Som et oplæg til de kommende trepartsforhandlinger med fagbevægelsen, spillede finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) i weekenden ud med et forslag om en lavere ”indslusningsløn” på det danske arbejdsmarked, så folk kan skifte offentlig forsørgelse ud med beskæftigelse.

”Vi har jo et problem, hvis man ikke kan tjene sine 125 eller 130 kr. hjem, som mindstebetalingen er. Så er vores system, at du enten er inde eller ude af jobmarkedet,” siger Claus Hjort Frederiksen til Jyllandsposten.

Claus Hjort Frederiksen kalder det en ”trædesten” og giver dermed indtryk af, at det kun skal være midlertidigt. Altså at man i en periode er på en lav løn og derefter stiger til en normal dansk løn, når man har fået flere kvalifikationer.

Presser lønnen ned for alle
Den roserøde udlægning af indslusningsløn giver det socialdemokratiske folketingsmedlem Mattias Tesfaye imidlertid ikke meget for. I et indlæg på det politiske magasin Ræsons hjemmeside, skriver han, at Claus Hjorts forslag ikke kun vil have konsekvenser for dem der skal arbejde i de her nye under-minimumsløn job, men også for dem, der i dag arbejder i lavtlønsjob:

”1) Der vil rigtignok komme flere jobs, men de lavtlønnede vil ikke opholde sig midlertidigt på arbejdsmarkedets nederste løntrin. Tværtimod: de vil blive fastholdt i en permanent lavtløs-situation
2) Folk, der i dag tjener mere end minimallønnen på 115 kroner i timen, vil blive presset ned i underklassen.
3) Modtagere af sociale ydelser vil få reduceret deres rådighedsbeløb markant, og de fattigste vil dermed blive fattigere.”

Mattias Tesfaye har blandt andet fulgt udviklingen på både det engelske og det tyske arbejdsmarked, hvor de to socialdemokratiske ledere Tony Blair og Gerhard Schröders regering indførte noget tilsvarende.

”I en legendarisk kronik i Financial Times fra 1999 skrev Tony Blair og Gerhard Schröder, at ”arbejdsmarkedet har brug for en lavtlønssektor for at gøre jobs med lave kvalifikationskrav tilgængelige” og at ”deltidsarbejde og lavtlønsarbejde (derfor) er bedre end intet arbejde, fordi de letter overgangen fra arbejdsløshed til job”.

Ligesom Claus Hjort forestillede de to partiledere sig, at der ville opstå nye typer af jobs i servicesektoren, når private kunder og virksomheder fik råd til at købe sig til ydelser, i stedet for at skulle udføre arbejdet selv, eller helt opgive at få arbejdet gjort. Dette ‘nye arbejdsmarked skulle give langtidsledige – særligt indvandrere – en fod indenfor på arbejdsmarkedet hvor de kunne erhverve sig nogle kvalifikationer og efter et par år sikre sig selv en højere løn – to climb the ladder, sagde man i England.”

Om denne politik har været en succes, afhænger ifølge Mattias Tesfaye, af hvem man spørger.

”I Tyskland gav det industrien mulighed for at købe meget billige serviceydelser. Det skabte grundlaget for det job- og eksportboom der er blevet kaldt Tysklands andet Wirtschaftswunder.

Men det har samtidig skabt en voksende underklasse af fuldtidsbeskæftigede, der ikke er i stand til at leve et anstændigt liv for deres løn. Derudover er lønmodtagere, der tidligere tjente 15-20 euro i timen, nu også blevet presset ned i denne nye underklasse, hvor hundredtusinder tjener mindre end det halve.”

Hele Mattias Tesfayes indlæg kan læses her.