Der er ved at være politisk enighed om Dansk Folkepartis to absolut største dagsordener i partiets levetid. Gennem årene har de profileret sig på de to ben, mens det politiske parnas har rystet på hovedet og kaldt dem populister og skræmmekampagnepolitikere. Men nu bakker de fleste af landets partier i større eller mindre grad op om den linje, og hvor godt det end lyder, afstedkommer det en smule hovedbrud for Thulesen Dahl og co.
For som Danmarks næststørste parti og det største i blå blok, er Dansk Folkeparti tvunget til at drive store dagsordner, hvor de virkelig viser hr. og fru vælger, at der var en god grund til at stemme på dem.

Løkke kan presses
Så hvad kan de gøre for at stramme skruen endnu mere i den retning?

Minimumsstraffe kunne være én ting. Det har været oppe at vende flere gange, og her har mange kaldt det sammenblanding af magtdelingen, hvis den lovgivende magt kræver, at den udøvende magt sætter nogle voldsomt stramme skruetvinger på den dømmende magt. Men her kan Løkke presses så meget, at han må give efter.
En idé på det område, Dansk Folkepartis kunne bringe til torvs, er kravet om automatisk udvisning af udlændinge, hvis de bliver dømt for en given forbrydelse, som nok særligt vil blive centreret om volds- og magtparagrafferne i Straffeloven.

Mere samarbejde over midten
En anden mulighed for Dansk Folkeparti er at tvinge Løkke over midten i flere forlig, så de får vist Konservative og Liberal Alliance, at deres indflydelse er stærkt begrænset. Det vil især de kommende finanslovsforhandlinger virkelig vise, hvor Dansk Folkeparti kan gå sammen med Socialdemokraterne om flere penge til de ældre og nedbringelse af ventelister på sygehuset samt generelt større tilførsel af midler til sundhedsområdet.

De to sager vil i sig selv ikke gøre ondt på Venstre rent holdningsmæssigt. For ingen kan sige nej til, at det vil være en god idé, men det koster.
Venstre har godt nok allerede bevæget sig væk fra deres holdning om nulvækst og lovet at åbne kasseapparatet lidt mere. De vil også finde nye penge ved at skære i ulandsbistanden – en dagsorden der også bliver drevet af Dansk Folkeparti, men det vil langt fra være nok til at kunne udrette mirakler på sundheds- og ældreområdet.
DF gik til valg på et ønske om 0,8 pct. offentlig vækst; et niveau der faktisk er højere end Socialdemokraternes ønske og et niveau, som Venstre på ingen måde kan honorere. Finanslovsforhandlingerne vil vise, hvor stor en magt DF reelt har over for regeringen på det område.

Det skal være sværere at komme ind
Grænsebommedrømmene vil også blive genfremsat som et næsten ufravigeligt krav. Her gør det ondt på Venstre, der tror meget på især den lette bevægelighed for europæere og ikke mindst på Danmarks omdømme. De ønsker ikke, at Danmark skal fremstå som et lukket land for vores EU-partnere.

Så selvom Dansk Folkeparti stort set står alene med den voldsomt EU-kritiske linje, kan grænsebommene være en måde at vise vælgerne på, at de alligevel kan få noget af deres politik igennem på det område.
Men igen. Kristian Thulesen Dahl og resten af DF-ledelsen lægger lige nu hovedet i blød for at skabe et katalog med særdeles synlige og markante krav, de kan fremføre under de snarlige forhandlinger om finansloven.
Søren Strandman-Møller er politisk kommentator og kommunikationsrådgiver. Som journalist har Søren Strandman-Møller arbejdet for flere medier på Christiansborg. Søren Strandman-Møller har ingen politiske partier som kunder og er uafhængig af politiske interesser.
Klummen er bragt i samarbejde med Fagbladet 3F.