Annonce

DSU: S skal give de unge et løft(e)

Socialdemokraterne skal vise, at partiet er optaget af at sikre muligheder til de unge. Det mener de unge socialdemokrater i DSU, som nu på weekendens kongres præsentere ”ungeløftet”.
Den hidtidige ’generationskontrakt’ i det danske samfund er ved at blive brudt. Det går især ud over de unge, som ikke kan se frem til samme gode muligheder for at få en uddannelse eller være sikret ordentlige vilkår på arbejdsmarkedet, som forældregenerationen har haft.

Det mener Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU), som forud for weekendens socialdemokratiske kongres i Aalborg nu opfordrer Socialdemokraterne til at udarbejde en ny ungdomspakke.

DSU’erne har allerede selv peget på fire områder, de mener bør være i fokus: ”Vi kalder det ’ungeløftet’, fordi det både er et løft af ungdommen og et løfte om, at vores parti altid er optaget af de muligheder vi giver unge, der står på tærsklen til et voksenliv”, skriver DSU-formand Alexander Grandt Petersen i udspillet.

Fire konkrete løfter til de unge
DSU’erne efterlyser konkret, at der sættes ind i forhold til fire hovedområder. For det første skal der gøres op med de senere års tendens til, at uddannelsesinstitutioner samlet i store enheder. Centraliseringen betyder ifølge DSU, at mange unge kobles af uddannelsesvognen. I stedet skal der ske en decentralisering af både ungdomsuddannelser og videregående uddannelser, som ligesom der skal gøres op med det nuværende taxametersystem.

For det andet vil DSU’erne gøre op med skævheden på boligmarkedet. Det skal blandt andet ske ved at opføre 10.000 nye ungdomsboliger til en husleje på højst 3.000 kroner om måneden. Samtidig skal boligskattestoppet ophæves, og gevinster ved boligsalg skal beskattes. For det tredje skal arbejdsvilkårene for unge forbedres, eksempelvis skal det være slut med at ansætte unge på såkaldte nultimerskontrakter, hvor den ansatte hverken er garanteret fast arbejdstid eller løn.

Endelig vil DSU’erne have Socialdemokraterne til at forpligte sig på at sætte ind over for psykiske lidelser blandt unge, særligt stress og depression. Det skal blandt andet ske gennem flere ressourcer og en mere forebyggende indsats.

Inspiration til både Christiansborg, kommuner og regioner
Netavisen Pio har fanget DSU-formand Alexander Grandt Petersen for at høre mere om baggrunden for, at DSU netop nu spiller ud med forslaget om ’ungeløftet’.

Hvad mener du med, at 'generationskontrakten' er ved at blive brudt?

"Hidtil har det været sådan, at unge kunne forvente at vokse op med flere muligheder, mere frihed og stærkere fællesskaber end dem, deres forældre voksede op med. Sådan er det desværre ikke længere. Unge i dag er i en langt mere usikker situation, blandt andet i forhold til uddannelse og arbejde. Det ser vi også konsekvenserne af politisk. Når vi ser den store fremgang, som Dansk Folkeparti har haft blandt de unge, så tror jeg ikke det primært handler om indvandrere, men i langt højere grad om, at de er bekymrede for fremtiden".

Er udspillet dermed også et opråb om, at Socialdemokraterne ikke er gode nok til at få fat i de unge?

”Socialdemokraterne står ikke stærkt blandt de unge i øjeblikket. Og vi må desværre også erkende, at på nogle af de områder, vi har taget op i vores oplæg, har Socialdemokraterne ikke gjort nok for at trække i den rigtige retning. Vi har for eksempel ikke gjort nok for at modarbejde den centralisering inden for uddannelsesområdet, som især har ramt de unge, der i forvejen er i risikozonen for ikke at gennemføre en uddannelse. Det vækker stor utilfredshed når de lokale uddannelsesinstitutioner pludselig forsvinde, og det har også ramt Socialdemokraterne". 

Hvad håber I, at der vil komme ud af at præsentere oplægget på den socialdemokratiske kongres?

Det er ikke et oplæg, vi har bedt den socialdemokratiske kongres om at behandle, eller som kongressen skal stemme om. Målet for DSU har været at præsentere en række forslag, som vi håber vil skabe opmærksomhed og som Socialdemokraterne vil lade sig inspirere af. Det gælder ikke kun folketingsgruppen på Christiansborg, men også de mange socialdemokrater rundt om i kommunalbestyrelser og regionsråd. Det er et inspirationskatalog vi har lagt frem, og det håber vi selvfølgelig, at vores folkevalgte politikkerne vil lade sig inspirere af”.


Flere artikler om emnet