Annonce

DF vil tilbage til 00'erne: Ellers vælter vi regeringen

DF truer med at vælte regeringen, hvis Lars Løkke Rasmussen laver et bredt forlig om flygtninge. Men det er DFs eget valg om ikke at indgå i regering, der nu kan få dem sat uden for døren til forhandlingslokalet.
På weekendens socialdemokratiske kongres lagde Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen op til, at Socialdemokratiet kunne indgå i et bredt nationalt kompromis om flygtningesituationen. Den socialdemokratiske håndsrækning sigter på at finde fælles politisk fodslag i forhold til de flygtninge, der i disse dage og uger søger asyl i Danmark.

Men tanken om en bred enighed - eller et nationalt kompromis - på flygtningeområdet har fået Dansk Folkeparti til at stille sig på bagbenene. "Lars Løkke har valgt at føre flygtningepolitik med de røde, og det er rigtig dumt af ham, også i forhold til de forhandlinger, der kommer. Det er en uklog beslutning, og det har chokeret os i DF. Det var aldrig sket i 00'erne. Og det betyder selvsagt, at vores interesse i at være loyale over for Venstre er blevet svækket", siger Søren Espersen til BT.

På spørgsmålet om, hvorvidt Dansk Folkeparti vil hævne sig på Lars Løkke og den smalle Venstre-regering, lyder det godfatherske svar fra Søren Espersen: "Ja, det kan du være overbevist om."

Det er svært at være uenig med Søren Espersen i, at det aldrig var sket i 00'erne, at den borgerlige regering ville indgå et bredt forlig om udlændinge. Balancen i dansk politik var, at Dansk Folkeparti stod over for en samlet borgerlig blok, der fik carte blanche i den økonomiske politik mod at Dansk Folkeparti var efterladt ved at tag-selv-bord af udlændingestramninger. Vi husker, hvordan Kristian Thulesen Dahl solgte både efterløn og dagpenge for at sætte flueben ud for grænsekontrol.

Efter september-valget er Dansk Folkeparti dog vågnet op til en ny virkelighed. Partiet placerede sig selv uden for indflydelse ved ikke at ville indgå i regeringssamarbejdet og skal nu stille sig op i køen sammen med De Konservative og Liberal Alliance i kampen om politiske kødlunser. Der er ikke længere en bred, borgerlig koalitionsregering at blive enig med.

Dansk Folkeparti har - også på udlændingeområdet - været nødt til at anerkende, at deres mandater ikke er mere afgørende end de konservative eller liberale mandater. Og hvis Socialdemokratiet står klar med en bred aftale, kan Dansk Folkeparti hurtigt blive sat udenfor.

I den borgerlige mudderpøl har Dansk Folkeparti valgt den lidet modne strategi, at den, der råber højest, nok får mest ret. Men Dansk Folkepartis trussel om at vælte regeringen er mest af alt en bekræftelse af, at tomme tønder buldrer mest. For hvor skulle Dansk Folkeparti ellers gå hen for at få politisk valuta for deres mange mandater?

Dansk Folkeparti er selv skyld i den situation, de sidder i nu. De ville ikke være med i regeringen, og derfor er de nu blot én af flere koalitionspartnere for Lars Løkke Rasmussen. De blev ikke smidt uden for døren af Lars Løkke Rasmussen, de valgte selv, at de ikke ville lege med af frygt for at få beskidte fingre. Det har kostet Dansk Folkeparti deres udlændinge-veto.

00'erne er forbi, og tiden må vise, om Dansk Folkepartis tomme tønder fortsat vil buldre, eller om det vil blive udstillet, hvad de indeholder: Den rene og skære tomhed.

Mads Havskov Hansen er cand.jur. og tidligere pressekonsulent i Socialdemokratiet


Flere artikler om emnet