Da omkring 300 delerede i sidste uge var samlet til ordinær kongres i Danmarks Lærerforening (DLF) i Tivoli Congress Center i København, var et af de store samtaleemner, hvem der fremover skal administrere folkeskolen. Både fra talerstolen og i korridorerne blev der talt om selvejende folkeskoler.

Mange ting i de seneste år har vist, at kommunerne ikke er deres ansvar voksent

Formand Anders Bondo Christensen og resten af hovedbestyrelse havde sat den modige og nyskabende tanke om selvejende folkeskoler til debat. I mistillid til den kommunale skoleledelse, der er under stram styring fra både Kommunernes Landsforening og Finansministeriet, lagde DLF-formanden op til diskussion om fremtidens ledelseskonstruktion for folkeskolen:

”Er det stadig kommunerne, der skal administrere den danske folkeskole? Mange ting i de seneste år har vist, at kommunerne ikke er deres ansvar voksent. Mange steder består det politiske engagement i at udstikke rammer, der stort set er udstukket af økonomiaftaler mellem KL og regeringen. Hvis det er det, som skoleejerne - det kalder de sig selv - kan præstere i forhold til skolen, så synes jeg ærligt talt, at vi må diskutere, om det er den rigtige konstruktion”, lød det fra Anders Bondo.

De delegerede frygtede laveste fællesnævner
Men forslaget om selveje faldt ikke umiddelbart i de delegeredes smag. En af de mere vokale skikkelser i kongressalen Claus Hjortdal, der er formand for Skolelederforeningen, advarede klart mod de potentielle konsekvenser:

"Reformen er underfinansieret, og det er et generelt samfundsproblem, at vi forlanger meget velfærd til for få udgifter. Men selveje er ikke en løsning. Hvis Corydon eller Claus Hjort Frederiksen skal styre sådan noget, bliver det til laveste fællesnævner og benchmarking".

Tanken bag selvejet var at udvide rammerne, så skolerne i høj grad kunne sikre sig mod kommunale nedskæringer. Forslaget endte dog med at blive nedstemt af de delegerede.

Det bliver altså ikke selvejet, som Danmarks Lærerforening kommer til at kæmpe for de kommende år. Men kampen om styring og indretning af skolen fortsætter de kommende fire år, hvor Anders Bondo bliver på pinden som formand.

Netavisen Pio har derfor fanget den genvalgte DLF-formand og stillet ham tre spørgsmål i forhold til det kommende arbejde med at sikre gode rammer for børn og lærere, særligt set i lyset af det fortsatte arbejde med at implementere folkeskolereformen.

Pio: Der er tydeligvis problemer med implementeringen af skolereformen, som kommunerne håndtere vidt forskelligt. I har netop holdt kongres i Danmarks Lærerforening. Hvilken kurs skal man forvente fra jer fremover?

Anders Bondo Christensen: ”Vi har sagt åbent og klart til alle skolens parter, at vi meget gerne deltager i arbejdet med at få styrket folkeskolen og sikret, at eleverne kan få kvalitet i undervisningen. Derfor er det også utroligt vigtigt, at vi tager udgangspunkt i den virkelighed, som elever, forældre, lærere og ledere står midt i. Det er en virkelighed, hvor der alt for ofte ikke er balance mellem de opgaver, læreren skal løse og den tid, der er til rådighed. Og så bliver det ikke muligt for skolerne at løfte eleverne, sådan som politikerne på Christiansborg har lovet befolkningen.

Fra 2009 til 2014 er der blevet skåret over 6500 lærere i folkeskolen

Fra 2009 til 2014 er der blevet skåret over 6500 lærere i folkeskolen. En reduktion på 12 procent, mens elevtallet kun faldt med 4 procent. Og efter de her voldsomme besparelser besluttede politikerne så en massiv udvidelse af elevernes timetal, lovede varieret og spændende undervisning, lovede at nu ville skolerne samarbejde med erhvervs-, kultur- og fritidsliv, stillede en massiv kompetenceudvikling i udsigt og satte ekstra turbo på inklusionen – alt sammen uden der blev afsat en eneste ekstra lærer til at løfte opgaven.

Det siger sig selv, at det ikke hænger sammen. Vejen til at skabe en bedre folkeskolen sker ved at inddrage viden, forskning og fagpersoner. Og så skal de ansvarlige politikere sikre, at folkeskolen får tilført midler, så det bliver muligt at lykkes med de mange nye opgaver”.

Pio: Hvordan ser I på mulighederne for at rette op på kritikken med lange skoledag og sikring af forberedelsestiden?

Anders Bondo Christensen: ”Forskningen viser, at flere undervisningstimer i sig selv ikke løfter eleverne fagligt. Det gør flere undervisningstimer med kvalitet og indhold til gengæld. Derfor handler det om kvalitet før kvantitet. Og vi har blandt andet gjort opmærksom på, at man inden for rammerne af reformen kan veksle den understøttende undervisning til to-lærerordninger, så man på skolerne fx får mulighed for at køre nogle mere intensive forløb med færre elever. Det vil også give skolerne bedre muligheder for at kunne lykkes med inklusionsopgaven.

Og vi har også foreslået at lægge lektiehjælpen ind i fagene, så det bliver de respektive faglærere, som står for at hjælpe eleverne med lektierne. Det giver mening og vil give et kvalitetsløft. Mange forældre er kritiske i forhold til den lange skoledag, og den lange skoledag lægger beslag på mange resurser. Derfor vil det være fornuftigt, at der lokalt bliver større mulighed for at fastlægge, hvor mange timer om ugen, eleverne skal være i skolen.

Vejen til at skabe en bedre folkeskolen sker ved at inddrage viden, forskning og fagpersoner

I forhold til sikring af lærernes forberedelsestid, så er det en af de største udfordringer overhovedet. Både lærere og ledere melder massivt tilbage til os, at der er alt for lidt tid til forberedelse. For når en lærer har 27-28 lektioner på en uge, tilsynsvagter, møder, forældresamarbejde osv., så er der forsvindende lidt tid til at forberede og efterbehandle de mange lektioner. Så den problemstilling skal der gøres noget ved.

Vi kan se, at der er flere og flere kommuner, som indgår lokale aftaler med vores kredse, hvor der bliver skabt bedre rammer for forberedelsen og kvaliteten i undervisningen fx ved at lægge loft på, hvor mange ugentlige lektioner, en lærer skal have. Det er et skridt på vejen, men løser bestemt ikke alting, da det grundlæggende problem med for mange opgaver i forhold til den tid, der er til rådighed, ikke er løst”.

Pio: I har givet håndslag over for kongressen på at skulle sikre, at der bliver taget ansvar for, at økonomien følger med den fremtidige udvikling af skolerne. Men hvordan vil I gøre dette i praksis, og hvem skal bære det primære ansvar?

Anders Bondo Christensen: ”Det er helt afgørende, at der bliver skabt et system, så de der pålægger folkeskolen opgaver også tager ansvar for, at finansieringen følger med. I øjeblikket oplever vi, at ansvaret kastes rundt mellem politikere på Christiansborg og politikere i kommunerne. Minister og ordførere melder hus forbi med besked om, at folkeskolen er en kommunal opgave, og kommunalpolitikerne melder hus forbi med besked om, at økonomiaftalen med regeringen ikke giver kommunerne noget råderum. Og så bliver det den enkelte leder og den enkelte lærer, som til sidst må stå til ansvar for politikernes manglende finansiering af løfterne om en bedre folkeskole. Det er ikke i orden.

Ansvaret kastes rundt mellem politikere på Christiansborg og politikere i kommunerne

Og jeg tror egentlig godt, at langt de fleste politikere kan se, at det system er uholdbart. Derfor håber jeg, at vi kan få en debat, hvor vi blandt andet ser på udenlandske erfaringer. I Tyskland har de fx et system, hvor staten sikrer ressourcerne til skolerne, men det er stadig en kommunal afgørelse, hvordan man prioriterer på skoleområdet.

Man kunne også fra centralt hold lave en normeringsbestemmelse, som kommunerne bliver forpligtet til at leve op til. Vi skal have skabt en bedre sammenhæng mellem de opgaver, som folkeskolen bliver pålagt, og så de ressourcer, som skolen skal have for at løse de opgaver”.