På et tidspunkt kommer reaktionen fra medlemmerne. Og den kan være meget voldsom, som vi altså netop har set det i Labour, hvor Corbyn jo gik fra at være en totalt undertippet venstrefløjskandidat, der knap kunne samle de nødvendige underskrifter, for at sikre sin kandidatur, til at vinde en jordskredssejr. Han stillede sådan set bare op med et ydmygt ønske om, at sætte en dagsorden - og blive hørt.

Først og fremmest er valget af Jeremy Corbyn et opgør med det New Labour, som Tony Blair skabte

Hans sejr viste sig at være mere overbevisende, end da Tony Blair i sin tid blev valgt som formand for Labour. Jeremy Corbyn fejede simpelthen de andre tre kandidater af banen. Og en pæn stor håndfuld ledende Labourpolitikere, annoncerede allerede straks efter valget af Corbyn, at de bestemt ikke skal nyde noget af at være en del af hans skyggekabinet.

Opgør med New Labour
Herhjemme har reaktionerne - fra centrumvenstre - på valget af Corbyn været meget forskellige. Gående fra ledende socialdemokrater, der betegner Corbyn, som en katastrofe, til mere kulørte revolutionsromantiske forestillinger, blandt ventrefløjskommentatorer, der betragter Corbyn – og hans politik – som en del af et større europæisk opgør med magteliten og finanskapitalen. Syriza i Grækenland og Alternativet i Danmark skulle være andre eksponenter for denne udvikling.

Først og fremmest er valget af Jeremy Corbyn et opgør med det New Labour, som Tony Blair skabte. Det moderniserede og strømlinede Labour, der parkerede fagbevægelsen på sidelinjen. Og i stedet lod spindoktorerne rykke ind. Det New Labour der skrottede det gamle princip – og arbejdsprogram, der blandet andet lagde så stor vægt på nationalisering af økonomien.

I årenes løb havde flere og flere Labourmedlemmer sværere og sværere ved at kende deres parti

Corbyn er et opgør den Tony Blair, der helt åbenlyst ikke brød sig om ’klassetænkningen i Labour’, som Blair selv formulerede det. Corbyn er også et opgør med den Tony Blair der kasserede Labours lange historie.  Og den Blair der inviterede den borgerlige sociolog Anthony Giddens indenfor - og gjorde ham til en ny chefideolog, der sammen med Blair blandt andet satte skattelettelser på programmet. Tony Blairs politik var en stor invitation til middelklassen. En alliance Labour havde haft historisk svært ved at etablere.

Og Tony Blair blev en succes. Han leverede den ene valgsejr efter den anden. Så længe det varede. Irakkrigen blev som bekendt dråben, der fik bægeret til at flyde over. I årenes løb havde flere og flere Labourmedlemmer – og traditionelle vælgere - sværere og sværere ved at kende deres parti. Og vejen var banet for Gordon Brown, men ikke for et opgør med New Labours politik.

Det blev derimod protestkandidaten Jeremy Corbyn, der kom ind fra venstre og gennemførte, hvad man kan kalde et forsinket opgør med Tony Blairs New Labour, da medlemmerne endelig havde fået nok.

Jeremy Corbyn er venstrepopulist
Jeremy Corbyn er politikeren, der taler til hjertet. Han ikke bange for at tage opgøret med uligheden, han har sat en rød-grøn dagsorden osv., osv. Herhjemme ville han være placeret et sted omkring Enhedslisten og SF.

Og så er Jeremy Corbyns økonomiske politik – sagt lige ud - en katastrofe

Og så er Jeremy Corbyns økonomiske politik – sagt lige ud - en katastrofe, med for eksempel hans meget afslappede holdning til store underskud på de offentlige budgetter - og ønsket om at nationalisere store dele af økonomien. Det er gift for et konstruktivt Labour, der måtte ønske at føre en ansvarlig økonomisk politik, som sikrer samfundsøkonomien og alliancen med middelklassen.

De første målinger viser da også allerede, at 75 procent at vælgerne ikke kan forestille sig Jeremy Corbyn som premierminister. Store dele af middelklassen er ikke uventet skræmt bort. Tilbage er kun kernevælgerne. Corbyn får aldrig fornøjelsen af at stå i spidsen for en Labourregering. Tværtimod kan valget af ham meget vel blive indledningen til en lang, lang ørkenvandring for Labour i opposition. Uden indflydelse og med opslidende interne magtkampe.

Lad valget af Jeremy Corbyn være en advarsel til alle socialdemokrater om, hvor galt det kan gå, hvis partiet mister sin sjæl. Sådan noget sker, hvis medlemmerne og vælgerne har svært ved se om partiets politik er rød eller blå. Og når et parti glemmer hvem det er til for.

 
Jan Andreasen (f. 1956) er medlem af Borgerrepræsentationen i København for Socialdemokraterne.
‘Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer fem gange om ugen med provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg, som sætter dagsorden i arbejderbevægelsen.