Den borgerlige tænketank Cepos udgav i sidste uge en analyse, som ifølge tænketanken viser, at uligheden i sundhed er faldene. Cepos finder nemlig frem til, at der over de seneste år er blevet stadig større lighed i danskernes levealder.

Cepos skriver i forbindelse med præsentationen af analysen, at ”På baggrund af analysen frarådes det at indføre differentiering af pensionsalderen, og det anbefales tværtimod at fremrykke den planlagte levealderindeksering for alle til 2025 i stedet for 2030”. Dermed bruger Cepos analysen som et indlæg i debatten om differentieret pensionsalder, som LO-fagbevægelsen i øjeblikket forsøger at rejse.

Et centralt argument i debatten om differentieret pensionsalder har netop været, at kortuddannede har markant lavere middellevetid end højtuddannede, og derfor bør have mulighed for at trække sig tidligere tilbage fra arbejdsmarkedet. Det argument forsøger Cepos at punktere med sin analyse.

Siger intet om ulighed på tværs af uddannelse
Men faktisk kan analysen slet ikke bruges til at sige noget om, hvorvidt uligheden mellem kortuddannede og højtuddannede er steget eller faldet, for det undersøger analysen slet ikke, fortæller flere eksperter til Ugeskrift for Læger:

”Analysen undersøger jo overhovedet ikke, om levealderen falder lige meget for højtuddannede og lavt uddannede. Og det gør den ikke. De kortuddannede lever længere – men de højtuddannede lever meget længere, og uligheden vokser”, ”, forklarer Knud Juel, professor ved Statens Institut for Folkesundhed.

Cepos har i analysen målt graden af ulighed i danskernes leveår ved hjælp af den såkaldte ginikoefficient, som normalt bruges i forbindelse med beregning af økonomisk ulighed. På den baggrund finder Cepos frem til, at uligheden i levealder mellem individer i Danmark er faldet med omkring 11 procent fra 1986 til 2013. Der er altså mindre forskel i dag end tidligere på, hvor gamle danskerne bliver.

Det er på den baggrund Cepos konkludere, at der ikke er brug for en differentieret pensionsalder. Men undersøgelsen siger intet om, hvorvidt uligheden mellem forskellige sociale grupper er øget eller mindsket, for eksempel mellem folk med korte og lange uddannelser, forklarer

”Uligheden mellem individer er mindskende, fordi dødeligheden blandt yngre og midaldrende falder. Dermed stiger middellevetiden, og så falder Gini-koefficienten – altså uligheden mellem individer. Sådan har det været i alle lande, til alle tider (…) Det ser helt anderledes ud, når man deler folk ind efter uddannelse, indkomst eller erhverv. Her er den sociale ulighed i dødelighed steget gennem de sidste 25 år – i Danmark og i mange andre lande”, fortæller Finn Diderichsen, professor ved Institut for Folkesundhedsvidenskab ved Københavns Universitet.

Stigende ulighed i levealder
Andre undersøgelser tyder derimod på, at uligheden i levealder faktisk er stigende, når forskellige uddannelsesgrupper sammenlignes. Ifølge tal fra Institut for Folkesundhedsvidenskab, som forfatteren Lars Olsen gengiver i sin nye bog Kampen om seniorårene, så er afstanden mellem højtlønnede og lavtlønnede blevet større de sidste 25 år.

Fra 1987 til 2013 steg gennemsnitslevealderen for den fjerdedel af den mandlige befolkning med lavest indkomst med 5,5 år, mens den for den højestlønnede fjerdedel steg med 9,8 år. Altså næsten dobbelt så meget. For kvinder er der tale om langt mindre forskelle, idet afstanden mellem top og bund kun er øget med et halvt år. Tallene viser også, at der for såvel mænd som kvinder eksisterer betydelige forskelle i levelader på tværs af uddannelsesniveau.

Som reglerne er nu, hæves pensionsalderen i takt med den gennemsnitlige stigning i middellevetiden. Det betyder faktisk, at de højtuddannede får flere år på pension, mens de kortuddannede får færre år på pension. Det er blandt andet på den baggrund, at diskussionen om en fleksibel pensionsalder er blevet rejst. En diskussion, som Cepos-analysen altså ikke giver grund til at parkere på sidelinjen.