Annonce

Venstre varsler voldsomme besparelser på klima og natur

Regeringen vil i forbindelse med finansloven spare 340 millioner kroner på miljø- og klimaområdet. Som at tisse i bukserne på en kold vinterdag, lyder det fra Socialdemokratere.
Samtidig med, at verdens største økonomier mødes i Alaska for at sætte skub i kampen mod global opvarmning, varsler regeringen herhjemme store besparelser på miljø- og klimaområdet. Det viser et notat som Dagbladet Information er kommet i besiddelse af.

”De fortrolige dokumenter fra Claus Hjort Frederiksens (V) finansministerium lægger op til, at dele af Naturplan Danmark nedskaleres, at klimapuljen fra sidste års finanslov tilbagerulles, at puljen til ’grønne ildsjæle’ sløjfes, at midlerne til pilotprojekter om grøn omstilling fjernes, at det såkaldte Innovationsforum for grønne løsninger og bæredygtig produktion nedlægges m.m.

Sammenlagt peger finanslovnotaterne på potentielle besparelser på det grønne område på knap 340 mio. kr. for perioden 2016-19, dvs. frem til næste ordinære folketingsvalg. Dertil ønsker Finansministeriet at annullere flere centrale grønne målsætninger, herunder målet om 40 pct. CO2-reduktion i 2020, målet om 100 pct. vedvarende energi i 2050, målet om udfasning af kul i kraftværker samt en målsætning om at mindske luftforurening og trængsel i hovedstaden via en række initiativer for bedre kollektiv trafik.”

Løkke lovede det modsatte
I valgkampen lovede nuværende statsminister Lars Løkke Rasmussen ellers meget klart, at der skulle afsætte flere penge til at bekæmpe klimaforandringer.

At regeringen nu har skiftet holdning skyldes, ifølge klima-, energi- og forsyningsminister Lars Christian Lilleholts (V) at der mangler penge i kassen:

”Jeg vil ikke kommentere på det konkrete indhold. Det er fortrolige dokumenter, der er blevet lækket til pressen. Regeringen arbejder på et samlet finanslovudspil, og der vil man kunne se regeringens prioriteter, når de bliver fremlagt i sin helhed,” siger han til Information.

Han fortsætter: ”Vi har lige haft et kasseeftersyn af alle de offentlige finanser. Der mangler rigtig mange penge i kassen, før økonomien hænger sammen. Der mangler rent faktisk tre milliarder kroner til næste år, og når man ser frem mod 2020, så mangler der otte milliarder kroner.”

SK-alliance mod regeringen
Det forslåede besparelser på miljøområdet bliver ikke vel modtaget af de øvrige partier på Christiansborg. Socialdemokraternes klima- og energiordfører Jens Joel mener ligefrem, at regeringens forslag er ”som at tisse i bukserne på en kold vinterdag!”.

Ifølge ham, så vil regeringens forslåede nedskæringer på miljø- og klima koste danske arbejdspladser og forsinke den grønne omstilling.

”Eksempelvis er det afgørende at vi får brugt vores vindmøllestrøm i varmesektoren, så vi både udnytter den grønne energi bedre og slipper af med de fossile brændsler.
Det er den model, vi kan sælge ude i verden, og derfor er det en rigtig dårlig nyhed for vores eksport og industrivirksomheder,”
skriver han på Facebook.

Også de konservative er skeptiske overfor regeringens planer.

”Det her er ikke er bare uambitiøst! Det er decideret deprimerende læsning, at regeringen lægger op til at sløjfe mange gode projekter og stort set vil slække på samtlige klimamål,” lyder det fra miljøordfører Mette Abildgaard, der dog ikke vil afvise, at der kan være nogle steder, der kan spares, men hun mener at de forslåede besparelser ser ”meget, meget voldsomt ud!”.

Regeringens forslag til finanslov forventes at komme senere på måneden.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet