Omprioriteringsbidraget er overgreb på det kommunale selvstyre

Venstre stikker hænderne ned i kommunekasserne for at hive pengene over på Slotsholmen. Det signalerer en ligegyldighed og en mistillid til det kommunale selvstyre.
Det borgerlige Danmark med Venstre, Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance, har smidt valgkostumerne og melder nu rent og direkte ud, hvordan den politiske magt i Danmark skal fordeles. Det er ikke en fordeling, der er til forhandling. Det er et rendyrket diktat, en instruks der på en arrogant og udansk måde knægter det kommunale selvstyre.

Med de fire partiers beslutning om at gennemtrumfe det såkaldte omprioriteringsbidrag – i øvrigt et ord opfundet til lejligheden – tvinges kommunerne til at skaffe 7,7 milliarder kroner de næste fire år. Penge som Venstreregeringen og de tre andre borgerlige partier formodentlig skal bruge til at ”liberalisere” Danmark med og dermed øge uligheden blandt danskerne.

 Det er et rendyrket diktat, en instruks der på en arrogant og udansk måde knægter det kommunale selvstyre

Det er helt fair, at man bruger sit flertal til at gennemføre sin politik med. Og det flertal der eksisterer, er jo et udtryk for det flertal de danske vælgere har villet – og de har som bekendt altid ret. Men jeg er bekymret. Det bliver enorme udfordringer når vi i kommunerne skal skaffe 7,7 milliarder kroner. Det vil betyde benhårde besparelser på kernevelfærd som børne- og skoleområdet, socialpolitikken og ældreplejen som vi aldrig har set før.

Men de fire partiers omprioriteringsbidrag er også et direkte overgreb på det kommunale selvstyre. Det er et kæmpeproblem for vores demokrati og for det enorme engagement der eksisterer i de 98 kommuner – blandt deres politikere, medarbejdere og de mange vælgere. Når Venstre og resten af blå blok stikker hænderne ned i kommunekasserne for at hive pengene over på skrivebordene på Slotsholmen, så signalerer de en ligegyldighed og en mistillid til det kommunale selvstyre.

Vi har ikke en chance for at værne det lokale fællesskab mod den form for overstatslig revolverpolitik

Jeg har en tro på at det lokale demokrati nytter. De politikere, der vælges, vil kæmpe for deres kommune og for borgernes service, tilbud og muligheder. Den tillid hives med ét væk som et tæppe under fødderne på os lokale politikere. Vi har ikke en chance for at værne det lokale fællesskab mod den form for overstatslig revolverpolitik. Det kommer utvivlsomt til at berøre rigtig mange borgeres hverdag negativt, når udmøntningen af de 7,7 milliarder kroner gennemføres.

Blå blok har med Venstre i spidsen skabt en demokratisk falliterklæring. De legitimerer et folketingsflertals kan gå på strandhugst i den enkelte kommunekasse og hvor det lokale demokrati kan ende med at blive ligegyldig. Jeg kan frygte, at det er meningen.

 

Christian Haugk (f. 1966) er 2. viceborgmester i Kolding Kommune, gruppeformand for Socialdemokraterne i Kolding Byråd og partiets borgmesterkandidat. Han kan følges på facebook.com/haugk

‘Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer fem gange om ugen med provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg, som sætter dagsorden i arbejderbevægelsen.


Flere artikler om emnet

Annonce