De fleste områder i provinsen klarer sig faktisk væsentligt bedre end de store byer, når det kommer til uddannelse

Sådan skrev daværende Politiken-redaktør Lars Trier Mogensen i 2010, da første halvleg af udkantsdebatten var skudt i gang. Citatet er symptomatisk for en gruppe af skribenter, der gør det til en selvfølgelighed, at folk i provinsen er dårligt uddannede, fordi de ikke har universitetsbaggrund. Trier Mogensen satte trumf på ved at underkende provinsens kultur som en del af det moderne Danmark:

”Mange af de både unge og ældre i Udkantsdanmark, der i stigende grad bliver hårdt ramt af arbejdsløshed, skolefrafald og øget job-usikkerhed, abonnerer på en patriarkalsk og autoritetstro kultur, der virker ’fremmed’ for moderne danskere”.

Udkantens uddannelsesparadoks
Men Lars Trier Mogensen tog dengang fejl. Ligesom mange andre har gjort det, når de har brugt dårlig uddannelseskultur som den egentlige årsag til provinsens problemer. For de fleste områder i provinsen klarer sig faktisk væsentligt bedre end de store byer, når det kommer til uddannelse: Der er flere unge, der får en uddannelse; der er flere virksomheder, der tager lærlinge, gymnasierne løfter deres elever mere og universiteterne er bedre til at bryde den sociale arv.

Ser man på, hvor mange unge, der får en ungdomsuddannelse, efter hvor de bor som 15-årige, så er der to områder i Danmark, der skiller sig ud: Vestjylland og Whiskeybæltet. Men hvor man nord for København har høje gennemsnitsindkomster og forældre med lange uddannelser bag sig, så er det langt fra tilfældet i de kommuner i provinsen, der klarer sig godt. Ser man derimod på bunden af statistikken, så tegner der sig et overraskende mønster:

Andel af unge der får en ungdomsuddannelse, efter hvor de bor som 15-årige. De 10 kommuner med lavest andel.

Kilde: KORA

Måske skyldes de gode uddannelsesresultater, at man i et lokalsamfund er bedre til at hjælpe hinanden på vej

Ikke bare er Københavns Kommune den næst dårligst scorende. Frederiksberg, hvor både lønningerne og uddannelserne er skyhøje, ligger også blandt de 10 dårligste i landet. Selv i dele af hovedstaden, hvor man har alle forudsætninger for at lykkes med at få unge i uddannelse, fejler det.

Hvordan kan det være? Hvorfor lykkedes man så meget bedre med at få unge i uddannelse i provinsen, hvor man objektivt set har ringere forudsætninger for det, end i det centrale København?

Det handler om nærhed
En del af svaret findes måske i Rebild Kommune i Nordjylland. Her er der godt 40 % af virksomhederne, der opretter praktikpladser, hvilket er dobbelt så meget som Hørsholm Kommune, hvor der er færrest der gør. Ifølge borgmester Leon Sebbelin, så handler det om nærhed, og om en fælles forståelse for den konkrete udfordring det er at få flere i uddannelse:

”Vi kan bedre skabe netværk på tværs af kommunen, og på den måde kan vi også hjælpe vores virksomheder. Min erfaring er i hvert fald, at hvis de bare kan slippe for papirarbejdet, så vil tømrermesteren og smeden gerne give en hånd med. Og så gør det måske også en forskel, at det er naboens søn, man hjælper”.

Tilsvarende har Dansk Erhverv dokumenteret, at det er gymnasierne i provinsen der bedst lykkedes med at løfte deres elevers faglige præstationer, sammenlignet med hvordan de stod i folkeskolen. Og ikke mindst er det på Aalborg og Syddansk Universitet – de to universiteter der er baseret i de mindste byer – som lykkedes bedst med at få unge fra ikke-akademiske forældre igennem en universitetsuddannelse.

Hvis det sidste er tilfældet, er der grund til at være bekymret for en udvikling, hvor vi centraliserer så meget

Der bor ikke nødvendigvis mange akademikere i provinsen, men man er til gengæld bedre til at sikre, at de unge, der vokser op der, får en uddannelse. Måske skyldes de gode uddannelsesresultater, at man i et lokalsamfund er bedre til at hjælpe hinanden på vej. Og at man også i højere grad skal stå til ansvar for, hvis man dropper ud af sin uddannelse eller ikke kommer videre. At der er en prestige forbundet med at afslutte de ting man er startet på, som ikke er en del af storbylivet.

Hvis det sidste er tilfældet, er der grund til at være bekymret for en udvikling, hvor vi centraliserer så meget, at folk ikke har reel mulighed for at bo uden for de store byer. For det vil på sigt også betyde, at færre unge får en uddannelse, hvilket er den direkte vej til et fattigere og mere ulige Danmark.

 
Kaare Dybvad (f. 1984) er folketingsmedlem for Socialdemokraterne og forfatter til bogen Udkantsmyten.
Dette indlæg er det andet i en serie om udfordringerne for Udkantsdanmark. Du kan læse de to første indlæg her:
Udkantsudfordringen #1: Vil du arbejde i Udkantsdanmark?

Udkantsudfordringen #2: Vil du have bistandshjælp i Udkantsdanmark?