Annonce

Partier uden rygrad risikerer at forsvinde

Når virksomheder skal erobre markedsandele, så skal de skille sig ud fra mængden. Det samme gælder for politiske partier. Hvis de blot forsøger at kopiere hinanden, skaber det rum for nye bevægelser. Også dem, der prædiker frygt og mistillid.
Hvis man vil vinde, så skal man gøre det selv. Regn ikke med, at der kommer hjælp fra andre, du skal selv gøre den afgørende indsats. Sådan er det i mange af livets forhold. Intet hold kan vinde ved at regne med, at modstanderne har en dårlig dag. Ingen virksomhed kan vinde markedsandele ved kun at spekulere i konkurrenternes svagheder. Og intet politisk parti kan vinde vælgerne ved at kopiere et andet. Du skal skille dig positivt ud - være original og tro mod din idé, og så skal du overbevisende vise, argumentere og dokumentere din styrke, dit produkt eller din sag. Og så skal tage chancer for at skabe bevægelse i din retning.

Du skal skille dig positivt ud

Da biludlejningsfirmaet Avis ville skabe sig en stærkere position i forhold til de dominerende på markedet, Hertz, valgte de at markedsføre sig med 'We try harder'. På den måde fortalte de kunderne, at de ville gøre sig mere umage end de andre med bedre priser og service. De skilte sig positivt ud og vandt kunder og markedsandele. De kopierede ikke, men tillod sig at distancere sig fra konkurrenten med skarpere kommunikation, bedre tilbud og kundevendt service.

Kunderne vil have det originale
Når industrivirksomheder vil vokse sig større, så orienterer vi os mod verden og de mange forskellige konkurrenter. Vi vil og skal være os selv og gøre det, vi er bedst til. Vi skal ikke gøre som de andre, for så bliver vi bare en i flokken, der ikke skiller sig ud. Hvis vi forsøger på det, så mister vi selvrespekt, kunderne ville ikke regne med os, og medarbejderne vil hurtigt finde andre steder at arbejde. Vi risikerer at forsvinde. I stedet skal vi innovere produkterne, tage kunderne i ed og skabe et behov for vores løsninger, som verden ikke kendte, før de opdagede os.

Da Lars Larsen startede sit dyne-imperium i 1979 troede han fuldt og fast på, at JYSK ville kunne gøre det bedre end konkurrenterne på markedet. Han ville give alle muligheden for at købe kvalitet og ikke-kvalitet til langt lavere priser end andre. Han ville bryde det fisefornemme i branchen. Undervejs blev han hånet af parnasset. Han holdt fast og drømte større. Han og JYSK bliver større og stærkere hver dag. Kunderne er vilde med den ligefremme stil, de gode priser og det beskedne sortiment. Man skiller sig ud som originale, og kunderne går i den retning.

Der er grøfter, der skal dækkes til
Det samme gælder også i den politiske verden. Partierne risikerer at miste folkeligt fodfæste, hvis de blot lurer hinanden af og kun forsøger at kopiere hinandens synspunkter og ideer i en lukket christiansborgsk verden, hvor spillet er vigtigere end substansen. Det skaber rum for nye bevægelser, der respektløst lancerer nye tanker og veje, og for de partier, der mest appellerer til frygt og modstand mod det nye, det uigennemskuelige og det fremmede. Lige meget hvor urealistiske eller uansvarlige de måtte være, så skaber de bevægelse ved at skille sig ud fra mængden.

Det skaber rum for nye bevægelser, der respektløst lancerer nye tanker og veje

Det gælder desværre også for det parti, der udelukkende formår grave grøfter, så mistillid og fremme politikerleden. Deres platte, udokumenterede udsagn er blevet comme il faut. Det sidste er mildt sagt usundt for demokratiet og sammenhængskraften. Der skal findes måder at dække grøfterne til, der ikke er kopier af dem, men som er tilstrækkelig originale og vedkommende, så det skaber en bevægelse i den anden retning. Det kræver idé, situationsfornemmelse og fingeren på pulsen i forhold til almindelige menneskers hverdag og virkelighed.

Alt var ikke meget bedre i de gamle dage. Men der var dog en tendens til, at vælgerne gerne ville ledes af politikere med idé, retning og handlekraft. I dag får man fornemmelsen af, at fokusgrupper og meningsmålingsinstitutter har overtaget lederskabet i mange af de gamle partiers politikudvikling. Det bliver sværere at kende forskel. Laveste fællesnævner gælder, og den øjeblikkelige folkestemning leder politikerne, fremfor at politikerne leder folket. Når emner bliver følsomme og svære, dukker nogle af dem sig af frygt for at blive skyllet over af vælgerhavet.

"Hvis man overtager modstanderens rammefortælling, fremmer man hans sag"

I de situationer skal de have rygrad og mod til at stille sig op og angive alternative retninger og løsninger. Vi ser det lige nu. Partier uden ryggrad risikerer at forsvinde. Som den østrigske politolog Thomas Hofer har sagt i Süddeutsche Zeitung: 'hvis man overtager modstanderens rammefortælling, fremmer man hans sag'. Det vinder man ikke ved.

 
Kim Nøhr Skibsted (f. 1965) er medlem af koncernledelsen hos Grundfos og koncerndirektør for kommunikation og eksterne relationer. Han har tidligere været med i JYSK koncernens ledelse og direktør for kommunikation, social ansvarlighed og HR samt seniorkonsulent inden for PR og public affairs og i reklamebranchen. I 1997-1998 var han medlem af folketinget for socialdemokraterne og før det i mange år aktiv og ansat i den socialdemokratiske arbejderbevægelse.
Dagens Pio klumme er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer fem gange om ugen med provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg, som sætter dagsorden i arbejderbevægelsen.

‘Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer dagligt med både provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg. Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Flere artikler om emnet