Vi skal bruge flere penge på hjælp i nærområderne. Sådan har det lydt stort set sammenstemmende fra alle partier på Christiansborg den seneste tid. Mens der er stor uenighed om, hvor mange penge der samlet set skal bruges på udviklingsbistand, så er der bred enighed om, at der skal sendes flere penge til de såkaldte nærområder.

Og så melder spørgsmålet sig naturligvis: Mere i forhold til hvad? Hvor mange penge bruger Danmark egentlig i dag på hjælp i nærområderne? Og her løber vi ind i et problem, for det er der faktisk ingen som aner.

Hos Udenrigsministeriet, der står for den danske udviklingsbistand, har man nemlig ikke en budgetpost, der hedder ”hjælp i nærområderne”. Heller ikke hos de internationale organisationer, som Danmark samarbejder med, blandt andet gennem FN, opgøres ”hjælp til nærområder” som en særskilt post. Det oplyser Udenrigsministeriet i et skriftligt svar til folketingsmedlem Michael Aastrup Jensen (V).

Hvad er hjælp – og hvad er et nærområde?
Det underliggende problem er, at der ikke er nogen præcis klarhed over, hvad der ligger i begreber som ’hjælp’ og ’nærområder’. Det er noget med at sende penge til de sikre områder, hvor flygtninge havner umiddelbart efter, at de har forladt deres hjemland. Det er noget med at bygge flygtningelejre og sørge for basale fornødenheder, så flygtningene kan klare sig.

Som rettesnor bruger man derfor ofte den humanitære bistand, fordi den netop gives i forbindelse med humanitære kriser. Danmark bruger i år 1,75 milliarder kroner på humanitær bistand, og det tal er steget år for år under SR-regeringen.

Figur 1: Danmarks humanitære bistand, 2012-2015

Kilde: Udenrigsministeriet

Men som Udenrigsministeriet også gør opmærksom på, så kan meget af den øvrige udviklingsbistand jo også betegnes som en ’hjælp til nærområderne’, selvom det kan være lidt vanskeligere at gennemskue, hvordan det hænger sammen.

Det gælder dels i forhold til mange af de midler, Danmark giver gennem FN, dels i forhold til mange af Danmarks udviklingsprojekter, der har til formål at skabe stabilitet og udvikling i urolige områder, selvom pengene ikke direkte går til at drive flygtningelejre. Den form for hjælp er måske en forudsætning for, at landet ikke bryder fuldstændig sammen og udløser endnu større flygtningestrømme mod Europa.

Dermed er der også sat spørgsmålstegn ved det meningsfulde i, at lave en så skarp opstilling mellem ”hjælp til nærområderne” og al anden bistand, og dermed også spørgsmålet om at ”målrette” penge til nærområderne.

For hvis flere penge til den humanitære bistand finansieres ved at skære ned på andre dele af ulandsmidlerne, sådan som blandt andet Venstre har forslået, så er der altså ingen garanti for, at den samlede ”hjælp til nærområderne” øges. Det kan være hunden, som fodres med sin egen hale.

Svaret fra udenrigsministeriet afspejler, at det er vanskeligt at definere, hvad ”hjælp i nærområderne” egentlig er for en størrelse. Det vil nok ikke være helt forkert at konkludere, at det er et begreb der giver mere mening i den politiske verden i Danmark, end i virkelighedens verden – der ude i nærområderne.