Både blandt journalister og oppositionen har udtalelsen dog stået i skyggen af en anden Carl Holst-sag, nemlig sagen om hans efterløn fra Region Syddanmark. En sag, der må siges at være i småtingsafdelingen sammenlignet med det faktum, at en forsvarsminister lige har undsagt den fortælling, hans parti gennem tolv år har forsøgt at opbygge omkring en af de mest kontroversielle politiske beslutninger i nyere Danmarkshistorie.

Det er særligt opsigtsvækkende, at Holst bemærkninger sker i et forsøg på at forsvare regeringens beslutningen om at lukke Irakkommissionen og én gang for alle lukke diskussionen om den danske deltagelse i den USA-ledede koalition mod Saddam Hussein. Men frem for at lukke diskussionen om Irakkrigen, demonstrerer Holst udtalelse, at der nu er totalt forvirring om årsagen til, at Danmark i 2003 blev en krigsførende nation i Mellemøsten.

Fogh: Vi gik ikke i krig på grund af masseødelæggelsesvåben
Hidtil har Venstres topfolk kategorisk afvist, at Danmark gik i krig, fordi Irak var i besiddelse af masseødelæggelsesvåben. ”Den eneste grund til at regeringen gik i krig var Iraks manglende vilje til at samarbejde med FN’s våbeninspektører”, udtalte daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen tilbage i 2008, og det har siden været kernen i Venstres fortælling om Irakkrigen.

Den blev gentaget af Lars Løkke Rasmussen så sent som 7. august, i forbindelse med diskussionen om nedlæggelse af Irakkommissionen: ”Jeg understreger bare, at det, der var det danske grundlag, var jo ikke faktuelle påstande om masseødelæggelsesvåben, ja eller nej. Det var alene og isoleret, hvorvidt man [Irak, red.] havde efterlevet FN-resolutionen”, lød det fra Løkke.

Fogh og Løkke har også gentagne gange henvist til det beslutningsgrundlag, der blev vedtaget af Folketinget i forbindelse med Danmarks deltagelse i Irakkrigen. Her er rationalet kort fortalt, at FN’s Sikkerhedsråd tilbage i 1991, i forbindelse med Kuwaitkrigen, vedtog to resolutioner (678 og 687), som dels gav ret til at bruge magt for at smide Saddam Hussein ud af Kuwait, dels slog fast, at våbeninspektørernes adgang til at afvæbne Irak for masseødelæggelsesvåben var en betingelse for den efterfølgende våbenhvile. Når Irak ikke vil give våbeninspektørerne adgang til landet, så bryder de jo våbenhvilken, og så har FN jo faktisk allerede givet mandat til at gå i krig, lød argumentet dengang.

Dermed bliver det afgørende altså ikke, hvorvidt der var masseødelæggelsesvåben eller ej, men hvorvidt Saddam Hussein samarbejde tilfredsstilende med FN. Og det faktum, at der ikke blev fundet masseødelæggelsesvåben i Irak, ændrer ikke på, at Saddam Hussein ikke overholdt FN’s resolutioner, og at krigen derfor var berettiget. Sådan har forklaringen indtil nu lydt fra Fogh, Løkke og en lang stribe af Venstreordfører.

Mange sten mangler at blive vendt
Det rent folkeretlige aspekter af Foghs og Løkkes Irakfortælling kan der bestemt stilles spørgsmålstegn ved, hvilket også er blevet gjort flittigt. I foråret udgav journalist Jesper Tynell bogen Mørkelygten. Her hævder flere anonyme embedsmænd i Udenrigsministeriet, at de følte et politisk pres for at udarbejde et juridisk notat, der støttede op om regeringens udlægning af, at krigen var i overensstemmelse med folkeretten.

Holst udsigelse af Fogh og Løkkes Irakfortælling og Jesper Tynells bog er dog langt fra de eneste eksempler på, at der stadig er mange løse ender i forhold til Danmarks krigsdeltagelse. Holst har også måttet erkende, at han faktisk ikke ved, hvad der skete med mere end 300 fanger, som danske soldater udleverede til britiske soldater og lokale irakiske myndigheder. Netop spørgsmålet om fangehåndtering var et af de centrale forhold, som Irakkommissionen skulle undersøge.

Samtidig vedbliver nye oplysninger at komme for dagen. Alene siden lukningen af Irakkommissionen har det været avisskriverier om, at Anders Fogh Rasmussen allerede et år før Irakkrigen skulle have lovet dansk støtte til et amerikansk angreb, og om Danmarks samarbejde med det berygtede amerikanske sikkerhedsfirma Blackwater.

Carl Holst har derfor med sit forsøg på at lukke diskussionen Irakkrigen med al tydelighed vist, at der stadig er noget at komme efter.