Med blot 34 Venstre-mandater i ryggen må man forestille sig, at en ren Venstre-regering skærer i antallet af ministerier og ministerposter. I dag er der 21 ministerposter men kun 20 ministre, da Marianne Jelved både er kultur- og kirkeminister på trods af to forskellige ministerier.

Nogle kommentatorer mener, at regeringen kan få helt ned til 13 eller 15 ministre, andre taler om 18 ministre. Hvordan Løkke vælger at skære ressortområderne vil vides ikke, men det påvirker naturligvis antallet af ministerposter og hvor mange han skal spørge.

Søren Pind er en kontroversiel stemme, men han er nok uundgåelig som minister

Derfor tager analysen her heller ikke udgangspunkt i ministerposterne, men i personerne, som jeg spår som mulige ministeremner i en ny Løkke-regering. Lars Løkkes kabale handler dog ikke kun om ministrene. Posterne som politisk ordfører og gruppeformand er også centrale, når magten skal deles, og de må formodes at blive tildelt en af følgende navne, som ikke får en ministerpost.

HER ER VENSTRES MULIGE MINISTRE
Lars Løkke Rasmussen bliver naturligvis statsminister.

Søren Gade, the comeback kid, er mit bud på en udenrigsminister, men han kan placeres andre steder, hvor der er brug for ham - for eksempel på et tungere, økonomisk område. Han er et sikkert navn.

Kristian Jensen skal have en central placering, og jeg forestiller mig ham som ny økonomi- og erhvervsminister. Finansministerposten kan virke oplagt i delingen mellem Løkke-fløjen og Jensen-fløjen, men med den smalle Venstre-regering og et stærkt Dansk Folkeparti vil denne post kræve, at finansministeren kan have et tæt og frugtbart samarbejde med Kristian Thulesen Dahl. Derfor er Claus Hjort Frederiksen måske et stærkere bud på en finansminister.

Carl Holst, kongen af Sydjylland, får lov til at arbejde med sit hjertebarn, sundhedsvæsnet, som ny indenrigs- og sundhedsminister. Han skal muligvis nedlægge de regioner, som Venstre skabte med kommunalreformen fra 2005.

Inger Støjberg er et bud på en beskæftigelsesminister, men også undervisningsministerposten, integrationsministerposten eller justitsministerposten er en mulighed for den markante vestjyske politiker.

Den fynske Løkke-væbner, Lars Christian Lilleholt, vil endelig blive belønnet for sin loyalitet og støtte. Han er en mulig energiminister, hvor han har stor viden, men også områder som beskæftigelse, miljø, transport eller landbrug/fødevarer kan blive hans nye arbejdsområde som minister.

Ellen Trane Nørby er en af Venstres dygtigste kvinder. Hun blev sandsynligvis lovet en ministerpost, da hun sagde ja til at blive spidskandidat til EU-valget, men en graviditet kom i vejen, og Ulla Tørnæs kom til Bruxelles i stedet. Trane Nørby kunne passende sætte sig i stolen som eksempelvis kultur- og kirkeminister eller socialminister. Hvis Løkke – måske lettere overraskende – vælger at hive netop Ulla Tørnæs hjem fra Bruxelles, kan det være som mulig beskæftigelsesminister.

Troels Lund Poulsen får politisk comeback som forsvarsminister, som han har interesseret sig for og beskæftiget sig nærgående med de senere år.

Karen Ellemann må også siges at være et sikkert bud en V-minister. Hun kan være undervisningsminister, beskæftigelsesminister, socialminister eller eksempelvis miljøminister.

Søren Pind er en kontroversiel stemme, men han er nok uundgåelig som minister. En tilbagevenden til hans gamle post som integrations- og udviklingsminister er bestemt en mulighed. En mere risikabel placering - og forfremmelse - vil være udenrigsministerposten, men det kræver naturligvis at Søren Gade får en anden plads. En plads i regeringen skal ’frihedsministeren’ Pind nok få.

I det brede midterfelt finder vi det unge talent Sophie Løhde, som fik et godt valg i Nordsjælland. Hendes spidskompetence er sundhedsområdet, men jeg er overbevist om, at det lægges ind under indenrigsministeriet igen. Derfor er hun i stedet et bud på en socialminister, miljøminister eller undervisningsminister.

Peter Christensen og Martin Geertsen har det til fælles, at de ikke blev genvalgt til Folketinget. Alligevel kan man forestille sig, at de bliver hentet ind til Slotsholmen som ministre. Det ville selvfølgelig være en våd klud i ansigtet på den resterende Venstre-gruppe, som må føle sig forbigået, men Peter Christensen er en driftsikker arbejdskraft og det samme med Martin Geertsen. Peter Christensen kunne tildeles skatteministerposten eller beskæftigelsesområdet, mens Martin Geertsen også er et bud på en integrationsminister eller noget lignende.

Jakob Ellemann kunne passende gøre sin søster selskab i regeringen. Han er en mulig udviklingsminister, men miljø, energi, transport eller skat er også mulige ressortområder.

Den tidligere social- og fødevareminister Eva Kjer Hansen kan også få et comeback som minister på et af sine gamle områder, men miljøminister er også en mulig fremtidig titel for det sønderjyske folketingsmedlem.

Karsten Lauritzen er en mulig justitsminister eller integrationsminister, men områder som transport eller skat er også oplagte emner.

Derudover er der fra mit perspektiv en række ’boblere’ og jokere.

Herning-bykongen Lars Krarup er nok det mest oplagte bud, hvis Løkke henter en Venstre-borgmester ind i et ministerkontor. Krarup blev selv borgmester i 2001, da Anders Fogh Rasmussen hentede den netop genvalgte Herning-borgmester Helge Sander ind som videnskabsminister. Måske henter Løkke igen en Herning-borgmester ind?

En anden stærk Venstre-kommunalpolitiker med ministerpotentiale kunne være Pia Allerslev fra København, som kunne være en mulig undervisningsminister.

Hans Christian Schmidt er en erfaren minister og oplagt på områder som miljø, fødevarer eller transport, men spørgsmålet er, om det syd- og sønderjyske område ikke er dækket med navne som Carl Holst, Ellen Trane Nørby og Eva Kjer Hansen.

Torsten Schack Pedersen fra Thistedkredsen, der støttede Kristian Jensen i formandsopgøret, kan også snige sig ombord som skatteminister eller fødevareminister. En anden Løkke-støtte Michael Aastrup Jensen vil være en mulig kulturminister.

Esben Lunde Larsen kunne være en mulig minister for videregående uddannelser – et område, som han som ordfører har fulgt tæt i forhandlinger om fremdriftsreform og gymnasiereform. Imod taler, at der i forvejen er mange gode vestjyske bud på Venstre-ministre.

Flere kommentatorer har nævnt Lykke Friis som mulig udenrigsminister, men jeg tror simpelthen ikke på det. Hun går efter at blive ny rektor på Københavns Universitet efter Ralf Hemmingsen.