”Mange unge går med en følelse af, at Socialdemokratiet er gennemsyret af janteloven. At vores kamp handler om, at ingen må stikke næsen for langt frem, fordi vi alle skal være ens. Det er selvfølgelig en fejlslutning af, hvad et socialdemokratisk samfund indebærer.”

Det skriver formanden for DSU København, Nilly Taheri, i et debatindlæg i Politiken om udfordringen med, at der aldrig har været så mange unge, der har sat deres kryds ved LA, og at unge generelt vælger Socialdemokraterne fra.

En meningsmåling fra Megafon før valget viste, at 14,6 % af førstegangsvælgerne ville stemme på Socialdemokraterne, halvt så mange som i den samlede vælgerbefolkning og 14,0 % ville stemme på Liberal Alliance, næsten dobbelt så mange som satte deres kryds ved partiet.

Ifølge Nilly Taheri fordi, at:

”For mange unge symboliserer LA frihed til mangfoldighed, friheden til at drømme stort, og jeg mener, at det er den slags værdikampe, der hiver de unge mod LA mere end et reelt oprør mod det socialdemokratiske velfærdssamfund eller et spørgsmål om rendyrket egoisme.”

Det er derfor fuldstændig afgørende, at vi i Socialdemokratiet med Mette Frederiksen i spidsen får udviklet en politisk kurs, der rummer ambitioner både for samfundet og den enkelte.”

Taheris analyse af Socialdemokraternes udfordring med de unge, minder i nogle træk om den udfordring som Labour i Storbritannien, ifølge Tony Blair, står med i forhold til den stræbsomme del af den engelske arbejder- og middelklasse. Efter partiets valgnederlaget før sommerferien skrev han følgende:

“Labour has to be for ambition and aspiration as well as compassion and care. “Hard-working families” don’t just want us to celebrate their hard work; they want to know that by hard work and effort they can do well, rise up, achieve. They want to be better off and they need to know we don’t just tolerate that; we support it.”

Men hvad er svaret?
Både Nilly Taheri (og Tony Blair) har en væsentlig pointe omkring udfordringen. Hvordan kan man fortælle unge mennesker, at ordet ”elite” ikke er et fyord for Socialdemokrater. At hvis du får gode karakterer i skolen, for at kunne komme ind på drømmeuddannelsen, så er det ikke fordi du er en asocial stræber, der ikke ønsker fællesskabet.

Diskussionen bliver dog først rigtig interessant, når man så overvejer hvad det betyder i forhold til den konkrete politik og de kampe, som partiet vælger at engagere sig i. Tag for eksempel diskussionen om topskatten (og endnu mere udtalt omkring millionærskatten):

Her er det et klassisk, nærmest afgørende, socialdemokratisk synspunkt, at de bredeste skuldre skal bære de tungeste byrder og at det derfor er helt indlysende, at dem der tjener mest, skal betale endnu mere. Det er der alle mulige gode grunde til, men hvis man er 25 år gammel, så kan det altså godt virke som Jantelovsagtig misundelse.

Et andet eksempel er at have ønsket om, at Socialdemokraterne skal være partiet for dem med ambitionerne, der gerne vil have frie rammer, men man vil også samtidig gerne være partiet for faglig organisering, overenskomster og ordnede forhold på arbejdsmarkedet. Den danske model har mange fordele og sikrer et stabilt arbejdsmarked, men det er også en tung og ikke særlig dynamisk mastodont for unge med fart på, at danse rundt med.

Men Nilly Taheri har, med sit debatindlæg, startet en helt nødvendig diskussion, som der fortjener at bliver fulgt op på.

David Troels Garby (f. 1980) er redaktør på Netavisen Pio.