Politiske fodboldklubber: Punker-klubben FC St. Pauli

Nogle gange handler fodbold om mere og andet end at score mål. En række af Europas fodboldklubber er nemlig dybt politiske. Fjerde del af Netavisen Pios artikelserie om politiske fodboldklubber handler om Hamburg-klubben FC St. Pauli, der samler en kulørt blanding af venstreradikale, punkere og prostituerede under klubbens ikoniske sørøver-flag.
Få hundrede meter fra den ikoniske festgade Reeperbahn i havnebyen Hamburg ligger et stadion, der er lidt anderledes end de fleste andre: Millerntor. Hjemmebane for en fodboldklub, der ikke er som alle andre. Og har gjort det til en mærkesag at skille sig ud: FC St. Pauli. En protestklub, der sætter en ære i at være alt det, andre fodboldklubber ikke er. Hvor fodboldklub og lokalområde er tæt vævet sammen, og hvor fodbold og venstreorienteret klassekamp er uadskillelige størrelser. St. Pauli er på den måde et paradoks. På den ene side er klubben hyper-moderne på sådan en politisk korrekt hipster-krea-måde. På den anden side er den frygtelig altmodisch med sin indædte kapitalismemodstand i en fodboldverden, hvor (mange) penge er nødvendigt for at kunne klare sig i konkurrencen.

Sådan har det ikke altid været. I de første mange år af klubbens levetid, var St. Pauli en fodboldklub som så mange andre. Klubben, der udspringer af arbejderkvarteret St. Pauli i Hamburg, levede en tilværelse som så mange andre fodboldklubber, hvor de for det meste bevægede sig rundt i 2. og 3. division – og engang imellem lige stak næsen op i den bedste tyske liga, Bundesligaen. En fin lille arbejderklub i den nordtyske havneby, der altid stod i skyggen af bysbørnene fra storholdet Hamburger SV.

Netop forholdet til Hamburger SV fik afgørende betydning for FC St. Pauli. Op igennem 70’erne blev Hambuger SV hjemsted for en række højrenationalistiske eller decideret fascistiske fangrupper. Det skræmte en række af de venstreorienterede Hamburg-fans væk, og i stedet vendte de deres øjne mod byens anden klub – FC St. Pauli.

Samtidig var der ved at ske ændringer i beboersammensætningen i bydelen St. Pauli. Bydelen var præget af undegrundsmusikmiljøet omkring Reeperbahn, af punkere, studerende og prostituerede. Alt sammen blandet med byens traditionelle erhverv – havnearbejderne.

Hos FC St. Pauli så man pludselig nye muligheder for øget opbakning til fodboldklubben. Da klubben i 70’erne blev den første fodboldklub i Tyskland, der forbød højrenationalistiske fans på stadion, var formen støbt til den venstreorienterede kult-agtige klub, FC St. Pauli er i dag.

Fodboldklubben blev hjemsted for en hård kamp mod det yderligtgående højre, og det venstreorienterede verdenssyn er indgroet i klubbens ånd. For eksempel har spillerne i St. Pauli ikke deres egne pladser i omklædningsrummet. Det er selvfølgelig noget, de deler med hinanden. Og vi skulle helt frem til 2007 før spillerne kunne få varmt vand til deres bad efter kampene. Det skulle ligesom ikke blive for fornemt det hele.

Og det skulle helst heller ikke blive for fornemt, da Tyskland i 2006 var vært for VM i fodbold. FC St. Pauli valgte nemlig at arrangere den såkaldte FIFI Wild Cup – et verdensmesterskab for folkeslag uden land, eksempelvis Tibet.

St. Paulis hjemmebane, Millerntor, har kapacitet til 29.999 tilskuere. Men den relativt lave kapacitet har sin grund: I det bilistvenlige Tyskland er det et krav, at stadioner med mindst 30.000 pladser har en parkeringskælder tilknyttet stadion. Det passer dårligt med den venstreorienterede verdensopfattelse i St. Pauli, så de har plads til lige præcis 29.999 mennesker på lægterne.

Men selvom St. Pauli i modsætning til så mange andre klubber altså ikke har parkeringsfaciliteter, så har de så meget andet på stadion. For eksempel køkkenhaver til områdets lejere, en børnehave og et kunstgalleri, hvor entreindtægterne går til at sikre rent drikkevand for skolebørn – på Cuba, naturligvis, hvor klubben ofte spiller venskabskampe til støtte for Fidel Castro.

Stadion bliver for øvrigt vedligeholdt af frivillige fra lokalområdet – for et par år siden samlede hele lokalområdet sig om at få malet den gamle arena.

Imellem fansenes bannere om, at de er ”gegen rechts” (imod højredrejning), racisme, homofobi og sexisme er der et utal af sørøverflag, når FC St. Pauli spiller fodbold. Det ikoniske kranium på sort baggrund, der trækker tråde tilbage til et af Hamburgs mere kuriøse bysbørn, sørøveren Klaus Störtebeker, er blevet et uofficielt symbol på klubben og beskriver rammende klubbens selvopfattelse. De fredløse, de skæve, de alternative, de udelukkede. Og så har det givet dem tilnavnet ”Freibeuter des ligas”, ligaens pirater.

Men sørøverhovedet, der bliver båret af fodboldhipstere verden over, er også et symbol på en anden del af St. Paulis habitus: De evige finansielle problemer. I en af klubbens mange finansielle kriser solgte man nemlig rettighederne til at lave klub-merchandise til en lokal virksomhed. Det betyder, at St. Pauli får meget, meget få penge ud af klubbens enorme merchandise-salg.

Til gengæld skaffer klubben finansiering af mere alternative veje. For eksempel gennem ”Drik for St. Pauli”-konceptet, hvor byens barer donerer 50 cent per solgte øl til klubben. Eller lidt mere kuriøst: Af bydelens mange prostituerede, der hver især donerer et beløb for hver kunde til fodboldklubben.

Mads Havskov Hansen er cand.jur. og debattør.


Kommentarer fra Facebook