Leder: Enhedslistens utopiske Europa-drømmerier

Efter 3. december skylder Enhedslisten svar på, hvilket europæisk samarbejde de ønsker og hvad de er villige til at investere i dette. En simpel gentagelse af 70’ernes modbevægelser er fuldstændig uholdbart.
For fem dage siden stod de hånd i hånd, men nu har Enhedslisten pludseligt for travlt med at lægge afstand til Dansk Folkeparti. Men når folketingets partier i dag mødes for at diskutere den fremtidige kurs i dansk Europa politik, er der ikke længere tale om et smukt venskab.

Selvom jeg personligt er blevet mere og mere EU-kritisk over de senere år, så er Enhedslistens politik både skuffende, forvirrende og direkte usammenhængende. Når det kommer til diskussionerne om EU, så ligner Enhedslisten mest af alt et mørnet replika af 70’erne protestbevægelser, der sagde levede højt på at være modstandere af og sige nej til alt. Man var i mod for en sikkerheds skyld og man var imod af princip.

Når det kommer til diskussionerne om EU, så ligner Enhedslisten mest af alt et mørnet replika af 70’erne protestbevægelser

Det lyder både hyklerisk og hult, når Enhedslisten forsøger at vaske deres hænder rene af DF-skidt og forsøger at adskille sig fra det nationalpopulistiske parti, der på tv-transmissioner, forsamlingshusdebatter og diverse pamfletter var deres kampfælle under de 14 dages valgkamp op til afstemningen om forbeholdet.

”Vi er i modsætning til Dansk Folkeparti varme tilhængere af internationalt samarbejde. Jeg synes, at deres nej er et småligt og nationalistisk nej”, som det lød fra Enhedslisten chefideolog Pelle Dragsted i bestræbelserne på at adskille socialist nej’et fra nationalist nej’et.

Kan man samarbejde uden at give sig en meter
Men faktum er, at socialisterne i Enhedslisten sammen med nationalisterne i DF og ultraliberalisterne i LA spillede på samme hold og anvendte samme argumenter mod afskaffelse af retsforbeholdet den 3. december. Alle tre spillede på den generelle politikerleder og alle tre havde de afgivelse af suverænitet som deres væsentligste argument.

Men jeg synes et vigtigt spørgsmål til liste Ø må være, hvordan man kan samarbejde uden at give sig, uden at miste indflydelse og uden at afgive nogen form for suverænitet. Essensen af en aftale og et kompromis er jo netop at man tager noget med til forhandlingsbordet? Hvis man kaster et blik på ordbogens definition af en aftale, lyder det som følgende: ”ordning som to eller flere parter er blevet enige om; noget som to eller flere parter gensidigt lover hinanden”.

Det er blot svært at se, hvordan Enhedslisten opfatter gensidigheden og se, hvad de egentligt er villige til at afgive på indflydelse for at få mere indflydelse på andre områder?

Behov for en konstruktiv EU-kritik
Hykleriet fra Enhedslisten handler ikke om deres position som venstrefløjens hårdkogte EU-modstandere. Tværtimod har denne position i mange henseender været både rettidig og forbilledlig for resten af partierne til venstre for midten. Østaftalen, arbejdskraftens fri bevægelighed og adgang til velfærdsydelser giver rigeligt med skyts til at mobilisere en EU-kritik til venstre fra midten.

Ø-paradokset dukker op til overfladen, når man dissekere deres holdning til åbne grænser

Særligt arbejdskraften frie bevægelighed indenfor et grænseløst Europa er blevet indført længe inden EU har været klar til det og uden blik for de vidtgående konsekvenser, som der har haft for det danske arbejdsmarked og de danske lønmodtagere. Lønniveau, arbejdsvilkår og organiseringsgrader er blevet sat under massivt pres af den udenlandske arbejdskraft, er har dumpet de danske vilkår.

Men Ø-paradokset dukker op til overfladen, når man dissekere deres holdning til åbne grænser, som øjensynligt skal holdes lukket når det handler om arbejdskraften frie bevægelighed, men overvendt skal åbnes op, når flygtningene ønsker gennemrejse i Europa.

Enhedslisten har intet svar på vores internationale udfordringer
Selvom Enhedslisten ikke ville tage stilling til de 22 retsakter og imodsætning til DF heller ikke vil tage stilling til om de egentligt ønsker en formel tilknytning til Europol, så er de i hvert fald imod EU og imod suverænitetsafgivelse. Vi ved nu hvad de er imod – så langt, så godt.

Men mere interessant, hvad er Enhedslisten så for, når det kommer til international politik? De peger selv det handlingslammede FN og støvede Europaråd. Hvis vi kigger på FN, så ligner det mest et skakspil, der er gået kronisk i remi, hvor Rusland fra sit sæde i sikkerhedsrådet kan blokere for stort set hvad som helst. Og så har vi Europarådet, der nok står bag Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, men ellers ikke synes at have nogen form for regulær indflydelse på de massive udfordringer, som både Europa og de europæiske nationalstater i dags står overfor.

Grundlæggende har Enhedslisten ikke nogen langsigtet vision for fremtidens internationale samarbejde, ligesom de heller ikke har nogen bud på, hvordan fremtidens samarbejde om bekæmpelse af grænseoverskridende kriminalitet skal foregår. Når det kommer til konkret samarbejde, synes den internationale solidaritet i Enhedslisten at være rendyrket fatamorgana.

Jens Jonatan Steen er chefredaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook