Mellemstatslige aftaler binder også Folketinget

Enhedslisten forbillede for internationalt samarbejde, Menneskerettighedskonventionen, er et eksempel på, at også mellemstatsligt samarbejde kan få vidtrækkende konsekvenser, som Folketinget ikke kan lave om, så længe man ønsker at blive i samarbejdet.
Vi er tilhængere af internationalt samarbejde, hvis det er mellemstatsligt. Men vi er modstandere af det, hvis det er overstatsligt. Sådan lød budskabet fra Enhedslisten, da partiet for nylig gæstede DR’s valgprogram ”Ask og partierne”.

Partiets to deltagere, Pernelle Skipper og Johanne Schmidt-Nielsen, fremhævede igen og igen, at hvis Folketinget vælger at binde Danmark til ny EU-lovgivning på det overstatslige område, så vil et nyt Folketing med et anderledes flertal ikke senere kunne vælge at trække tilsagnet tilbage. Beslutningen binder altså Danmark idet vi afgiver suverænitet, som vi aldrig kan få igen, og derfor er Enhedslisten imod at give Folketinget mulighed for at tilslutte sig EU-regler på overstatsligt niveau. ”Vi skal have retten til selv at skrifte politik”, lød det fra Pernille Skipper.

Til gengæld vil Enhedslisten gerne samarbejde internationalt på et mellemstatsligt grundlag, lød det fra de to politikere. Og der findes angiveligt allerede flere velfungerende, mellemstatslige fora. ”Jeg synes faktisk, at Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol er et ret godt eksempel på det”, lød det eksempelvis fra Johanne Schmidt-Nielsen.

Menneskerettighedskonventionen stammer fra 1950 og betød blandt andet oprettelsen af Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg. Johanne Schmidt-Nielsen glemmer dog at fortælle, at Menneskerettighedsdomstolen faktisk har grebet langt mere grundlæggende ind i forholdene på det danske arbejdsmarked, end EU-Domstolen har. Det skete med en dom fra 2006, som forbød brugen af eksklusivaftaler på det danske arbejdsmarked.

Dengang skrev Enhedslisten om dommen, at ”Selvom Enhedslisten er helt uenig i domstolens vægtning, så tager vi til efterretning, at menneskerettighedsdomstolens afgørelse er gældende, indtil denne måtte blive ændret”.

Enhedslisten anerkender altså, at Danmarks tilslutning til Menneskerettighedskonventionen betyder, at selv nok så mange nyvalgte Folketing ikke kan vedtage at genindføre eksklusivaftaler på de danske arbejdsmarked, fordi det vil være i strid med vores internationale aftaler. Så også med mellemstatslige aftaler gælder det altså, at man kan blive omfattet af beslutninger, som end ikke nok så mange nyvalgte Folketing vil kunne lave om på.

Siden Menneskerettighedskonventionen er en mellemstatslig aftale, så kunne Enhedslisten jo bare have valgt at kræve, at vi skulle trække os ud af Menneskerettighedskonventionen. Men Enhedslisten mente altså, at hensynet til at være en del af Menneskerettighedskonventionen vægtede højere end hensynet til at bevare eksklusivaftalerne.

Så spørgsmålet om, hvorvidt Danmark underlægges beslutninger, vi ikke kan lave om, er altså ikke et spørgsmål om hvorvidt samarbejdet er mellemstatsligt eller overstatsligt. For uanset om samarbejdet er mellemstatsligt, sådan som Enhedslisten ønsker, eller overstatsligt, så er præmissen den samme: Hvis I vil være med, så må I følge spillereglerne.

Både når det gælder mellemstatslige og overstatslige aftaler, kan Folketinget vælge at trække Danmarks tilslutning tilbage. Det fremgår klart af grundloven. Men ligeledes gælder det for begge typer af samarbejde, at det selvfølgelig vil have nogle konsekvenser, fordi vi så også kan blive afskåret fra mange af de fordele, der er ved at være med i samarbejdet. Hvad enten det er over- eller mellemstatsligt.


Kommentarer fra Facebook