Intet nyt i ministre uden folkeligt mandat

Jørgen Neergaard Larsen er ikke det første eksempel på, at en repræsentant fra arbejdsmarkedets parter tager plads i regeringen. Og langt fra det første eksempel på en minister, der ikke er medlem af Folketinget.
Udnævnelsen af den tidligere formand for Dansk Arbejdsgiverforening, Jørgen Neergaard Larsen, til ny beskæftigelsesminister, har vakt stor opsigt. Både fordi han ikke er valgt i Folketinget for Venstre, og fordi han kommer direkte fra en arbejdsgiverorganisation.

”Jeg kan slet ikke forestille mig, at en socialdemokratisk ledet regering ville have håndplukket en LO-formand til beskæftigelsesminister uden, at der havde lydt et ramaskrig”, lød det fra FOA-formand Dennis Kristensen i kølvandet på udnævnelsen.

Vi skal dog ikke længere tilbage end slutningen af Poul Nyrup Rasmussens regeringstid for at finde sådan et eksempel. Dengang gjorde Nyrup nemlig Ove Hygum, formand for HK/Stat, til Arbejdsminister. Og tilbage i 1972, da Anker Jørgensen blev udnævnt til statsminister, kom han direkte fra formandsposten i Dansk Arbejdsmands- og Specialarbejderforbund (senere SID og nu en del af 3F). Jørgensen havde dog været medlem af Folketinget siden 1964.

Der er heller intet nyt i, at en statsminister henter nye folk uden for folketingsgruppen. Også folk, der slet ikke har noget folkeligt mandat, altså heller ikke er valgt til eksempelvis byråd eller Europa-Parlamentet.

Under Thorning-regeringen blev der udnævnt to ministre uden ”folkeligt mandat”. Under Løkke var tallet også to, det var tre under Fogh og hele syv under Nyrup. Under Poul Schlüter blev blandt andet Henning Dyremose og Hans Engell hentet ind som ministre. I 1967 udnævnte Jens Otto Krag udnævnte diplomaten Hans Tabor til udenrigsminister. 20 år tidligere havde Hans Hedtoft ligeledes udnævnt en diplomat, Hans Rasmussen, til udenrigsminister.

Inden for den socialdemokratiske bevægelse er det måske bedst kendte eksempel dog nok Mogens Lykketoft, som Anker Jørgensen i 1981 hentede fra en stilling i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og gjorde til skatteminister.

Der er forskellige motiver til at hente folk ind som ministre, selvom de ikke er folkevalgte. Det kan handle om at hente ekspertise fra det private erhvervsliv (Charlotte Sahl-Madsen, Henning Dyremose) eller fra interesseorganisationer (Martin Lidegaard, Arne Rolighed), styrke regeringen med skarpe profiler (Ritt Bjerregaard, Connie Hedegaard), sikre stærke kvinder i regeringen (Lykke Friis, Karen Jespersen) eller sikre loyale folk omkring partiformanden (Claus Hjort Frederiksen).

Omvendt kan det også skabe interne problemer, da siddende gruppemedlemmer kan føle sig forbigået. Eksempelvis vakte det en del uro i den konservative folketingsgruppe, da Lene Espersen i 2010 besluttede at hente to konservative ministre uden for regeringen. En beslutningen der formentlig var en medvirkende årsag til, at Espersens interne stilling i gruppen blev svækket.

Siden Nyrup-regeringen i 1993 er følgende ministre blevet hentet ind uden for Folketingsgruppen, uden at have et folkeligt mandat. Ministre med baggrund i Europa-Parlamentet eller kommunalbestyrelser er således ikke medtaget.

 

Martin Lidegaard (RV), klimaminister 2011-2014, udenrigsminister 2014-2015
Martin Lidegaard blev valgt i Folketinget i 2005, men røg ud igen ved valget i 2007. Herefter blev han direktør i den grønne tænketank Concito, inden han i september 2011 blev hentet ind som klima- energi- og bygningsminister. Efter SF’s udtræden af regeringen i starten af 2014, overtog han jobbet som udenrigsminister. Lidegaard kom igen i Folketinget ved det netop overståede valg.

Thor Möger Pedersen (SF), skatteminister 2011-2012
Thor Möger Pedersen var næstformand i SF og en af arkitekterne bag det nære samarbejde med Socialdemokraterne, men det lykkedes ham ikke at blive valgt til Folketinget i september 2011. Alligevel overtog han ved regeringsdannelsen posten som skatteminister. Efter Annette Vilhelmsens sejr ved formandsvalget et år efter, måtte han dog lade pladsen til fordel for Holger K. Nielsen.

Charlotte Sahl-Madsen (K), videnskabsminister 2010-2011
Charlotte Sahl-Madsen var direktør i Danfoss Universe og havde en fortid som direktør i LEGO, da Lars Løkke Rasmussen i februar 2010 udnævnte hende til minister for videnskab, teknologi og udvikling. Sahl-Madsen stillede op til Folketinget i 2011, men åbnede ikke valg.

Lykke Friis (V), klima- og energiminister 2009-2011
Lykke Friis havde en fortid som europapolitisk chef hos Dansk Industri og senere prorektor på Københavns Universitet, da Lars Løkke Rasmussen i november 2009 udnævnte Friis til klima- og energiminister. Friis blev ved en ministerrokade i 2010 tillige ligestillingsminister. Hun blev valgt til Folketinget i 2011, men trådte ud i 2013 for at vende tilbage til posten som prorektor på Københavns Universitet.

Karen Jespersen (V), socialminister 2007
Karen Jespersen gjorde i september 2007 comeback som socialminister. Forskellen var blot, at hun denne gang repræsenterede Venstre, og ikke, som tidligere, Socialdemokratiet. Jespersen blev to måneder senere valgt til Folketinget for Venstre, og efter valget udnævnt til den nyoprettede post som velfærdsminister – en post hun dog kun sad på i halandet år.

Connie Hedegaard (K), miljøminister 2004-2005
Connie Hedegaard sad i folketinget fra 1984 til 1990, hvor hun blandt andet fungerede som politisk ordfører for de konservative. Herefter forlod hun politik for at forfølge en journalistisk karriere, blandt andet som vært på DR2 Deadline. I august 2004 vendte hun dog tilbage til politik, da hun blev udnævnt til miljøminister i Anders Fogh Rasmussens regering. Efterfølgende drog hun til Bruxelles som klimakommissær.

Claus Hjort Frederiksen (V), beskæftigelsesminister 2001-2005
Claus Hjort Frederiksen var den store overraskelse i Anders Fogh Rasmussens første regering. Han var partisekretær i Venstre 1985-2001, og blev efter valgsejren i november 2001 udnævnt til beskæftigelsesminister. Frederiksen blev valgt til Folketinget i 2005, og blev i 2009 udnævnt til Finansminister i Løkkes første regering.

Ritt Bjerregaard (S), fødevareminister 2000-2001
Ritt Bjerregaard var sammen med den øvrige EU-kommission blevet afskediget i foråret 1999. I december 2000 udnævnte Nyrup hende til fødevareminister i den sidste store regeringsrokade inden valget i 2001. Bjerregaard blev i den forbindelse valgt til folketinget. Hun trak sig dog efter et par år for at hellige sig opgaven som overborgmester i København.

Arne Rolighed (S), sundhedsminister 2000-2001
Arne Rolighed var administrerende direktør for interesseorganisationen Kræftens Bekæmpelse, da han i december 2000 blev udnævnt til sundhedsminister – en post der havde haft en række forskellige ministre under Nyrup. Modsat kutymen valgte Rolighed ikke at opstille til Folketinget, og forlod posten efter valget i 2001.

Anita Bay Bundegaard (RV), minister for udviklingsbistand 2000-2001
Anita Bay Bundegaard var debatredaktør på Politiken, da hun i december 2000 overraskende blev udnævnt minister for udviklingsbistand. Hun sad på posten et lille år, frem til Foghs valgsejr i 2001. Efterfølgende vendte hun tilbage til det journalistiske, blandt andet som kulturredaktør på Politiken.

Johannes Lebech (RV), kirkeminister 2000-2001
Johannes Lebech var landsformand for Det Radikale Venstre i december 2000, da han blev hentet ind som kirkeminister i Nyrup-regeringen. Han blev ikke valgt i Folketinget i 2001. Lebech har efterfølgende siddet knap to år i Europa-Parlamentet fra 2007 til 2009, som suppleant for Anders Samuelsen.

Ove Hygum (S), Arbejdsminister 1998-2001
Ove Hygum havde en lang karriere inden for fagforbundet HK bag sig, inden Poul Nyrup Rasmussen i kølvandet på 1998-valget hentede ham ind i regeringen som arbejdsminister. Hygum var blandt andet formand for HK/Stat i perioden 1988-98. Hygum stillede op til Folketinget i 2001, men blev slået af en ung kandidat fra Køge ved navn Henrik Sass Larsen.

Ebbe Lundgaard (RV), kulturminister 1996-1998
Ebbe Lundgaard var formand for FDB, Fællesforeningen for Danmarks Brugsforeninger (i dag Coop), da han i 1996 blev udnævnt til kulturminister i Nyrup-regeringen. Lundgaard forsøgte flere gange at blive valgt til folketinget, blandt andet ved valget i 1998, men åbnede ikke valg, og blev efterfølgende ikke genudnævnt til kulturminister. Siden har han, uden held, forsøgt sig som kandidat for Ny Alliance.

Carsten Koch (S), skatteminister 1994-1998
Carsten Koch var direktør i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, da han i november 1994 blev udnævnt til skatteminister i Poul Nyrup Rasmussens anden regering. Carsten Koch blev valgt i folketinget ved valget i 1998, og overtog herefter posten som sundhedsminister. Senere har Kock blandt andet været direktør i Danske Invest og formand for VK-regeringens skattekommission.


Kommentarer fra Facebook