Ulighed: Regeringen går imod moderne forskning

Ny forskning fra OECD og IMF viser, at stigende ulighed kan skade væksten. Alligevel vil regeringen ud fra mantraet om, at ”det skal kunne betale sig at arbejde”, fortsætte med at øge uligheden i det danske samfund.
Mens der i resten af verden er stigende fokus på, at ulighed kan skade væksten, går Danmark den stik modsatte vej. Her mener regeringen, at stigende ulighed vil skabe vækst og arbejdspladser. Som vi fortalte her på Netavisen Pio i sidste uge, så viser nye undersøgelser fra både OECD og den internationale valutafond IMF, at der er en tæt sammenhæng mellem økonomisk lighed og økonomisk vækst.

Økonomisk lighed er nemlig godt for den sociale mobilitet, så flere får en uddannelse, og dermed udnytter samfundet sine ressourcer langt bedre, end i lande med større økonomisk ulighed. OECD vurderer, at de sidste tyve års stigende ulighed er skyld i, at væksten er blevet fem procentpoint lavere i forhold til, hvis uligheden ikke var steget.

Det budskab synes dog endnu ikke at være nået frem til den danske regering. Den vil nemlig trække i den modsatte retning. Konkret hedder det, at ”det skal kunne betale sig at arbejde”. Eftersom over 99 procent af danskerne får mere ud af at arbejde til en lav løn, end de får ud af at være på overførselsindkomst, så dækker udsagnet reelt over, at der skal være større økonomisk forskel mellem folk på arbejdsmarkedet og folk uden for arbejdsmarkedet.

Større ulighed svækker de lige muligheder
Venstre forklare sit ønske med, at bliver der større økonomisk incitament til at arbejde (det vil sige større ulighed mellem folk i arbejde og folk uden et arbejde), så vil folk på kanten af arbejdsmarkedet skynde sig at finde et arbejde og blive en del af arbejdsfælleskabet.

Men dermed er der altså stor risiko for at begå en såkaldt atomistisk fejlslutning, hvor man automatisk udleder at det, der umiddelbart giver mening for den enkelte (mikroplan) også er det, der giver mening i samfundet som helhed (makroplan). Det viser de nye studier fra OECD og IMF. Ved at fokusere så snævert på incitamentsstrukturer overser man nemlig de samfundsvirkninger, som stigende ulighed kan medføre, og som eksempelvis kan gå ud over den sociale mobilitet i samfundet.

Et konkret eksempel kan være den stigende tendens til ”ghettoisering” i forhold til uddannelsessystemet, hvor velstillede familier klumper sig sammen og sender deres børn på de samme, i nogle tilfælde private, skoler. Mens lavindkomstgrupper, der ofte også kun har korte uddannelser, samles i andre kvarterer, og hvis børn ender i såkaldte ”ghettoskoler”. Dermed skabes et uddannelsesmæssigt A- og B-hold, som igen har betydning for muligheden for at bryde den negative, sociale arv.

Uligheden i Danmark er stigende
Venstre har indtil nu forsvaret sig med, at Danmark i forvejen er et meget lige samfund, og at de resultater, som IMF og OECD er kommet frem til, derfor ikke umiddelbart kan overføres til danske forhold.

Men faktisk viser undersøgelser, at Danmark er et af de lande, hvor uligheden er steget hurtigst op gennem nullerne. Den udviklingen har formentlig kun fået yderligere fart på med de seneste års skattereformer, blandt andet skattereformen fra 2009, der afskaffede mellemskatten, og skattereformen fra 2012, der rykkede grænsen for topskat, øgede beskæftigelsesfradraget og indførte en mindreregulering af overførselsindkomsterne, så forskellen mellem folk i arbejde og folk uden arbejde større.

Pointen er naturligvis ikke, at skattetryk og størrelsen af overførselsindkomster ikke kan have betydning for folks motivation til at arbejde. Men den tilgang, der ligger bag Venstres mantra om, at ”det skal kunne betale sig at arbejde”, er alt for snæver, hvis man skal tro forskningen fra OECD og IMF.

Skal man tro den nye forskning, så burde en indsats for at styrke uddannelserne og bryde den negative sociale arv derfor have langt mere perspektiv for at skabe vækst i Danmark, end fortsatte reformer der øger den økonomiske ulighed.


Kommentarer fra Facebook