Politiske fodboldklubber: I Brønshøj må elitesport aldrig blive elitært.

Nogle gange handler fodbold om mere og andet end at score mål. En række af Europas fodboldklubber er nemlig dybt politiske. Sidste del af Netavisen Pios artikelserie om politiske fodboldklubber handler om den gamle københavnske arbejderklub Brønshøj Boldklub. Her må elitesport aldrig blive elitært, og kontakten til lokalområdet er vigtigere end oprykning til Superligaen.
Der var engang, hvor snart sagt enhver københavnerbydel havde sin egen fodboldforening, der kæmpede med i toppen af dansk fodbold. Klubber, foreninger som B93, HIK, Frem, Fremad Amager er uløseligt knyttet til deres lokalområder, og sender tankerne tilbage til en svunden tid, hvor man købte billetten med en 1-krone og fik penge tilbage, og hvor en god tipskupon kunne finansiere et værtshusbesøg efter kampen.

Det er den verden, Brønshøj Boldklub er barn af. Klubben har så længe nogen kan huske været fast forankret i den københavnske arbejderbydel Brønshøj og holder fast i tilknytningen til det lokalsamfund, der har skabt klubben. I en verden, hvor moderne fodbold er lig med investorer og fusionsklubber, nye stadioner med kommunalt støttede sponsorater og høje billetpriser, holder Brønshøj den svundne tids fane højt.

Selvom klubben i 80’erne var en del af den bedste danske fodboldrække og så sent som i sidste sæson lå i 1. division, så er det ikke elitesportens resultatfokus, der er det vigtigste i Brønshøj. Ikke fordi resultater ikke er vigtige – det er trods alt elitesport og ikke en leg i haven før grillen bliver varm. Men der er bare noget andet, der er (endnu) vigtigere end at vinde fodboldkampe: Blandt andet det i elitesport ret uhørte ritual, at tilhængere og spillere mødes foran omklædningsrummet til en øl og en snak efter kampen. At de spillere, der starter på bænken kan tage ned på de lokale boldbaner om formiddagen inden kampen med en stak fribilletter, spille lidt fodbold med de lokale knægte og invitere dem med til kamp om eftermiddagen. At folk kommer hinanden ved, og at formanden for fanklubben ved, at vi lige skal hjælpe Poul med at hente fadøl i pausen, for han styrtede på sin knallert i torsdags. At man ikke kommer med homofobiske eller sexistiske tilråb på stadion. I Brønshøj er fodbold noget, man er fælles om.

At fokus ligger på andet og mere end resultaterne på banen viser sig også på en ret særlig måde. Hvis man på kampdage spørger rundt på Tingbjerg Ground, som Tingbjerg Idrætspark hedder blandt de indforståede, så er der ikke noget stort ønske om oprykning til Superligaen. Heller ikke da Brønshøj med succestræneren Bo Henriksen i spidsen blev nummer 4 i 1. division i 2013/14-sæsonen. På lægterne er man bange for, hvad konsekvenserne af at tilhøre den danske fodboldtop vil have af konsekvenser. Man frygter – for at omskrive Dalgas’ berømte ord – at hvad, der vindes udadtil, det tabes indadtil. Man er bange for, at klubben må flytte, fordi stadion ikke overholder DBU’s krav til superligahold. Og man er bange for, at investorer vil tage magten i klubben. Og man er bange for, at spillerne ikke længere er nogen, man kan snakke med og tage sig en pilsner med foran omklædningsrummet.

Politisk er Brønshøj Boldklub en arbejderklub, ligesom Brønshøj er et gammelt arbejderkvarter. Den ånd gennemsyrer klubben den dag i dag. De københavnerkyndige af vores læsere vil vide, at Tingbjerg er en hårdt plaget bydel. Bandekrigen ramte bydelen hårdt, ghettoiseringen kaster sin grimme skygge, og det var ikke tilfældigt, at det var i Tingbjerg, at der en overgang var indført sharia-zone af lokale, radikaliserede muslimer. Her gør klubben en stor indsats for at holde de lokale knægte på rette spor, er i tæt kontakt med skole og sociale myndigheder, arrangerer lektiecafeer, og spillerne turnerer rundt på de lokale skoler for at hjælpe bydelens knægte på ret vej gennem ungdommen.

I Brønshøj stemte to ud af tre vælgere på partier, der ønskede en socialdemokratisk statsminister ved sidste valg. Og i Brønshøj Boldklub ligger det politiske hjerte også plantet til venstre for midten. Det så man for eksempel, da Brønshøj for nogle år siden mødte AGF i pokalturneringen. AGF har en del højreradikale eller nynazistiske fans samlet omkring grupperingen White Pride. Som reaktion på det blokerede Brønshøj-tilhængerne udebaneafsnittet i pausen med tilråb om, at de ikke ville lukke ”fascister” ind på deres stadion. Først efter tre kvarter og en længere mæglingsproces kunne kampen fløjtes i gang igen.

De politiske strømninger i arbejderklubben kommer også op til overfladen, når de møder lokalrivalerne fra AB i et dansk fodbolds mest medlevende lokalopgør. De to klubber har hjemmebane få hundrede meter, men adskillige sociale lag fra hinanden. De to klubber er ikke bare fra hver sin side af Utterslev Mose, de er på hver sin side af samfundets skel. Hvor Brønshøj er en klub for indvandrerknægte, faglærte og ufaglærte, er AB det modsatte. AB står for Akademisk Boldklub, og i sine første mange år, var det et krav for at spille i klubben, at man havde en universitetsgrad. Klubben havde blandt andet den berømte videnskabsmand Niels Bohr som målmand en overgang. Det stoppede dog, da Niels Bohr lod en bold gå ind i mål, fordi han var for optaget af et matematisk problem til at følge med i, hvornår der var brug for ham på banen.

Mose-derbyet, som det kaldes, når de to klubber mødes er et lille stykke kulturkamp. Mellem akademikerne og arbejderne. Og selv hvis det skulle blive til et Brønshøj-nederlag, kan spillere og tilhængere jo glæde sig over, at der stadig er plads til en fælles øl efter kampen. Sådan gør de i Brønshøj.

Mads Havskov Hansen er cand.jur. og debattør.


Kommentarer fra Facebook