Leder: Tillykke til DF med de 20 års succes

Barnet og teenageren er blevet voksen, og nu er tiden inde til at introducere Dansk Folkeparti til voksenlivet. Det kræver at vi dropper fortidens moralisme og kopisme for i stedet at satse benhårdt på ansvarliggørelsen
Der kan siges meget om Dansk Folkeparti, men set over de sidste 20 år i dansk politik , så hersker der ingen tvivl om at det højrepopulistiske parti repræsenterer en helt unik succeshistorie.

Dansk Folkeparti har vundet massiv vælgeropbakning, sat nye dagsordener og grundlæggende udfordret det parlamentariske spil på Christiansborg. DF har forandret dansk politik; de har gjort EU-skepsis mainstream, skabt massiv frygt for islam og forvandlet indvandrerpolitikken.

Forandringer har fundet sted, selvom man både kan og skal stille spørgsmål ved partiets konkrete resultater; selvom man har fået indrømmelser for de ældre og på indvandrerområdet, så har det kostet dyrt i form af skattelettelser til de rigeste, danskere afskaffelse af efterløn, forringelser af dagpengene og massive velfærdsnedskæringer de kommende år.

Det tegner et broget billede af et parti, der på lange stræk er sluppet afsted med at sige et og gøre noget andet.

Da Danmark blev gult

Men frem for alt, så er DF blevet til opsamlingssted for hundrede tusinder af fortvivlede, forvirrede og forbitre danskere. Mange af dem, der har oplevet en voksende kløft mellem deres egen hverdag og toppen af dansk politik har set DF som en redningsplanke. På den måde kan DF betragtes som et værn mod politikerlede og demokratisk afmagt. Partiet har været et svar på den stigende afkobling.

Mens DF har været en løsning for mange danskere, som vi særligt så i det sønderjyske i forbindelse med Folketingsvalget i juni, så har partiet bragt mange af de gamle hæderkronede folkepartier på hælene – særligt Konservative og Socialdemokraterne, men også i stigende grad Venstre. Partierne har ikke svar og løsninger på de problemer DF – i mange danskeres øjne – har været bedst til at adressere. Ergo handler DF succes ikke kun om deres indsats i dansk politik, men også om de andre partiers svigt.

Det politiske Danmarkskort er blevet gult uden at hverken de røde eller de blå har haft været i stand til at levere nogen form for konsistent modreaktion.

Fejlslagne strategier; fornægtelse versus flankelukning

Hvis jeg tager fat i mit eget udgangspunkt hos Socialdemokraterne, så har der været to dominerende strategier til at håndtere et stadig stærkere DF. Den ene har været fornægtelsespolitikken og den anden flankelukningspolitikken.

Helt tilbage fra 1980’erne var sosserne stærkt præget af fornægtelsens og de lukkede øjnes politik, som blev ikoniseret under den noget misbrugte devise fra Poul Nyrup Rasmussen; ”stuerene, det bliver I aldrig!”. Med det udgangspunkt fornægtede man både behovet for refleksion over den herskende indvandringspolitik og voksende støtte til DF.

Man stod skulder ved skulder med de radikale og negligerede de stemmer, der hævdede at der var voksende problemer med flygtninge- og indvandrer i Danmark. I den forbindelse måtte tidligere amtsformand Vibeke Storm Rasmussen forlade sin post som formand for Socialdemokraternes flygtninge- og indvandrerudvalg, fordi hun havde krævet stramninger på udlændingeområdet. Dengang var Danmark bare lidt mere svensk og meget mere moraliserende i kravet om den gode (og ukritiske) tone.

Fra slutningen af 90’erne begyndte piben langsomt at få en anden lyd, og man anerkendte behovet for at stille krav til nytilkomne, begrænse tilstrømning og italesatte udfordringer markant anderledes. Til dels fordi man gav de indvandrerkritiske S-borgmestre på Vestegnen ret, og fordi man så det strategiske potentiale.

Særligt den rent strategiske position vandt siden stor opbakning i form af en ny flankelukningspolitik, hvor man skulle sørge for at DF ikke høstede stemmer på deres strammerkurs. Derfor efterlignede man DF’s svar og prøvede at matche deres hårdhed. Den strategi betød, at DF fik serveretten over flygtninge og indvandrerpolitikken over de næste 10-15 år. Mens DF roligt kunne udvide sine politiske mærkesager og befæste sin position.

Tid til mandsmod, politisk substans og socialdemokratisme

Det er historien om 20 års Socialdemokratiske fejlhåndtering af Dansk Folkeparti, der blot har vokset sig større og større. En tendens, der har vist sit ubehagelige ansigt over det meste af Europa, og derfor ingenlunde er et særskilt dansk problem. Men pointen er, at der har været rationelle og irrationelle udfordringer, der skulle løses  - samtidig med at man altid vil fremstå som en svag kopi overfor den stærke original. Særligt når DF’s svar aldrig har haft potentiale til at løse udfordringerne. Hverken moralisme eller kopisme er således en løsning. Begge strategier har savnet mandsmod, politisk substans og socialdemokratisk overbevisning.

Derfor synes det også først at være i disse måneder og uger, at vi for alvor er ved at få en seriøs diskussion omkring, hvordan vi skal håndtere DF fremover. Svaret fra partiformand Mette Frederiksen er lige så modigt, som det er kompliceret, men at satse på demokratisk ansvarliggørelse synes kun mere og mere indlysende at være det rigtige valg.

DF skal tvinges ind i voksenlivet

Igennem de sidste 20 år har Dansk Folkepartis barndom og teenageliv været en beskyttet tilværelse. De har fået lov til at skrige op, når de ikke fik deres vilje, de har nægtet at tage opvasken, og de har ladet andre lide under deres tømmermænd. Medier og partier har aldrig for alvor turde angribe DF på den politiske substans, men med 20 år på bagen er på tide at DF tvinges ind i den ansvarlige voksentilværelse, de så desperat er lykkedes med at undgå, hver gang magten skal fordeles.

Vi har brug for en trestrenget strategi, der dels trækker tøjet af DF, dels trækker dem til truget i konkrete reformer og dels udvikler vores egne nye politikker, der favner hele Danmark. Vi skal vise hvor hykleriske DF står overfor deres egne vælgere, når de lægger stemmer til massive velfærdsnedskæringer og snarlige skattelettelser. Samtidig skal vi stille dem overfor kompromisser og løsninger, som de ikke bare kan sige nej til uden det får konsekvenser. Og endelig så skal vi levere politiske løsninger, der skaber tryghed, muligheder for social fremgang og beskæftigelse i hele landet. DF har været med på frihjul alt for længe.

Men stort tillykke med de 20 år og velkommen til det ansvarlige voksenliv!

Jens Jonatan Steen er chefredaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce