Guide: Her er fem centrale temaer til trepartsforhandlingerne

Trepartsforhandlingerne står for døren. Indtil nu er det meget lidt konkret vi har hørt om, hvad forhandlingerne skal handle om. Netavisen Pio forsøger her at skitsere de fem centrale forhandlingsområder.
Regeringen har lovet at indkalde arbejdsmarkedets parter, det vil sige fagbevægelsen og arbejdsgiverorganisationerne, til trepartsdrøftelser i begyndelsen af 2016. Derfor ventes der nu spændt på, at regeringen udsender invitationer og spiller ud med konkrete temaer til, hvad den ønsker at drøfte.

Tilbage i 2012 faldt de daværende trepartsforhandlinger på gulvet på grund af dyb uenighed mellem regeringen og dele af LO-fagbevægelsen på spørgsmålet om øget arbejdsudbud. Finansminister Bjarne Corydon ville have fagbevægelsens tilslutning til at fjerne Store Bededag. Siden afviste regeringen at genoptage trepartsforhandlingerne, trods forslag fra fagbevægelsen.

Forslaget om nye trepartsforhandlinger blev lanceret af Venstreformanden Lars Løkke Rasmussen i de sidste dage af folketingsvalgkampen, og efterfølgende gjort til en del af regeringens politik. Ud over ønsket om at bruge trepartsforhandlinger til at løse konkrete politiske udfordringer, skal forslaget fra Løkke formentlig også ses som et forsøg på at knytte tættere bånd til fagbevægelsen.

Set fra fagbevægelsens synspunkt bliver de nye forhandlinger også interessante, da LO og FTF skal forsøge at danne fælles front over for både regeringen og arbejdsgiverne. De to hovedorganisationer vedtog i efteråret at styrke samarbejdet og at undersøge muligheden for en egentlig fusion.

Hidtil har det dog primært været brede overskrifter, vi har hørt fra regeringen om indholdet i de kommende trepartsforhandlinger. I regeringsgrundlaget står der, at ”Temaerne i trepartsdrøftelserne vil blandt andet være at styrke danske virksomheders konkurrenceevne, uddannelse, flytte flere fra offentlig forsørgelse til job og sikre, at det danske arbejdsmarked kan håndtere udenlandsk arbejdskraft”.

Ved Folketingets åbning i oktober brugte Lars Løkke Rasmussen nogle lidt andre ord til at beskrive de kommende forhandlinger: ”Hvordan kan der skabes flere private job? Hvordan kan vores unge få en praktikplads? Og hvordan får virksomhederne de medarbejdere, de har brug for? Det er noget af det, vi skal drøfte”.

Selvom det altså foreløbig er nogle meget brede overskrifter, der er skitseret, så giver det alligevel et vink om, hvilke temaer der vil komme op i trepartsforhandlingerne. Netavisen Pio har derfor forsøgt at oversætte de foreløbige udmeldinger til nogle konkrete forhandlings

Bedre uddanneler og mere opkvalificering
Uddannelse kommer uden tvivl til at spille en helt central rolle i forhandlingerne. Det er lidt af et columbusæg, der kan løse mange af de udfordringer, regeringen har skitseret. Det kan øge produktiviteten og konkurrenceevnen, styrke beskæftigelsen ved at opkvalificere folk så de kan flyttes fra passiv til aktiv forsørgelse, og sikre en veluddannet arbejdsstyrke til gavn for virksomhederne.

LO og FTF lancerede forud for valget en række bud på mere jobrettet uddannelse samt hvordan voksen- og efteruddannelse kan styrkes. De forslag vil de uden tvivl tage med til forhandlingsbordet.

Udfordringen er naturligvis, at selvom uddannelse er en god, langsigtet investering, så koster det penge her og nu. Og med de meget stramme økonomiske rammer, der er dikteret, så bliver der ikke tale om nogen stor gavebod. Mange af pengene vil givetvis skulle findes inden for området gennem ”effektiviseringer” og ”omprioriteringer”. Dertil kommer så slagsmålet om, hvordan de sparsomme midler skal fordeles.

En klassisk Christiansborg-metode er her at lave en fond eller pulje, som over en række år kan dele penge ud til forskellige indsatser. Det sikrer dels større synlighed om bevillingerne, dels at man ved at sammenlægge budgetterne for mange år kan nå op på et tal, der ser meget stort ud. Men hvor mange ”nye” penge der reelt tilføres, er et åbent spørgsmål.

Flere praktikpladser
Spørgsmålet om praktikpladser ligger naturligvis tæt op af hele uddannelsesdagsordenen. Det er en nærmest endeløs diskussion, der har stået på i årtier. Også her er alle enige om, at der skal gøres mere, og det har de været længe. Men uenigheden opstår, når det kommer til spørgsmålet om hvordan det skal gøres, ikke mindst i forhold til at forpligtige arbejdsgiverne til at tage større ansvar for at oprette de nødvendige praktikpladser. Venstre lovede under valgkampen 100 millioner kroner ekstra til at skaffe flere praktikpladser, og det valgløfte vil regeringen formentlig også blive bedt om at indløse i forbindelse med forhandlingerne.

Styrket indsats mod social dumping
Fagbevægelsen vil uden tvivl forsøge at udlægge ønsket om, at det danske arbejdsmarked skal kunne håndtere udenlandsk arbejdskraft, som en invitation til at drøfte social dumping. En aftale kan nemlig betyde, at også Venstre forpligtes på at bekæmpe social dumping. Hidtil har regeringens bedrifter ellers begrænset sig til at tilbagerulle flere af initiativerne fra SFR-regeringens tid.

Men måske er regeringen nu parat til at drøfte social dumpung: ”Udover uddannelse bliver ordnede forhold det andet spor, som trepartsforhandlingerne vil koncentrere sig om (...) Hvordan sikrer vi ordnede forhold for udenlandske virksomheder, der investerer her, og for vandrende arbejdstagere?”, fortalte beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen sidste år til Ugebrevet A4. Det blev ved den lejlighed udlagt som et tegn på, at regeringen var parat til at drøfte social dumping. Hvad en eventuelt styrket indsats så skal bestå i, er meget mere uklart.

Højere arbejdsudbud
Målsætningen om at skabe flere private job og flytte folk fra passiv til aktiv forsørgelse betyder, at regeringen ønsker at øge arbejdsudbuddet. Det er en giftig diskussion, da det som sagt var årsagen til sammenbruddet i trepartsforhandlingerne tilbage i 2012.

Der kan argumenteres for, at bedre uddannelse også giver et højere arbejdsudbud, fordi eksempelvis efteruddannelse til langtidsledige kan betyde, at flere på kanten af arbejdsmarkedet vil få ressourcer til at varetage et fuldtidsjob. Her er det dog en udfordring, at regeringen støtter sig på økonomiske modeller, som er indstillet til at vise, at uddannelse faktisk kan give lavere arbejdsudbud og beskæftigelse.

Derfor vil regeringen formentlig også introducere andre tiltag for at få flere i beskæftigelse. Tidligere har finansminister Claus Hjort Frederiksen eksempelvis flirtet med tanken om en såkaldt ”indslusningsløn”, der skal gøre det muligt at ansætte folk på kanten af arbejdsmarkedet til en løn under den overenskomstmæssige mindsteløn. Det er dog tidligere blevet afvist at både fagbevægelsen og arbejdsgiverorganisationerne.

En anden mulighed er at koble trepartsforhandlingerne til de sideløbende skatteforhandlinger, og eksempelvis ved at regeringen tilbyder lønmodtagerne et højere beskæftigelsesfradrag til gengæld for indrømmelser andre steder.

Indvandring af udenlandsk arbejdskraft
Til regeringens ønske om at ”håndtere udenlandsk arbejdskraft” og sikre, at virksomhederne får de medarbejdere, de har brug for, hører formentlig også en diskussion om arbejdskraftsindvandring. Venstre præsenterede sidste år et oplæg, som lempede reglerne for arbejdskraftsindvandring fra 12 udvalgte lande. Lars Løkke nævnte selv, at det ville betyde et ”arbejdskraftsmarkedsopland på 600 millioner”.

Det førte i valgkampen til beskyldninger om, at Venstre ville åbne sluserne for ’udenlandske løntrykkere’. ”Den eneste virkning, forslaget vil have, er, at lønnen bliver trykket på arbejdsmarkedet”, udtalte eksempelvis daværende LO-formand Harald Børsting. Venstre lovede i den forbindelse, at beslutningen om at tillade øget udenlandsk arbejdskraftsindvandring skulle ske efter aftale med fagbevægelsen.

Andre temaer kan komme i spil
Ud over de ovenfor skitserede emner kan en række andre områder selvfølgelig også komme i spil. Fagbevægelsen har haft meget fokus på arbejdsmiljø og nedslidning, og LO-formand Lizette Risgaard har lanceret ideen om en fleksibel tilbagetrækningsmodel. Fagbevægelsen kan bruge anledningen til at rejse nogle af de dagsordener igen.

Derudover vil FOA og andre forbund med mange offentligt ansatte givetvis forsøge at presse regeringen til indrømmelser i forhold til de offentligt ansatte, noget der fyldte meget i forbindelse med trepartsforhandlingerne om den såkaldte ”kvalitetsreform” i 2007, men som ikke umiddelbart ser ud til at komme på bordet denne gang.

På arbejdergiversiden vil spørgsmålet om lavere erhvervsbeskatning for at styrke virksomhedernes konkurrenceevne givetvis endnu engang blive bragt på banen. Men ligesom med fagbevægelsens ønsker er udfordringen her, at det koster penge. Og dem har regeringen ikke mange af i øjeblikket.


Kommentarer fra Facebook