V-ministre uenige om jobeffekt af lempeligere aktieskat

Giver det flere arbejdspladser, hvis regeringen får genindført lempeligere arvebeskatning? Det mener finansminister Claus Hjort Frederiksen, mens skatteminister Karsten Lauritzen svarer klart nej.
Skaber regeringens meget omtalte forslag om at genindføre den såkaldte formueskattekurs i forbindelse med overdragelse af aktier flere arbejdspladser? Det spørgsmål har tilsyneladende skabt uenighed i regeringen. I hvert fald har finansminister Claus Hjort Frederiksen og Skatteminister Karsten Lauritzen givet vidt forskellige svar på spørgsmålet.

Som tidligere fortalt her på Netavisen Pio, så lægger regeringen op til næste år at genindføre mere lempelige regler for overdragelse af unoterede aktier. Unoterede aktier har ikke på samme måde som andre aktier en handelsværdi, og beskatningsgrundlaget er derfor usikkert. Tidligere kunne man gøre brug af den såkaldte formueskattekurs, men da metoden er meget usikker og udskældt – den er endda blevet beregnet som et regulært skattehul – blev den sidste år afskaffet under SR-regeringen. Nu vil Venstreregeringen altså genindføre den.

Regeringen skriver selv i sit finanslovsforslag, ordningen vil gavne de familieejede virksomheder i forbindelse med generationsskifte. ”De er med til at sikre udvikling og arbejdspladser i Danmark. Det er derfor vigtigt, at familieejede virksomheder sikres gode rammevilkår i forhold til overdragelse til næste generation”.

Det fremgår dog ikke af finanslovsforslaget, hvorvidt formueskattekursen rent faktisk vil bidrage til flere arbejdspladser i Danmark. Til gengæld fremgår det, at det koster 600 millioner kroner årligt at genindføre formueskattekursen.

Men i et skriftligt svar erkender Skatteminister Karsten Lauritzen, at Skatteministeriet faktisk ikke aner, om der er flere arbejdspladser at hente ved at genindføre formueskattekursen:

Der foreligger ikke umiddelbart et grundlag, der muliggør en kvantitativ vurdering af de dynamiske effekter på den langsigtede beskæftigelse (den strukturelle beskæftigelse) ved en genindførelse af formueskattekursen. Virkningen skønnes dog som udgangspunkt at være begrænset, da denne på lidt længere sigt bestemmes af arbejdsudbuddet og arbejdsmarkedets funktionsmåde mv.”.

Men i sidste uge erklærede Lauritzens ministerkollega, Claus Hjort Frederiksen, sig så uenig i skatteministerens vurdering. Under en folketingsdebat udtalte Claus Hjort, at regeringen vil ”lette erhvervslivet for omkostninger, og jeg er ikke enig i, at formueskattekursforslaget ikke har en gavnlig effekt på beskæftigelsen. Det er jo klart, at hver gang man beskatter nogle områder, jamen så trækker man penge ud af virksomhederne”.

Hvilke oplysninger finansminister Claus Hjort Frederiksen ligger inde med, som Skatteministeriet enten ikke kender til eller ikke anser for troværdige, oplyser han imidlertid ikke. Derfor har socialdemokraternes Benny Engelbrecht har nu stillet spørgsmål til Claus Hjort for at få svar på, hvilke fagligt grundlag udtalelsen byggede på.

 


Kommentarer fra Facebook