Her er Socialdemokraternes prioriteringer til finansloven

Bedre velfærd og nye arbejdspladser, som kommer hele Danmark til gavn. Det er de to hovedprioriteringer, som Socialdemokraterne tager med til finanslovsforhandlinger. Samtidig ønsker partiet at droppe boligjobordning og lempelige arvebeskatning.
Med oplægget Bedre velfærd. Nye arbejdspladser har Socialdemokraterne nu præsenteret partiets prioriteringer for de kommende finanslovforhandlinger. Med oplægget rækker Socialdemokraterne hånden ud til Venstre og tilbyder et bredt samarbejde om finansloven for 2016. Socialdemokraterne understreget dog samtidig, at partiet ikke er tilfredse med det finanslovsudspil, regeringen har præsenteret:

Regeringens finanslovsforslag er ikke ambitiøst nok på Danmarks vegne. Finansloven 2016 skal investere i tiden efter krisen. Vi skal som samfund måles på den dobbelte bundlinje, hvor vi både skaber nye arbejdspladser og styrker de nære fællesskaber ved at udvikle kernevelfærden”.

Som overskriften på oplægget antyder, ønsker Socialdemokraterne at prioritere indsatsen på to områder. Dels en styrkelse af den såkaldte kernevelfærd, som i oplægget defineres som ældrepleje, sundhed og daginstitutioner. Og dels at sikre flere arbejdspladser, så opsvinget kommer hele Danmark til gavn.

Investeringer og uddannelse skal skabe ny vækst
Konkret ønsker Socialdemokraterne at styrke velfærden gennem blandt andet udarbejdelse af en national demensstrategi, ved at sikre bedre kræftbehandling og ved at tilføre flere hænder til landets børnehaver og vuggestier. I forbindelse med finansloven aflivede regeringen ellers den børnepakke med flere pædagoger til daginstitutionerne, som Socialdemokraterne spillede ud med før valget.

Når det handler om at sikre flere arbejdspladser i hele landet, så lægger Socialdemokraterne op til en kombination af lavere erhvervsskatter, lettere adgang til ansvarlig kapital for små og mellemstore virksomheder og en massiv indsats i forhold til efteruddannelse af især ufaglærte, så virksomheder i hele landet har adgang til kvalificeret arbejdskraft.

Et område, hvor Socialdemokraterne markerer en klar kant til regeringen, er i forhold til indsatsen mod social dumping. Her ønsker Socialdemokraterne, at den nuværende indsats mod social dumping gøres permanent. Socialdemokraterne lægger også vægt på, at der skal vedtages et nyt dagpengesystem, hvor ”færre falder ud, genoptjeningsreglerne nytænkes samt incitamentet til korte ansættelser øges”.

Mere bistand skal målrettes nærområderne
Socialdemokraterne lægger også op til at foretage omprioriteringer i den danske ulandsbistand, så den i højere grad målrettes de meget omtalte nærområder: ”Danmark skal i højere grad bruge ulandsbistanden til at forebygge, at så mange mennesker drives på flugt”.

Samtidig gentages opfordringen til Venstre om at arbejde for en bred udlændingeaftale. Socialdemokraterne ønsker i den forbindelse, at ”reglerne for familiesammenføring strammes op, ligesom flygtninge og indvandrere hurtigere skal ud på arbejdsmarkedet”.

Oplægget indeholder de overordnede prioriteringer. Der er derfor heller ikke sat kroner og øre på, hvor meget de enkelte forslag skal koste. Oplægget understreger, at ”Det er afgørende for Socialdemokratiet, at enhver ny udgiftsprioritering modsvares af ansvarlig finansiering”. Som finansiering peger Socialdemokraterne blandt andet på, at boligjobordningen og de mere lempelige regler for arvebeskatning, som regeringen har foreslået, bør annulleres. Desuden bør såvel en række ubrugte række reserver som de kommende års økonomiske råderum indgå forhandlingerne.


Flere artikler om emnet

Annonce