Tre DSU'ere: Her er vores bud på en ny pensionspolitik

Det kan ikke være rigtigt, at DJØF-eliten har ret til en frisk og rørig alderdom, mens den ufaglærte har stor risiko for at stille træskoene allerede i arbejdslivet. Vi har tre bud på en ny pensionspolitik.
Debatindlæg af Alexander Grandt Petersen, forbundsformand for DSU, Maj Jensen Christensen, næstformand i DSU, og Jakob Esmann, arbejdsmarkedspolitisk koordinator i DSU.

En tredjedel af danskerne betaler i dag ikke ind til en privat pensionsopsparing. Det betyder eksempelvis, at de hverken har en arbejdsmarkedspension som en del af deres ansættelse eller en privat ratepension. Derfor må de nøjes med folkepensionen og Arbejdsmarkedets Tillægspension, når de bliver gamle.

Vi skal gerne indrømme, at det hverken er ungdommeligt eller særligt sexet at beskæftige sig med »pensionspolitik«

Men i et samfund under hastig demografisk forandring og stigende pres på de universelle velfærdsgoder, er der behov for at se på, hvordan vi sikrer en god tredje alder for den tredjedel af danskerne.

Det problem havde SR-regeringen opdaget, så den bad i 2014 en pensionskommission komme med anbefalinger til, hvad vi gør med denne gruppe uden egen opsparing. Den nye Venstre-regering vil nedlægge SR-regeringens pensionskommission, men ikke desto mindre kommer kommissionen alligevel med nogle anbefalinger på området, inden Lars Løkke Rasmussen fremsætter et pensionsudspil til foråret.

Vi skal gerne indrømme, at det hverken er ungdommeligt eller særligt sexet at beskæftige sig med »pensionspolitik«. For unge er pensionsalderen naturligt nok så langt ude i fremtiden, at mange desværre ikke forholder sig til de pensionsvilkår, de kommer til at leve under. Derfor er der brug for unge stemmer i pensionsdebatten. Vi føler derfor en særlig forpligtelse til at give vores besyv med.

Ændringerne i pensionssystemet i disse år vil i høj grad påvirke de vilkår, som vores generation har, når vi har taget vores tørn på arbejdsmarkedet. Den tredje alder kan godt have førsteprioritet for ungdommen. Vi har derfor tre forslag til, hvordan pensionssystemet skal indrettes, så flere får en værdig alderdom og et bedre arbejdsliv.

Når vi kan sende mennesker ud i universet ... må det også kunne lade sig at gøre at udvikle et objektivt og smartere tilbagetrækningssystem

1) Obligatorisk pensionsopsparing for alle
Vi er stolte af, at vi i Danmark kan bryste os af et pensionssystem, hvor ingen ældre lever i fattigdom. Folkepension, tillægsydelser, boligsikring og ældrecheck betyder, at selv de, der ikke har sparet noget op, stadig har en indtægt, de kan leve af. De ældre er ikke afhængige af børn og børnebørn, som tilfældet er i mange andre lande.

Men i takt med, at flere og flere får større og større arbejdsmarkedspensioner, opstår der urimeligheder i fordelingspolitikken, hvor de med egne opsparinger reelt står med en meget høj marginalskat, fordi de ikke får adgang til de tillægsydelser, der sikrer et ordentligt levegrundlag for de svageste ældre. Derfor skal vi have alle danskere til at spare op til alderdommen.

Står det til os, skal alle, der i dag ikke indbetaler til en privat pensionsopsparing, f.eks. en arbejdsmarkedspension, i fremtiden opspare seks procent af deres lønindkomst om året til en obligatorisk pensionsopsparing. Forslaget vil de facto betyde en udfasning af ældrechecken og på sigt en reduktion i tillæggene til folkepensionen.

Den obligatoriske opsparing skal gælde alle danskere – også dem der f.eks. modtager dagpenge eller kontanthjælp. I praksis burde det ikke blive en merudgift for staten, fordi faldende udgifter til pensionstillæg og ældrecheck så rigeligt finansierer udgifterne til pension for danskere på overførselsindkomst.

2) Fleksibel pensionsalder
Hvem forestiller sig, at murerarbejdsmænd og jord- og betonarbejdere kan knokle til de er langt over 70? Det kan kun være de politikere og embedsfolk, der var arkitekter bag den seneste tilbagetrækningsreform. Vi ser et stort behov for at overveje en tidligere tilbagetrækning for de mest nedslidte på vores arbejdsmarked. Efterlønsreformen var en katastrofe for det ufaglærte og faglærte Danmark. Den gruppe skal have et løft med en kommende pensionsreform.

Det er et paradoks, at vores arbejdsliv er travlest, mens vi samtidig skal se vores børn blive store

Når vi kan sende mennesker ud i universet, foretage kloninger og spalte atomer, må det også kunne lade sig at gøre at udvikle et objektivt og smartere tilbagetrækningssystem, hvor den nedslidte håndværker, sosu-assistent eller kok ikke skal kravle på deres grædende knæ til en visitator for at få tildelt »seniorførtidspension«. Pensionister skal ikke gøres til sociale klienter.

Pensionsalderen skal – udover generelt at stige med middellevealderen – i en ny model hvile på en objektiv udregning, der tager højde for antal år på arbejdsmarkedet og antal år i brancher med stor nedslidning og høj risiko for tidlig død. Eksempelvis har kokke og fiskere 70 procent større risiko for tidlig død end andre brancher. De skal kunne trække sig tidligere tilbage. Derfor vil fiskeren eksempelvis kunne trække sig tilbage som 60-årig, mens advokaten skal være 70. Det kan ikke være rigtigt, at DJØF-eliten har ret til en frisk og rørig alderdom med masser af gode år, mens den ufaglærte har stor risiko for at stille træskoene, mens vedkommende stadig er på arbejdsmarkedet.

3) Lån tid og penge i din pension i løbet af dit arbejdsliv
I Danmark arbejder vi groft sagt mest i den periode, hvor vi har børn. Det er et paradoks, at vores arbejdsliv er travlest, mens vi samtidig skal se vores børn blive store. Hvorfor arbejder vi ikke mindre, mens vi har børn, og mere, når de er blevet større?

Vi ønsker et system – populært kaldet en tidsbank – hvor alle med en privat pensionsopsparing (f.eks. arbejdsmarkedspensionen) kan hæve eller låne et par år af pensionsopsparingen og bruge dem, inden de trækker sig tilbage sig. Det kan være, at du vil rejse et år ud i verden med dine børn, gå på deltid for at have mere tid til familien, efteruddanne dig, starte virksomhed eller sågar dyrke jordbær i din have på fuldtid.

Det er op til den enkelte at bestemme – det står også én frit for at undlade at bruge muligheden, og selvfølgelig skal der være begrænsninger for, hvor mange år man kan stemple ud af arbejdslivet. I en tid, hvor stress er den store folkesygdom, tror vi på, at en sådan ordning vil gøre gavn på langt sigt – både for samfundsøkonomien, det enkelte menneske og familien.

Det er vores tanke, at man kan betale tilbage ved at arbejde mere i slutningen af sit arbejdsliv, ved lavere pensionsydelse i den tredje alder, ved øget pensionsindbetaling efter en »pause« eller en senere pensionsalder.

Obligatorisk opsparing for alle, en fleksibel tilbagetrækningsalder og tidsbanken er tre unge socialdemokratiske bud på fremtidens pensionssystem.

Indlægget er oprindeligt bragt i Berlingske Tidende den 3. august under titlen "Tre forslag til en mere sexet pensionspolitik".


Kommentarer fra Facebook