Liberalistisk lov hører til i stenalderen

Ideen om at udbud skaber sin egen efterspørgsel giver måske mening i en simpel bytteøkonomi. Men i en moderne pengeøkonomi er sammenhængen langt fra så simpel. Den spiller dog stadig en central rolle i samfundsdebatten.
I kølvandet på gårsdagens dagpengereform kom spørgsmålet om arbejdsudbud og beskæftigelse endnu engang i spil. Er det rigtigt, at når flere personer udbyder deres arbejdskraft, så fører til øget efterspørgsel efter arbejdskraft? Eller vil det tværtimod blot føre til højere arbejdsløshed? Er det udbuddet der driver efterspørgslen, eller efterspørgslen der driver udbuddet?

Spørger man liberalister, er sagen klar: Det er udbuddet der driver efterspørgslen. Men hvordan forestiller liberalister sig egentlig, at der bliver mere efterspørgsel, bare fordi udbuddet stiger? Og giver den forestilling overhovedet mening?

Udbud skaber sin egen efterspørgsel
Ideen om, at stigende udbud automatisk slår ud i stigende beskæftigelse, er tæt forbundet til det liberalistiske grundprincip, der ofte går under betegnelsen Says lov efter den franske 1800-tals økonom Jean Baptiste Say: Udbud skaber sin egen efterspørgsel.

Logikken er den lidt bagvendte, at formålet med al produktion er forbrug: Ved at sælge sit udbud af varer får producenten en indkomst, som han eller hun derefter bruger til at købe andre varer. Øget produktion er altså en forudsætning for at kunne øge efterspørgslen.

Logikken kan bedst illustreres ved at betragte en simpel bytteøkonomi. En tømrer har snittet en række træfigurer. Han tager nu ind til det lokale marked for at bytte træfigurerne til rugbrød. Tømrerens fremstillingen af træfigurer har altså ikke kun bidraget til at øge det samlede vareudbud på det lokale markedet, men også den samlede efterspørgsel.

Ifølge liberalister giver den logik også mening i forhold til det moderne arbejdsmarked: Når en person kommer ud på arbejdsmarkedet, får personen en indkomst (løn), som bruges til forbrug og dermed også øger efterspørgslen i samfundet.

Ingen sammenhæng mellem udbud og efterspørgsel
Der er imidlertid mindst to problemer med Says lov. For det første er der ingen sammenhæng mellem udbud og efterspørgsel. Bare fordi tømmeren efterspørger rugbrød er der jo ikke nogen garanti for, at andre på markedet vil have hans træfigurer.

Måske er der mange andre på markedet der også udbyder træfigurer, måske er han en dårlig tømrer der laver grimme figurer, eller måske er han kommet til at male dem i en farve der er helt yt. På samme måde er der jo heller ingen garanti for, at fordi en person vil udbyde sin arbejdskraft, så er der også en arbejdsgiver som vil ansætte personen. For måske har personen ikke de kvalifikationer der skal til, for at en arbejdsgiver vil betale en almindelig løn.

Økonomer af den neoklassiske skole vil her argumentere med, at markedsmekanismerne vil sikre, at figurerne (og arbejdskraften) nok skal blive solgt: Efterhånden som tømreren i sin desperation over ikke at få solgt sine træfigurer sætter prisen ned, vil det blive mere attraktivt for folk at købe. Til sidst vil de nå ned på et niveau, hvor der er nogen, som vil købe dem.

Så kan det godt være, at prisen er blevet så lav, at tømreren kun får råd til ét rugbrud og ikke de fem, han havde regnet med da han tog hjemmefra. Men udbuddet af træfigurer vil trods alt have bidraget til at øge efterspørgslen. På samme måde vil den arbejdsløse være villig til at sænke sine lønkrav, indtil der til sidst er nogen, som bider på krogen og ansætter vedkomne.

Problemet er, at den neoklassiske logik ikke fungerer på et moderne samfund. Her er nemlig indført en række regler, som lægger en bund under, hvor langt lønnen kan komme ned. Eksempelvis i form af mindsteløn og overførselsindkomster, som lægger en bund under hvilke lønninger der accepteres på arbejdsmarkedet.

Alternativet ville jo være, at mange ville være tvunget til at arbejde til så lave lønninger, at de ikke ville være i stand til at opretholde det, vi opfatter som en anstændig tilværelse. Men det betyder, at de såkaldte tilpasningsmekanismer ikke fungerer ordentligt, eller i hvert fald fungerer meget langsomt.

Penge kan gemmes i madrassen
Et andet og måske i virkeligheden mere grundlæggende problem har at gøre med selve ideen om, at formålet med al produktion er forbrug. Det er nemlig ikke nødvendigvis helt så enkelt.

Hvis vi udvider den simple bytteøkonomi til en pengeøkonomi, kan det jo være, at tømmeren ikke bytter sine træfigurer til rugbrød, men sælger dem for penge, som han bagefter går hjem og syer ind i madrassen. I et mere moderne samfund er det desuden muligt at sætte pengene i banken for at spare op.

Neoklassikerne vil mene, at markedet gennem rentedannelsen vil sikre en balance. De opsparede penge vil jo blive lånt ud til virksomheder og privatpersoner til investeringer og forbrug, lyder det. Men som blandt andet John Meynard Keynes har påpeget, er det ingen naturlov, at markedet af sig selv finder denne ’ligevægt’.

Hvis bankerne eksempelvis finder ud af, at det bedre kan betale sig at bruge pengene til finansiel spekulation end til at låne ud til forbrug og investeringer i realøkonomien, så lander økonomien netop ikke i sin ligevægt. Der er med andre ord ingen garanti for en direkte sammenhæng mellem produktion og forbrug, mellem udbud og efterspørgsel.

Says lov giver derfor teoretisk mening i en helt simpel bytteøkonomi. Men den giver ikke mening i et moderne velfærdssamfund, der samtidig har en veludviklet pengeøkonomi og en finansiel sektor. Det betyder ikke, at udbud ikke kan skabe efterspørgsel. Men sammenhængen er langt fra så lige til, som liberalisterne lægger op til, og det kan være længe, før markedet har fundet sin såkaldte ligevægt.


Kommentarer fra Facebook