I krig er sandheden det første offer. Den talemåde skulle man mene, at forsvarsminister Carl Holst efterhånden er ved at være bekendt med. Under sin mindre elegante indmarch som forsvarsminister påstod Holst, at baggrunden for Danmarks deltagelse i Irakkrigen var masseødelæggelsesvåben. Han udtalte således til Ritzau i august ”vi gik i krig, fordi der var masseødelæggelsesvåben. Den begrundelse var forkert. Slut”.

Vi skylder vores soldater og deres pårørende at undersøge grundlaget for vores krigsdeltagelse til bunds.

Forsvarsministerens udlægning af grundlaget for krigen er helt ny. Og den understreger bare, hvorfor det var fejt og forkert, da Venstre lukkede kommissionen. Der er så mange uoverensstemmelser i Venstres postulater. Der er så mange spørgsmål, der står ubesvaret tilbage.

Respekt for vores soldater er mere end flagdag
De soldater vi sender ud på internationale missioner for at kæmpe under dansk flag, skylder vi den største respekt og taknemmelighed. Når man sætter sit liv på spil for frihed og fred, giver man det mest dyrebare man har som menneske. Det samme gælder de pårørende, der hver dag vågner med frygten for at få den værst tænkelige besked. Vi skylder vores soldater og deres pårørende at undersøge grundlaget for vores krigsdeltagelse til bunds.

Hvis respekten og anerkendelsen af vores soldater skal være mere end flotte ord, kransenedlæggelse og gratis trekantsandwich på den årlige flagdag, hvis vi politikere for alvor skal vise vores taknemmelighed og respekt, så skal Irak-kommissionen genåbnes.

Politikere må smage deres egen medicin. Med den største selvfølge kræver vi af vores forsvarsansatte, at deres ageren undersøges i detaljer, hvis der hersker den mindste tvivl, om der er civile tab eller er begået andre fejl. Ikke mindst for at kunne gøre det bedre en anden gang. Det er soldaterne indforstået med. Det stiller de ikke spørgsmål ved.

I et demokrati er det fuldstændig afgørende, at Folketinget og befolkningen kan holde regeringen til ansvar. Det kræver, at en regering skal være klar til at undersøge sig selv. Også selvom det er politisk ubekvemt.

I et demokrati er det fuldstændig afgørende, at Folketinget og befolkningen kan holde regeringen til ansvar

Forestil jer, at det var et andet land – fx et land der forhandlede med EU om optagelse – hvor en ny regering lukkede en undersøgelseskommission, fordi de var bange for dens resultat. Det ville vi uden tvivl kritisere skarpt. På tværs af partiskel ville vi fortælle dem, at grundlaget for demokrati er muligheden for at se magthavere efter i sømmene.

Min påstand er, at Venstre sammen med de øvrige borgerlige partier gør direkte skade på vores demokrati for at skåne sig selv for en ubekvem debat.

Dokumentlæk understøtter behov for kommission
De ubesvarede spørgsmål er mange, og over sommeren er behovet for kommissionens arbejde blevet aktualiseret yderligere. Politiken kunne afsløre lækkede dokumenter, der viste at daværende statsminister, Anders Fogh Rasmussen ifølge et klassificeret notat fra Statsministeriet allerede i marts 2002 - altså et år før Irakkrigens begyndelse - drøftede en mulig invasion af Irak med den amerikanske viceforsvarsminister Paul Wolfowitz.

Det er da dybt relevant at få frem, om Folketinget på nogen måde var informeret om denne påståede opbakning til krigsdeltagelse – eller om landets statsminister handlede på egen hånd. Stof til eftertanke giver det også, at både USA og England ikke har holdt sig tilbage med at undersøge grundlaget for deres deltagelse. Og at amerikanske topembedsmænd, der bidrog til USA’s beslutning om at gå i krig mod Irak, opfordrer til at genoplive kommissionen.

Derfor er det direkte usandt, når de påstår at alt er belyst tilstrækkeligt

Venstre påstår, at der ikke er behov for en kommission. Så skulle man jo tro Venstre kunne anvise svar på hvert enkelt punkt i kommissoriet for kommissionen.  Men det kan de ikke. End ikke tilnærmelsesvis. Derfor er det direkte usandt, når de påstår at alt er belyst tilstrækkeligt. Hertil skal så yderligere lægges de mange modsatrettede udtalelser og oplysninger i sagen om Danmarks deltagelse i Irakkrigen.

I Deadline på DR2 i august skulle Carl Holst forklare, hvad der egentlig var op og ned i Venstres forklaringer om Irak-krigen. Her forklarede han – i ramme alvor – at spørgsmålet om masseødelæggelsesvåben mest var noget der optog ”Hr. og Fru Pedersen i Rødding”. Det var noget man diskuterede ”mand og mand imellem”. Det var altså ikke noget der spillede en rolle i VKO-beslutningen om at deltage i Irak-krigen.

Holst snakkede sort, og interviewet efterlod både værten Niels Krause-Kjær og seerne med endnu flere ubesvarede svar.

Hvis Holst, Løkke, Pind og de øvrige borgerlige politikere vil vise respekt for vores soldater og deres pårørende. Hvis de vil vise, at de tør stå ved sandheden. Hvis de vil vise sig som ægte demokrater. Så må de hurtigst muligt genåbne Irakkommissionen.

 

Trine Bramsen (f. 1981) er folketingsmedlem for Socialdemokraterne og rets- og menneskerettighedsordfører.