Annonce

Løkke selv skabte problemer for Udkantsdanmark

Det var politikernes centralisering, som for alvor skabte skellet mellem storbyer og yderområder. Det konkluderer ny hvidbog. Udflytning af statslige arbejdspladser er kun et lille plaster på såret.
"Når først Dagli Brugsen drejer den sidste nøgle om
og købers bøn om lån ik' bliver hørt
så kan ingen sælge huset og købe ejendom
stavnsbåndet er genindført."
Sådan lyder det i et af numrene på sangeren Lars Lilholts nye album, som han spillede på tv samme dag, som statsminister Lars Løkke Rasmussen præsenterede sin plan om udflytning af statslige arbejdspladser.

Lars Lilholt fandt det ganske udmærket at udflytte statslige job: »Så kan Lars Løkke råde bod på nogle af de centraliseringssynder, som Venstre stod for i 00'erne,« tilføjede han.

Løkke nøglefigur
Hér ramte den folkekære troubadour spot on. Det var i høj grad politikernes centralistiske reformer, som skabte et langt dybere skel mellem storbyer og yderområder. Det konkluderer en hvidbog fra Danmark på Vippen, der blandt andre samler 17 yderkommuner og Landdistrikternes Fællesråd.

Hvidbogen punkterer forestillingen om, at skellet mellem storbyer og yderområder er en form for naturlov. Det er først og fremmest resultat af politiske reformer, som op gennem 00'erne centraliserede kommuner, sygehuse, politi, domstole og meget andet omkring de større byer. Reformer, hvor Lars Løkke Rasmussen spillede en nøglerolle som indenrigs- og sundhedsminister i den daværende VK-regering.
»Udviklingen er et klart resultat af politiske beslutninger, der er truffet de seneste 10 år … Disse forkerte centraliseringsbeslutninger kombineret med Finanskrisen og en svækkelse af de lokale kreditmuligheder (…), har i de seneste 7-8 år accelereret en udvikling mod storbyerne, der ellers ikke har været karakteristisk for Danmark,« konkluderer hvidbogen.

Produktion skaffer valuta
Den punkterer også myten om, at Danmark lever af at være et »videnssamfund«. Det er først og fremmest produktionen inden for industri, landbrug og søfart, der skaffer valutakroner til landet. Disse erhverv befinder sig typisk i provinsen – og giver i øvrigt job til rigtig mange 3F'ere.

Når udviklingen koncentreres om storbyerne, skader det således Danmarks økonomi, påpeger hvidbogen. Familierne flytter, det bliver sværere for industri og landbrug at skaffe arbejdskraft – og samtidig er disse erhverv hårdt ramt af den aktuelle økonomiske krise.

For denne kommentator er sagen klar: Løkkes udflytning af statslige arbejdspladser kan i sig selv være udmærket, men reelt er det kun et lille plaster på såret. Mens der i hele landet skal flyttes 3.900 statslige arbejdspladser, mistede alene Lolland Kommune 600 offentlige job som følge af 00'ernes reformer.
Politikerne burde anderledes seriøst træde op mod den snæversynede økonomiske tænkning, der trækker Danmark skævt – geografisk og socialt.
Lars Olsen (f. 1955) er uddannet cand.phil. i samfundsfag. Lars Olsen har siden 1984 arbejdet som journalist. I 2005 begyndte han at arbejde som forfatter på en stribe omtalte debatbøger. Blandt andet om ulighed i uddannelse og om skævheder i magtforhold og folkestyre. kommentarer
Klummen er bragt i samarbejde med Fagbladet 3F.


Flere artikler om emnet