Annonce

Reaktioner på dagpengekommission: Meget godt, men...

Dagpengekommissionen har i dag fremlagt sine anbefalinger til et nyt dagpengesystem. Hvordan bliver de modtaget? Vi har samlet reaktioner fra en lang række politikere og interesseorganisationer her.
Politikerne

Mette Frederiksen, formand for Socialdemokraterne: Klar til at forhandle om et dyrere dagpengesystem
"Jeg er glad for, at Dagpengekommissionen har leveret en gennemarbejdet og grundig rapport, vi kan tage udgangspunkt i. Forbedringerne kan i et vist omfang finansieres inden for den eksisterende ramme. Men det står også klart for mig, at der er brug for at finde yderligere finansiering. Det forventer jeg, at regeringen er klar til."

Pia Olsen Dyhr, formand for SF: Behov for flere penge
”Vi har brug for en bedre dagpengeløsning - der sikrer en lettere genoptjening og belønner de mange, der gerne tager et vikariat eller sæsonarbejde. Det kræver at vi politikere finder flere penge til en dagpengeløsning - pengene kan ikke bare findes i dagpengesystemet. ”

Jørn Neergaard Larsen, beskæftigelsesminister for Venstre: Beklageligt at fagbevægelsen ikke kan bakke op.
”Vi ønsker en bred politisk aftale, så der kan komme ro og stabilitet omkring dagpengesystemet.

Jeg har med stor tilfredshed bemærket, at kommissionen er enig om, at udgangspunktet for dagpengesystemet fortsat er en toårig dagpengeperiode, og at der grundlæggende ikke ændres på genoptjeningskravet, som VK-regeringen indførte i 2010. Jeg hæfter mig også ved, at der anbefales en ny fleksibel genoptjening. Det er interessante overvejelser, som regeringen vil gå videre med."

”Jeg synes også, at kommissionen peger på en række interessante finansieringselementer, som isoleret set bringer flere i beskæftigelse og reducerer ledigheden. Men det er selvfølgelig beklageligt, at arbejdstagersiden kun vil gå en del af vejen og ikke ligesom den øvrige kommission kan bakke op om en fuldt finansieret model”

Kristian Thulesen-Dahl, formand for Dansk Folkeparti: Nu må Løkke flytte sig
"Lars Løkke Rasmussen og Venstre-regeringen har jo taget det synspunkt, som Thorning-regeringen havde før. Nu har Socialdemokraterne som oppositionsparti så flyttet sig og siger – som vi har sagt hele tiden – at der skal tilføres flere penge for at løse den her opgave," siger han til DR.

Ifølge Dansk Folkeparti skal tilførslen af nye penge ligge i størrelsesordenen 600-700 millioner kroner.

"Vi taler om, at der er en manko på 600-700 millioner kroner. Det er det, mener jeg, som de politiske forhandlinger i høj grad kommer til at handle om: Kan man finde de penge andre steder, så det ikke er dagpengemodtagerne, der skal betale for forbedringer et andet sted i systemet."

Mai Mercado, beskæftigelsesordfører for de konservative: Ingen ekstraregning til erhvervsliv
"Virksomhederne skal ikke straffes, fordi politikerne gerne vil have et mere fleksibelt dagpengesystem," siger Mai Mercado til Børsen, med henvisning til kommisionens forslag om de såkaldte G-dage eller godtgørelsesdage, som virksomheder skal betale til ansatte, der bliver afskediget, eller som bare stopper efter et vikariat.

De konservative mener heller ikke, at et nyt dagpegesystem må blive dyrere end det er i dag.

Fagforeningsformænd og -kvinder:

Per Christensen, formand for 3F: Dagpengeforslag peger den rigtige vej, men...
"Dagpengekommissionens forslag peger i retning af et mere trygt og retfærdigt system. Og det er der i dén grad brug for. Men der er også forslag, som vil stille nogle ledige dårligere. Kommissionen lægger op til, at de ledige selv skal betale hele regningen, og det jeg er ikke enig i. Selvfølgelig skal enderne mødes, men det skal ske på en ordentlig måde, og derfor har jeg svært ved at se det ske uden, at der tilføres ekstra penge.”

Kim Simonsen, formand for HK/Danmark: Ubegribeligt at ledige skal betale for forbedringer
"HK ser bestemt ikke et ideelt drømme-dagpengesystem i kommissionens anbefalinger. Men vi ser ét der, samlet set, bliver bedre end i dag – forudsat, at politikerne vil betale for det, siger han, men er modstander af indførelse af flere karensdage.

”Det kan vi ikke acceptere. Jeg har sagt, at et nyt dagpengesystem, hvor færre falder ud og flere kommer ind, vil koste flere penge, og det mener jeg stadig. Derfor er det mig ubegribeligt, at ledige selv skal betale for de forbedringer, som kommissionen anbefaler, siger Kim Simonsen med klar adresse til de politikere, der nu skal forhandle et nyt dagpengesystem på plads.

Claus Jensen, formand for Dansk Metal: Karensdage vil gøre dagpengesystemet uholdbart for metallere
"Da VK-regeringen i 2010 gennemførte dagpengereformen med et snævert flertal påstod de, at kun 2-4.000 mennesker ville falde ud af dagpengesystemet om året. Dengang advarede vi om, at det slet ikke ville holde, og historien har desværre vist sig, at vi fik ret. Tusindvis af familier er blevet ramt urimeligt hårdt- især af det fordoblede genoptjeningskrav.

Men kommissionen foreslår også at indføre karensdage - altså dage, hvor man ikke får dagpenge. Dét forslag, mener jeg ikke politikerne skal lytte til.

Dagpengene er i forvejen lave. For de fleste medlemmer af Dansk Metal ryger halvdelen af indtægten, når jobbet forsvinder. Karensdage vil betyde, at forskellen bliver endnu større. Det er uholdbart."

Harald Børsting, formand for LO: Et nyt, mere trygt system
"Det nye system er tryggere, fordi dagpengeperioden kan forlænges ud over to år, hvis man tager korterevarende job undervejs. Det er tryggere, fordi mange flere vil modtage den maksimale dagpengesats. Og tryggere fordi færre vil falde ud"

Men også han er modstander af de ekstra karensdage.

"Vi har ønsket at være med til at definere det nye dagpengesystem. Og for at være en reel og troværdig forhandlingspartner har vi accepteret at medvirke til at finansiere et nyt dagpengesystem, som er bedre og mere attraktivt end det nuværende. Men vi har omvendt gjort det klart, at det er urimeligt, hvis kun a-kassemedlemmerne og de arbejdsløse skal betale for de fejltagelser, der blev aftalt på Christiansborg i den sene nattetime i 2010. Politikerne må også tage ansvar og finde den sidste del af pengene.”

Bente Sorgenfrey, formand for FTF: Belønner ledige for at tage arbejde
"Det nye system er mere rimeligt og belønner ledige for at tage det arbejde, de kan få. Nu tæller hver arbejdstime, når man skal genoptjene dagpengeret, og man bliver ikke straffet for at tage korte job, som man blev tidligere, hvor man blev trukket en hel uges dagpenge, hvis man tog arbejde en enkelt dag. Det nye system er bedre både for de ledige, virksomhederne og samfundet"

Dennis Kristensen, formand for FOA: Tre skridt frem og tre tilbage
Formanden for FOA mener, det er glædeligt, at kommissionen vil gøre det lettere at genoptjene retten til dagpenge og der er ifølge ham tre gode forslag i udspillet, som han gerne vil kvittere for:

”Dels ved forslaget om, at man kan genoptjene to ugers dagpenge ved en uges beskæftigelse. Dels ved forslaget om at kortvarige og atypiske job giver ret til genoptjening. Og dels ved forslaget om, at man bruger af sin dagpengeret på baggrund af time-opgørelser i stedet for uge-opgørelser. Disse tre forslag giver alle en bedre situation for den enkelte ledige, selvom FOA gerne havde set, at en uges beskæftigelse gav for eksempel tre eller fire ugers forsikring,” siger Dennis Kristensen.

Han peger på, at der også er tre meget store tidsler i dagpengekommissionens buket:

”Det er og bliver asocialt, når de ledige nu igen skal betale for den fadæse, politikerne i 2010 begik ved at regne fuldstændig galt på, hvor mange der blev smidt ud af systemet. Forslaget om karensdage risikerer at koste den enkelte ledige godt 6600 kr. om året. Nogle ledige kan få lidt ekstra tid på dagpenge – andre ledige betaler med ringere dagpenge. 6600 kroner betyder rigtig meget for disse mennesker. Forslaget bør være uantageligt for de fleste partier i Folketinget.”

Ghita Parry, formand for Kost og Ernæring og a-kassen FTF-A: Gode takter men karensdagene er en smutter
”De anbefalinger, kommissionen netop har fremlagt, vil give et langt bedre system, end det vi har i dag. Derfor håber vi, at politikerne vil kigge godt i kommissionens rapport, når de skal til at forhandle et nyt system på plads, for det skal være robust og holdbart. Det er helt afgørende for vores ledige."

”Jeg kan kun støtte FTF og LO her. I min optik har karensdagene absolut ingen adfærdseffekt. De bringer ingen i arbejde, så det handler alene om penge, og det kan ikke være rigtigt, at det er de ledige, der skal levere finansieringen. Politikerne må på banen med penge,” siger Ghita Parry.

Der er en række nye tiltag, som kræver store omlægninger i a-kasserne. Derfor opfordrer hun politikerne og embedsværket til at inddrage a-kasserne i implementeringen - også for at undgå yderligere bureaukrati.

”Lad nu være med at haste det igennem, så vi bagefter skal ud og lappe sammen. Og spørg a-kasserne, for vi vil faktisk rigtig gerne hjælpe med at få det her ret komplicerede regelsæt sat på skinner. Det skal ikke ende med at blive mere bureaukratisk."

Benny Andersen, formand for Socialpædagogerne: Reform finansieret af de ledige er ”no go”.
”Der skal ryddes op efter dagpengereformen fra 2010. Dagpengekommisionens forslag har en række gode forslag til forbedringer.

-en mere fleksibel optjening - god ide
-alle timer tæller også ved småjob - god ide
-forlængelse af dagpengeretten udover 2 år - via en beskæftigelseskonto - god ide
Men det er uacceptabel, at de ledige selv skal betale for forbedringerne.
-8 karensdage uacceptabelt
-forringede vilkår for nyuddannede - en hel forkert vej
Et ordentligt dagpengesystem vil koste flere penge. Derfor må polikerne finde penge til at financiere et robust og trygt dagpengesystem.
Et dagpengesystem, der alene financieres af de ledige selv, er et "NO GO" for mig.”

Lisa Herold Ferbing, formand for Djøf: Umuligt at skabe holdbart system uden flere penge
Formanden for landets i disse år mest udskældte faggruppe er glad for, at det er lykkedes dagpengekommissionen at komme med forslag, der giver en mere fleksibel genoptjening i dagpengesystemet.

"Men der er ingen tvivl om, at det er umuligt at skabe et holdbart system inden for de nuværende økonomiske rammer. Derfor vil jeg opfordre Folketinget til finde de nødvendige midler, så vi kan få ro om dagpengespørgsmålet. Det skylder vi de ledige, der i dag lever i økonomisk usikkerhed på grund af en langvarig politisk turbulens om deres vilkår."

Interesseorganisationer, tænketanke og erhvervsliv

Kristian Weise, direktør for Tænketanken Cevea: Risikerer endnu en lappeløsning
”Der er risiko for at dagpengekommissionens arbejde ender ud i endnu en lappeløsning, i rækken af lappeløsninger. Det vi har brug for er en nytænkning, der skulle langtidssikre systemet. Der er da enkelte gode lapper i kommissionens udspil, lapper som kunne give mere tryghed og fleksibilitet, men de kommer med en pris: færre penge udbetalt til dagpengemodtagere, der ikke kan undgå de foreslåede karensdage eller er nyuddannede. Det er ærgerligt.”

Fini Beilin, direktør for Dansk Arbejdsgiverforening: Skaber ikke flere job. Fortsat behov for at skære i overførselsindkomster
"Jeg er godt tilfreds med, at kommissionens samlede anbefaling grundlæggende værner om den reform, som blev gennemført i 2010. Nu er det op til politikerne at lave en reform, der ikke koster arbejdspladser og dermed kaster flere danskere ud i arbejdsløshed.

Når det er sagt, er jeg selvfølgelig ærgerlig over, at det ikke inden for kommissoriets rammer har været muligt at finde en dagpengeløsning, der bringer bare én eneste ekstra dansker i arbejde. Og med udsigten til mangel på arbejdskraft opfordrer vi til, at politikerne hurtigt foretager de nødvendige reformer af det danske overførselssystem. De kommende trepartsforhandlinger er en oplagt mulighed."

Stine Pilegaard Jespersen, underdirektør i Dansk Erhverv: Dagpengene skal længere ned
”Vi oplever, at virksomheder indenfor manuelle serviceerhverv har vanskeligt ved at tiltrække dansk arbejdskraft. I stedet må de ansætte udenlandsk arbejdskraft, selvom ledige i princippet skal stå til rådighed for alt arbejde. Vi ser derfor gerne, at der bliver et større økonomisk incitament til at tage almindeligt lønarbejde på lavtlønsområder, fx ved at indføre en generel lavere kompensationsgrad i dagpengesystemet. Her har kommissionen desværre ikke i tilstrækkelig grad leveret varen,”

 

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet