Finansminister Claus Hjort Frederiksen præsenterede i august regeringens kasseeftersyn af dansk økonomi. Ikke overraskende resulterede det i, at de offentlige finanser tilsyneladende er i mindre god stand end forventet.

Finansministeren måtte konkludere og italesætte, at forværring ikke bare var noget, som han skulle sige, som en rituel handling efter valget, men det kunne konstateres sort på hvidt. Det er også korrekt, at det kan konkluderes sort på hvidt – helt præcist i tabel 1.2 på side 17 i ’Økonomisk Redegørelse, August 2015’.

Helt konkret forventes den såkaldte strukturelle saldo at lande på -0,9 i år og -0,7 næste år. Det er en forværring sammenlignet med vurderingen i maj. Spørgsmålet er så, hvad der grundlæggende har ændret sig siden maj i år, som har gjort at den strukturelle saldo er blevet forværret. Det er svært at sige, men Finansministeriet har tilsyneladende oplysninger, der peger den vej.

Stor usikkerhed forbundet med beregningen
Den strukturelle saldo er et udtryk for de offentlige finansers underliggende sundhedstilstand, da man netop renser for konjunkturernes påvirkning samt andre midlertidige eller ekstraordinære forhold. Den strukturelle saldo blev pejlemærket i den økonomiske politik i sommeren 2010, da Danmark fik en henstilling fra EU.

Den strukturelle saldo kan imidlertid ikke slås op i de økonomiske statistikker

Siden har vi fået budgetloven, som fastslår, at det årlige strukturelle underskud maksimalt må udgøre 0,5 pct. af BNP. Derfor er det et problem, når Finansministeriet har beregnet den strukturelle saldo til -0,9 i år. Det er et brud med budgetloven.

Med budgetloven er den strukturelle saldo blevet det vigtigste måltal i den økonomiske politik herhjemme. Den strukturelle saldo kan imidlertid ikke slås op i de økonomiske statistikker, men er en beregnet størrelse. Finansministeriets beregning er typisk udgangspunktet, men Vismændene, EU og OECD beregner også den strukturelle saldo. Sammenligninger og følsomhedsanalyser viser imidlertid, at der er stor usikkerhed forbundet med beregningen og det ikke er et tal, hvor man kan sætte to streger under facit.

På trods af, at den strukturelle saldo ikke er en observerbar størrelse, og at den kun beregnes af få institutioner, så er det i dag Finansministeriets beregning, som danner grundlag for den førte økonomiske politik. I Budgetlovens § 4 står der ligefrem, at ”Finansministeren kan fastsætte nærmere regler om metoden for opgørelsen af den strukturelle saldo”. Det er derfor vigtigt at få kendskab til beregningen af den strukturelle saldo, samt ikke mindst at forstå præmisserne for beregningen, så de kan diskuteres.

For at komme frem til den strukturelle saldo renser Finansministeriet den faktiske offentlige saldo for konjunkturer mv. Denne rensningsproces er behæftet med stor usikkerhed, for hvordan vurderer man, hvor stor konjunkturernes påvirkning af den offentlige saldo er, og hvor store eller små ekstraordinære indtægter fra Nordsøen, pensionsafkastskatten, selskabsskatten osv. er?

Brug for åben diskussion af regnemetoder
Hele spørgsmålet om ekstraordinært store/små indtægter eller udgifter kræver, at man tager stilling til, hvad der er ”normalen” for udgifterne/indtægterne, og den vurdering er selvfølgelig også behæftet med usikkerhed. Dertil kommer, at usikkerheden vokser ved hvert trin.

Den strukturelle saldo rummer dog en stor udfordring, da der ikke er én anerkendt beregningsmetode

De økonomiske Vismænd benytter tillige en anden metode til at beregne den strukturelle saldo end Finansministeriet. Udover at der er forskel i beregningstilgang, er der også forskel på måden man i de forskellige institutioner konjunkturrenser den offentlige saldo og detaljeringsgraden af midlertidige forhold.

Den strukturelle saldo er vigtigt mål både i økonomisk og politisk forstand. Det er et bedre mål end den faktiske offentlige saldo til at opgøre de offentlige finansers sundhedstilstand i et givent år. Den strukturelle saldo rummer dog en stor udfordring, da der ikke er én anerkendt beregningsmetode, og fordi den ikke kan observeres og derfor ikke er gennemsigtig.

Et eksempel på uigennemsigtigheden i Finansministeriets opgørelse af den strukturelle saldo kan findes i ’Økonomisk Redegørelse, August 2015’ på side 105. Her fremgår det, at når flere unge tager en uddannelse, så skader det den strukturelle saldo. Det viser med al tydelighed, at der er plads til forbedringer i opgørelsen af den strukturelle saldo.

Mange tidligere analyser har netop vist, at personer med en ud-dannelse i bagagen har mindre ledighed og mange flere år på arbejdsmarkedet end ufaglærte. Det er altså en rigtig god forretning for staten at give unge en uddannelse. Alligevel så har det tilsyneladende en negativ effekt på den strukturelle saldo i Finansministeriets lommeregner.

Det er ikke uproblematisk, at den strukturelle saldo fortolkes så håndfast, som er tilfældet i dag. Man kan ikke bare sætte to streger under resultatet. Derfor er det vigtigt, at andre end kun Finansministeriet har fingrene helt nede i maskinrummet, når det gælder opgørelsen af den strukturelle saldo. Der er brug for en åben diskussion af en så central størrelse i den økonomisk-politiske planlægning.

 
Erik Bjørsted er chefanalytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd med speciale i konjunkturvurderinger og konsekvensberegninger af økonomisk politik.
'Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på netavisen Pio, der udkommer fem gange om ugen med provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg, som sætter dagsorden i arbejderbevægelsen.