Hvis DF havde bestemt, havde vi tabt til Ryanair

I sidste uge vandt de danske lønmodtagere en afgørende sejr, da Arbejdsretten erklærede konflikten mod Ryanair lovlig. Men hvis Dansk Folkeparti havde fået deres vilje, ville lønmodtagerne have lidt et sviende nederlag og være tvunget på irsk overenskomst.
Der lød jubelråd foran Arbejdsretten på Sankt Annæ Plads i det indre København, da Arbejdsrettens dom lå klar onsdag klokken 14. Arbejdsretten havde bestemt, at det var lovligt for Flyvebranchens Personaleunion (FPU), der er en del af Serviceforbundet, at varsle konflikt mod Ryanair.

Det var dog ikke kun blandt fagforeningsfolkene foran Arbejdsretten og de trofaste venner på Chrstiansborg, at afgørelsen vakte glæde. Fra Bruxelles glaspaladser glædede Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt sig over afgørelsen. ”I Dansk Folkeparti har vi hele tiden bakket 100 procent op om de danske fagforeningers varslede konflikt mod det skruppelløse irske flyselskab”, skrev han på Facebook.

Danske arbejdere kan i dag ranke ryggen og trække vejret en lille smule lettere. De tre dommere i Arbejdsretten afgjorde...

Posted by Morten Messerschmidt on 1. juli 2015

Det kan jo være dejlig læsning for de danske lønmodtagere. Desværre er det også usand læsning. For hvis Dansk Folkeparti havde fået deres vilje, havde de danske lønmodtagere lidt et sviende nederlag i Arbejdsretten i går.

DF ville have svækket danske arbejderes rettigheder
I den netop overståede valgperiode vejrede Dansk Folkeparti og Venstre nemlig morgenluft, efter at Kristian Thulesen Dahl havde spist flæsk med Anders Samuelsen, Lars Løkke og resten af sjakket på Restaurant Vejlegården. I ly af krisebevidsthed og en veltalende restauratør ville man sætte et afgørende leverstød ind mod de danske lønmodtagere: Konfliktretten skulle begrænses sådan, at hvis en arbejdsplads havde en eller anden form for overenskomst med en eller anden form for fagforening, måtte medarbejderne ikke gå i konflikt.

Da Danmark er medlem af EU, ville forslaget (Lovforslag B92) betyde, at også overenskomster fra andre EU-lande ville kunne gælde i Danmark, og at det ville være forbudt for fagforeninger at kæmpe imod virksomheder, der har medarbejdere i Danmark ansat på en polsk overenskomst til 30 kroner i timen. Den 12. juni 2012 stillede Dansk Folkeparti og Venstre forslaget alligevel.

Smutvej til Ryanair vilkår i Danmark
Det leder os tilbage til Ryanair. Ryanair har nemlig en intern overenskomst, der er gældende i Irland. Hvis Dansk Folkeparti havde haft flertal for deres forslag, ville den også være gældende for medarbejderne i Danmark. Det ville ifølge Ryanair selv betyde en løn på helt ned til 8.500 kroner om måneden for medarbejdere, der skal bo i Danmark.

Om det er tiden i Bruxelles mørkekamre, der har sløvet Messerschmidts hukommelse, eller om han bevidst pynter sig med fjer, han selv har forsøgt at hælde i tjære, skal være usagt. Faktum er, at hvis Dansk Folkeparti havde fået deres vilje, havde de danske lønmodtagere tabt i Arbejdsretten, og Ryanair havde vundet.

Sådan gik det heldigvis ikke. Lønmodtagerne vandt, konflikten er lovlig, kampen for ordentlige løn- og arbejdsforhold kan for alvor gå i gang. På trods af Dansk Folkeparti.

Mads Havskov Hansen er stud.jur. på Københavns Universitet.

Mads Havskov Hansen er cand.jur. og debattør.


Kommentarer fra Facebook