DF’s finske søsterparti i stort angreb mod lønmodtagerne

De Sande Finner, der er en del af den finske regering, har fremlagt en reformpakke med voldsomme forringelser over for lønmodtagerne. Fagbevægelsen raser.
Timo Soini, leder af De Sande Finner, lægger nu stemmer til et massivt angreb mod lønmodtagerne. Pressefoto: Finlands regering

I fredags mødte 30.000 finner op til demonstration i Helsingfors. Kollektiv trafik, havne og træ- og papirindustrien var ramt af strejke. De finske lønmodtagere protesterede højlydt imod den regeringens planer om at forringe en lang række rettigheder for arbejdstagerne.

Finland bliver styret af en flertalsregering, som består af de tre store partier på højrefløjen: Centerpartiet, Samlingspartiet og Dansk Folkepartis søsterparti, De Sande Finner (Perussuomalaiset).

Dansk Folkeparti og De Sande Finner har et stærkt formaliseret samarbejde og danner gruppe sammen i Nordisk Råd, ligesom de er medlem af samme partigruppe i Europa-Parlamentet. Den højreorienterede trekløverregering kom til magten efter valget i Finland i april.

Massive forringelser i lønmodtagernes vilkår
Nu har regeringen – og altså også DF’s finske modstykke – foreslået en reformpakke for arbejdsmarkedet, der af mange anses som et massivt angreb mod lønmodtagerne. Der er en række konkrete tiltag i pakken for at forbedre konkurrenceevnen, således at der fremover vil være eksempelvis:

1) Ingen løn på de to helligdage Helligtrekongersdag og Kristi Himmelfartsdag
2) Ingen løn på første sygedag. På 2. til 9. sygedag betales fremover kun 80 procent af lønnen
3) Halvering af overarbejdsbetaling
4) Søndagstillæg falder fra 100 til 75 procent (gennemsnitligt en nedgang på 225 kroner pr. søndag – det rammer særligt handels- og serviceansatte og personale i velfærdssektoren)
5) Det maksimale antal feriedage for offentligt ansatte falder fra 38 til 30 om året

Nu har regeringen – og altså også DF’s finske modstykke – foreslået en reformpakke for arbejdsmarkedet, der af mange anses som et massivt angreb mod lønmodtagerne

Kritikken er siden haglet ned over regeringen over de konkrete forslag, hvor lønmodtagerne betaler prisen. Men kritikken har også lydt, at den højreorienterede regering totalt afmonterer den finske arbejdsmarkedsmodel med sin reformpakke.

Hård kritik fra fagbevægelsen
”I Finland har lønningerne været et spørgsmål om aftaler mellem lønmodtager- og arbejdstagerorganisationerne,” har professor i arbejdsret ved Åbo Universitet, Seppo Koskinen, udtalt til Svenska YLE. Han henviser til, at man med forslaget reelt regulerer lønningerne på helligdage, sygedage, søndage og overtidsbetalingen.

I Finland er det ligesom i Danmark op til arbejdsmarkedets parter at forhandle løn, men i Finland har man dog – modsat i Dannmark – faktisk en del arbejdsmarkedslovgivning derudover, som politikerne regulerer.

Det er dog normalt, at politikerne inddrager og forhandler med arbejdsmarkedets parter om netop dette som en del af trepartssamarbejdet. Det er ikke sket her, og regeringens metoder er blevet kaldt for ”tvang”. Efterfølgende har regeringen dog givet fagbevægelsen mulighed for – med meget kort varsel – at komme med alternative løsningsforslag, hvilket den finske fagbevægelse ikke har været tilfreds med.

Også den nordiske fagbevægelse i NFS har skarpt kritiseret den finske regerings udspil i en pressemeddelelse: ”Den nordiske fagforeningsbevægelse konstaterer, at såfremt de forslag til forringelser i arbejdslivet, som Finlands regering foreslår, bliver gennemført, kommer det til at få uforudsigelige konsekvenser foruden for det finske samfund så også mere udbredt i Norden. Finlands regering indskrænker parternes frie forhandlingsret, hvilket er uacceptabelt”.

De Sande Finner sidder blandt andet på posten som justits- og arbejdsminister i den finske regering, og altså vil det være Dansk Folkepartis finske partikollega Jari Lindström, som skal føre den skrappe kur ud i livet.

 

Jakob Esmann er student på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook