Ny bog om framing: Lektier til venstrefløjen

Centrum-venstre har indtil nu fået bøllebank, når det gælder at styrke sine standpunkter gennem sproget. Det skriver Jens Jonatan Steen og Gry Inger Reiter i deres nye bog om politisk framing, som udkommer i dag.
Starthjælp, cafépenge, skattelettelser. Alle er udtryk, som højrefløjen bruger flittigt eller ligefrem har opfundet. Bag ordene ligger nogle bestemte politiske værdier og årsagsforklaringer, som man – bevidst eller ubevidst – er med til at fremme, hver gang man bruger dem.

Når Johanne Schmidt-Nielsen bliver ved med at bruge begrebet ”skattelettelse”, er hun således med til at manifestere den højreorienterede tanke om, at skat er en byrde, som man skal lettes fra.

Det er et af hovedbudskaberne i en ny bog om politisk framing, ”Tag bladet fra munden”, der er skrevet af Gry Inger Reiter og Jens Jonatan Steen, chefredaktøren på nærværende netavis.

Ærlig og demokratisk kommunikation
Framing handler om at stå ved sine holdninger og kommunikere dem tydeligt gennem sin sprogbrug for at styrke sit eget verdensbillede. Ved at sætte en sag ind i en bestemt værdiladet ramme (deraf ”framing”) ved hjælp af metaforer eller andre sproglige virkemidler påvirker man modtagerens opfattelse af sagen – eksempelvis ved at tale om SU’en som ”cafépenge”. Det handler om at forstå, at alt sprog er værdiladet – intet sprog er neutralt. Hvis ikke man selv framer, bliver man framet.

Mogens Lykketoft var op til 2005-valget faktisk med til at bekræfte sin modstanders synspunkt, da han sagde, at Socialdemokratiet ikke ville ”brandbeskatte” danskerne

Spørger man de to forfattere, er der i udgangspunktet ikke noget suspekt eller forkert ved framing, selv om udtrykket hos mange nok har en bismag af noget manipulerende. Tværtimod er framing udtryk for ærlig kommunikation, fordi man tager udgangspunkt i sine værdier og anerkender, at der i politik ingen endegyldig sandhed er – kun forskellige valgmuligheder, holdninger og bagvedliggende værdier.

Venstrefløjen skal ind i kampen
Selv om bogen giver en generel indføring i politisk framing, er der ingen tvivl om forfatternes idépolitiske ståsted. De løbende eksempler slår gang på gang fast, at venstrefløjen er bag ud på kommunikative point, og til slut kommer der da også en opsang til det danske centrum-venstre – særligt fordi man har haft en tendens til efterabe højrefløjens sprog for at hive svingvælgere hjem over midten. Men det kan have helt modsatte virkning end ønsket: ”Fortsætter man med at bruge højrefløjens sprog, bidrager man kun til at aktivere de dele af borgernes hjerner, som man er uenig med – og det er ganske enkelt selvundergravende virksomhed.”

Steen og Reiters grundbog i framing har en stærk vekselvirkning mellem teoretisk indføring i framingens verden og konkrete eksempler på heldig eller uheldig framing. Eksempelvis fremhæver de, hvordan udtrykket ”statsgældskrise” med stor succes overtog mediernes dækning af finanskrisen i 2008 og dermed ændrede fokus på krisens årsager fra finansmarkederne selv til velfærdsstaternes påståede overforbrug. Helle Thorning-Schmidt var også selv med til at bære statsgælds-framen frem – intentionelt eller ej.

På samme måde var Mogens Lykketoft op til 2005-valget faktisk med til at bekræfte sin modstanders synspunkt, da han sagde, at Socialdemokratiet ikke ville ”brandbeskatte” danskerne. Hjernen er nemlig umiddelbart dårlig til negationer – altså at forstå, når man siger ”ikke”. Dermed får små formuleringer faktisk rigtig stor betydning.

Tag bladet fra munden er en introduktion til framing, som låner både fra retorikken, neurologien og det samfundsfaglige område. Forfatterne er helt ærlige omkring, at bogen har flere publikummer – både politisk interesserede borgere generelt og akademiske sprognørder. Det fungerer egentlig også fint, da der løbende henvises til de anvendte forskningsartikler, men det kan også betyde, at nogle pointer skæres for voldsomt ud i pap. Men hvis det er prisen for, at flere æder de tunge afsnit som neurale kredsløb i hjernen og kategorisering af metaforer, er det nok ofret værd.

Hvis venstrefløjen vil vinde, skal den bruge sproget aktivt til egen fordel, opfinde egne udtryk og bruge dem kontinuerligt i stedet for at bekræfte højrefløjens frames, som i stor stil er tilfældet i dag.

Jens Jonatan Steen og Gry Inger Reiter: ”Tag bladet fra munden – en introduktion til politisk framing” (181 sider) er udkommet i dag på forlaget Samfundslitteratur og koster 238 kroner.

Public affairs- og pressekonsulent hos Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF).

Tidligere student på Netavisen Pio


Kommentarer fra Facebook