Annonce

Valganalyse: S tabte 36.000 vælgere til DF

Socialdemokraterne fremgang ved folketingsvalget dækker over store forskydninger i partiets vælgerbase. Socialdemokraterne vinder vælgere fra Radikale og SF, men har endnu ikke kunnet stoppe blødningen til Dansk Folkeparti.
Med en fremgang fra 24,8 til 26,3 procent af stemmerne synes folketingsvalget i juni at have haft en begrænset, om end positiv, betydning for Socialdemokraternes stilling blandt vælgerne. Men allerede de første optællinger tydede på, at under overfladen gemte sig langt større forskydninger, end resultatet umiddelbart kunne tyde på.

Det bekræftes nu af en stor analyse, som valgforsker Søren Risbjerg Thomsen har foretaget for Altinget.dk. Risbjerg Thomsen har kortlagt vælgernes vandringer fra 2011 til 2015 gennem 150.000 Gallup-interviews, og hans analyse viser, at den socialdemokratiske fremgang dækker over både store fremgange og store tilbagegange.

S-fremgang blev hentet hos de røde partier
I forhold til valget i 2011, så mistede Socialdemokraterne 36.000 vælgere til Dansk Folkeparti. Det svarer til godt fire procent af de stemmer, Socialdemokraterne fik i 2011. Dette tab opvejes dog umiddelbart af, at Socialdemokraterne hentede 69.000 vælgere fra de Radikale og 57.000 vælgere fra SF.

Det lykkedes også Socialdemokraterne at hente ca. 20.000 Venstre-vælgere. Til gengæld var der en mindre tilbagegang i forhold til Enhedslisten og Alternativet, mens der stort set var tale om status quo i forhold til Konservative og Liberal Alliance.  Samlet set fik Socialdemokraterne derfor en fremgang på godt 45.000 stemmer i forhold til 2011-valget.

Selvom resultatet af de mange vælgerbevægelser altså umiddelbart viser en nettogevinst for Socialdemokraterne, så er resultatet af bevægelserne, at blå blok styrkes: Socialdemokraterne henter stemmer fra de andre partier i rød blok, men mister til blå blok. Strategien med at hente vælgere over midten lykkedes ikke, da gevinsterne hos Venstre slet ikke var nok til at opveje tabet til Dansk Folkeparti. Bevægelserne var derfor med til at sikre, at Lars Løkke Rasmussen kunne indtage statsministeriet.

Søren Risbjerg Thomsens resultater bekræfter dermed også den tendens, som Ugebrevet Mandag Morgen kunne præsentere i sidste uge, nemlig at det i høj grad er Dansk Folkeparti som trækker stemmer hen over midten. Risbjergs analyse viser dog også, at Socialdemokraterne langt fra var alene om at tabe stemmer til Kristian Thulesen Dahl: Hele 155.000 vælgere, der i 2011 satte kryds ved Venstre, valgte denne gang at sætte kryds ved liste O.

Fremgang i København – tilbagegang i provinsen
Allerede umiddelbart efter valget, da de forskellige kredse var talt op, tegnede der sig et klart mønster: Socialdemokraterne gik frem i storbyerne, særligt i København (Østerbro) og på Frederiksberg. Til gengæld var der tilbagegang i provinsen, særligt byer som Esbjerg, Randers og Frederikshavn.

Hvor fremgangen først og fremmest fandt sted i områder beboet af den bedrestillede del af middelklassen, fandt tilbagegangen sted i klassiske arbejderområder, hvor Socialdemokraterne ellers traditionelt har stået stærkt.

Tendensen blev yderligere understreget i en analyse bragt her på Netavisen Pio kort efter valget, hvor forfatterne Rune Baastrup og Anders Friis-Hansen så på de enkelte afstemningssteder. I 71 såkaldte ”røde baser”, hvor rød blok i 2011 fik over 60 procent af stemmerne, gik Socialdemokraterne tilbage i de 53. Det var altså kernelandet, der blev tabt. I mange af disse områder fik Dansk Folkeparti til gengæld en betydelig fremgang.

Tendensen i alle de foreløbige valganalyser er derfor entydig: Socialdemokraternes valgresultat dækker både over en stor fremgang, først og fremmest blandt middelklassevælgere i storbyerne, som tidligere stemte på de Radikale og SF. Og over en betydelig tilbagegang, først og fremmest blandt arbejderne i de større provinsbyer, som gik over til Dansk Folkeparti.

Det er selvsagt ikke nogen holdbar udvikling, da konsekvensen er, at blå blok bliver større på bekostning af rød blok.

 

Opdateret: Det fremgik oprindeligt af artiklen, at Socialdemokraterne hentede 12.300 vælgere hos Venstre. Det var imidlertid kun det antal, som foretog skiftet under selve valgkampen. Det samlede tal er ca. 20.000. 


Flere artikler om emnet

Annonce