Gælden handler om underskuddet på de offentlige finanser. Bliver det for stort og vokser gælden for meget, mister kreditorerne tilliden til, at staten kan betale gælden tilbage, og det bliver derfor sværere at optage nye lån, hvilket i den sidste ende fører til økonomisk krise med stigende arbejdsløshed.

Sidste gang Danmark var i den situation, var i 1970’erne under regeringen Anker Jørgensen. Gældsproblemet var bygget op under både de socialdemokratiske og borgerlige regeringer i 1960’erne, men det var socialdemokraterne, der kom til at stå tilbage som de ansvarlige for en økonomisk politik, der førte til gældskrise.

Inflationen handler om at holde stigningen i priser og lønninger og dermed holde omkostningerne på niveau med de lande, vi konkurrerer med. Bliver omkostningsniveauet for højt og eksporten begrænses, fører det til en svagere økonomisk udvikling med stigende arbejdsløshed, stigende offentlige udgifter, faldende indtægter og i sidste ende gældskrise.

Sidste gang det danske omkostningsniveau kom ud af trit med de andre landes, var under regeringen Fogh Rasmussen

Sidste gang det danske omkostningsniveau kom ud af trit med de andre landes, var under regeringen Fogh Rasmussen, hvor omkostningsniveauet blev godt 10 pct. højere end udlandets. Det svækkede eksporten, men arbejdsløsheden steg ikke, fordi der samtidig blev ført en så uansvarlig politik, at økonomien blev overophedet.

Da den internationale finanskrise brød ud, blev Danmark, ligesom de sydeuropæiske lande og Irland, der også havde ført en uansvarlig politik, ramt langt hårdere af den økonomiske krise. Arbejdsløsheden voksede mere, og gælden på statsfinanserne steg mere end i de lande, der havde ført en mere ansvarlig politik. Den socialdemokratiske regering, fik i anden halvdel af 00’erne genoprettet økonomien, så konkurrenceevnen kom på plads, og underskuddet på statsfinanserne kom under kontrol.

Forskel på rød og blå økonomisk politik
Når vælgerne spørges, om de blå eller de røde er bedst til at styre økonomien, svarer de i dag, at det er de stort set lige gode til, selvom socialdemokraternes svigt ligger helt tilbage i 1970’erne. Det illustrerer vel, at virkningerne på vælgerne af uansvarlig økonomisk politik har lang tid om at fortage sig, mens en enkelt kortere periode med uansvarlig økonomisk politik, hvor virkningerne på økonomien ikke er så graverende, har begrænset virkning på vælgernes bedømmelse.

Virkningerne på vælgerne af uansvarlig økonomisk politik har lang tid om at fortage sig

Det vil med andre ord sige, at hvis først et regeringsbærende parti er blevet dømt økonomisk uansvarligt, kan det være svært at genvinde tilliden og dermed regeringsmagten, hvorfor der er god grund til, at et parti, der ønsker at være regeringsbærende, er omhyggelig med at fremstå som et økonomisk ansvarligt parti.

Men er det at ville føre en ansvarlig økonomisk politik det samme som, at der findes én og kun én nødvendig økonomisk politik?

Den politik, der blev ført af den forrige SR-regering, efterlod det indtryk, at det forholdt sig sådan. Det virkede, som om genoprettelse af konkurrenceevne og statsfinanserne kun kunne lade sig gøre med netop den politik, regeringen førte, og som i regeringsgrundlaget blev karakteriseret som en fortsættelse af den forrige borgerlige regerings politik. Når den nye formand for socialdemokraterne derfor understreger det nødvendige i at føre en ansvarlig økonomisk politik, udlægges det af mange, som om de to politiske blokke vil føre den samme økonomiske politik.

Men det er ikke en korrekt udlægning. Det bliver ofte understreget af socialdemokraterne, at der er forskel i fordelingsvirkningerne af den økonomiske politik. Når socialdemokraterne har regeringsmagten, vil der være plads til flere offentlige udgifter og tilpasninger i skattesystemet og de sociale ydelser vil have en mere social profil end under borgerlige regeringer. Det viste sig under den forrige SR-regering, og det har allerede vist sig under den nuværende regering. Det er ganske givet også noget, vælgerne er klar over.

En bæredygtig og ressourcebesparende økonomi
Men er de på kortere sigt trods alt begrænsede forskelle på fordelingsvirkningerne den eneste mulige forskel på både rød og blå bloks ønske om at føre en ansvarlig økonomiske politik? Selvom de senere års økonomiske udvikling og økonomiske debat har efterladt det indtryk, er det ikke rigtigt.

Udgifterne her til bør ikke bare finansieres ved højere skatter,  men bør medfinansieres af de danske pensionskasser

Der findes en anden økonomisk politik, end den der er forsøgt ført i de sidste mange år, men den er ikke ”foldet ud” og spiller ingen rolle i den økonomisk-politiske diskussion blandt de ledende politikere. Kernen i en alternativ ansvarlig økonomisk politik kunne og burde være en gennemgribende omlægning af dansk økonomi til en bæredygtig og ressourcebesparende økonomi, hvor energiforbruget alene er baseret på vedvarende energi, og hvor ressourcerne ikke forbruges, men bruges og recirkuleres.

Det vil kræve mange og store investeringer, hvor offentlige og private partnere må gå sammen om at opbygge en ny økonomi. Udgifterne her til bør ikke bare finansieres ved højere skatter,  men bør medfinansieres af de danske pensionskasser. Det kan ske uden at fratage pensionskasserne deres ret og pligt til at sikre medlemmerne den bedst mulige pension. Det kan kræve garantier fra staten om en bestemt forrentning af investeringer i en bæredygtig omlægning af dansk økonomi, men i den sidste ende vil en bæredygtig omlægning være en bedre sikring af de fremtidige pensioner end fortsatte  betydelige investeringer i udlandet.

Investeringer i nye energianlæg og anlæg til genbrug af udtømmelige ressourcer må i høj grad finde sted udenfor de store byer, og vil derfor styrke beskæftigelsen i de dele af Danmark, der får mindre gavn af globaliseringens mange nye vidensjob.

Det vil ikke være nemt for en opposition, at opnå troværdighed om en ansvarlig økonomisk politik, der er væsentlig anderledes end den, vi kender. Et forsøg på det kan let blive misforstået og er derfor en ganske risikabel affære, og i hvert fald vil det kræve en stærk politisk ledelse at gennemføre et sådant kursskifte og samtidig bevare troværdigheden.

Sidste gang et dansk parti kastede sig ud i et omfattende nyt politisk projekt var, da Socialdemokratiet i 1950’erne formulerede Fremtidens Danmark om en stærkere styring af økonomien og en skabelse af velfærdssamfundet. Dengang involverede partiet en lang række personer i udvalg og grupperinger, der drøftede og formulerede politik. Arbejdet blev sat i gang af Hans Hedtoft og havde Jens Otto Krag som sekretær og skrivende kraft.

Jørgen Rosted (f.1945) er tidligere departementschef i Erhvervsministeriet (1993-2001). Han uddannet cand. polit. og har ligeledes arbejdet i Det Økonomiske Råd, Finansministeriet og været udviklingsdirektør i forsknings- og analyseenheden FORA under Erhvervs- og Byggestyrelsen.

‘Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer fem gange om ugen med provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg, som sætter dagsorden i arbejderbevægelsen.