For med den massive tilstrømning af flygtninge, Danmark oplever i disse år, vil selve fundamentet for vores velfærdssamfund inden længe ikke være til stede mere. Højrefløjens formaninger om, at nationalstaten Danmark ville gå under på grund af islam er og bliver paranoide. Det bør derimod være os på venstrefløjen, der råber vagt i gevær, fordi vi kan se, at forudsætningen for velfærdssamfundet ikke vil være til stede med så massiv en tilstrømning.

Forudsætninger for velfærdssamfundet
Den samfundsmodel, vi har i Danmark, er en særegen social konstruktion, der hviler på nogle meget svære balancer. På en høj grad af samhørighed og fællesskabsfølelse folk imellem – det, Poul Nyrup i sin tid døbte ”sammenhængskraften”. Det er sammenhængskraften, der gør danskerne villige til at betale en høj skat, have høj omfordeling og sikre solid velfærdsdækning for hinanden. De høje skatter bliver modsvaret af et arbejdsmarked, hvor der er høje lønninger, høj produktivitet, og hvor både mænd og kvinder er en del af arbejdsmarkedet.

Men den sociale balance er truet af, at tilstrømningen til Danmark er så massiv, som den er i de her år. Det ventes, at vi i 2016 skal tage imod 25.000 flygtninge. De har efterfølgende ret til familiesammenføring, og et realistisk bud er derfor, at vi alene på baggrund af flygtningene i 2016 ender med at få et sted mellem 50-100.000 flygtninge og familiemedlemmer til landet. Læg dertil, at vi i de seneste år har taget store mængder flygtninge.

Ovenikøbet er der intet, der tyder på, at det nuværende flygtningepres er en flygtig tilstand. Tværtimod tyder alt på, at der i de kommende årtier vil være et stadigt stigende flygtningepres mod lande som Danmark. Stigende befolkningsvækst i Mellemøsten og Nordafrika kombineret med svage stater, høj arbejdsløshed og klimaforandringer vil uundgåeligt føre til flere konflikter og dermed flere flygtninge, der søger mod især de rigeste europæiske lande.

Det er en fuldstændig uoverskuelig opgave, Velfærdsdanmark på den måde står over for. En ting er, at tilstrømningen umiddelbart medfører nogle udgifter. Dels til drift af asylcentre og til sociale ydelser til flygtninge. De udgifter er markante, men på ingen måde uoverkommelige. Hvis de flygtninge på et tidspunkt kunne blive en del af arbejdsmarkedet, ville udgifterne hurtigt tjent hjem.

Det er urealistisk, at flygtninge kommer i arbejde
Problemet er bare, at der ikke er udsigt til, at det sker. De flygtninge, der kommer til Danmark, har gennemsnitligt set et meget lavt uddannelsesniveau og størstedelen af dem er meget langt fra at have de kompetencer, det specialiserede danske arbejdsmarked kræver. Og de flygtninge, der er kommet til Danmark i de seneste år, har da også en meget lav tilknytning til arbejdsmarkedet.

Kombineret med regeringens meget lave sociale ydelser for flygtninge, vil det skabe en desperat arbejdskraftreserve på flere hundredetusinder, der vil være villig til at tage et hvilket som helst arbejde, acceptere et hvilket som helst arbejdsmiljø og en hvilken som helst løn, fordi alternativet er et liv i fattigdom. Selv for en potent dansk fagbevægelse vil det være en umulig opgave at bekæmpe social dumping og fastholde et ordentligt lønniveau for ufaglærte og lønmodtagere med korte uddannelser på sådan et arbejdsmarked.

Vi risikerer altså at stå i en situation, hvor der er store mængder af flygtninge, der er parkeret på årelang offentlig forsørgelse, samtidig med, at de flygtninge, der får foden ind på vores arbejdsmarked, kan presse lønningerne voldsomt ned. Det er en livsfarlig cocktail

Sammenhængskraften er truet
Udover at en stærkt stigende tilstrømning vil udløse et pres mod lønningerne på vores arbejdsmarked og betyde stigende udgifter til passiv forsørgelse, risikerer vi også, at sammenhængskraften i Danmark bliver ramt. Danskernes velvilje til at betale høj skat og have kollektiv velfærd, forudsætter en følelse af samhørighed og fællesskab.

Den samhørighed og sammenhængskraft vil blive alvorligt stækket af en tilstrømning, der umuliggør en effektiv integrationsproces. Når flere boligområder forvandles til ghettoer, hvor kriminalitet og radikal islamisme får fodfæste, og når flere og flere danskere vil opleve, at deres skattekroner går til at finansiere et hastigt stigende proletariat fra fjerne egne af verden, bliver det tilsvarende sværere at overbevise den danske middelklasse om fornuften i et samfund med fælles velfærd.

Flygtningekonventionen skaber et ræs mod bunden
Med de konsekvenser af en ubegrænset tilstrømning, er det kun forståeligt, at danske politikere forsøger at begrænse tilstrømningen. Problemet er, at Flygtningekonventionen tilsiger, at man skal give asyl til alle forfulgte, der kommer til landet. Denne fri bevægelighed for asylansøgere efterlader kun landene med én mulighed, hvis de vil begrænse tilstrømningen: At forsøge at skræmme asylansøgerne til at søge asyl i andre lande.

Det har sat gang i et ræs mod bunden, hvor landene gør forholdene for flygtninge værre og værre i håbet om, at flygtningene vælger at søge asyl andre steder. Ræset mod bunden er allerede en realitet. En trist, men naturlig følge af en konvention, der er utidssvarende og hverken kommer flygtninge eller modtagerlande til gavn.

Flygtningekonventionen bygger – som meget anden international lovgivning – på en juridisk tanke, der var herskende i årene efter 2. verdenskrig: At man kunne lave lovgivning, der var eviggyldig. Problemet med den tanke er, at verden ændrer sig. Når de samfund, lovgivningen skal regulere, ændrer sig, må lovgivningen også ændre sig. Ellers bliver det fortidens løsninger på nutidens problemer.

Konsekvensen af utidssvarende lovgivning er, at medlemslandene med tiden vil stoppe med at overholde den. Konsekvensen af at holde fast i Flygtningekonventionen fra 1951 vil altså med andre ord være, at landene med tid vil fravige den, og at der ikke vil være nogen international regulering af flygtningenes rettigheder.

Sæt et maksimumloft over tilstrømningen
Man bør derfor enten ændre eller fravige FN’s Flygtningekonvention og erstatte det af et nyt system, hvor landene har en forpligtelse til at tage imod et vist antal flygtninge. Når den kvote er opfyldt, bør landene til gengæld kunne lukke grænserne i. En situation, hvor et land som Danmark ved, at vi skal tage imod en kvote på eksempelvis 8.000 flygtninge, vil vi kunne stoppe ræset mod bunden og i stedet diskutere, hvordan vi bedst muligt får integreret flygtningene i vores samfund. Og vi vil kunne redde det danske velfærdssamfund fra det uoverskuelige pres, en ureguleret tilstrømning udgør i øjeblikket og vil udgøre i de kommende år.

Det er i den sammenhæng værd at bemærke, at verdenssamfundet ikke har noget problem med at modtage de flygtninge, der er i verden i øjeblikket. Der er rigeligt med fredelige lande i verden til, at de mennesker, der flygter fra personlig forfølgelse, kan få beskyttelse. Men ideen om, at flygtningene skal have fri bevægelighed til de rigeste lande i Nordeuropa må lægges på is.

Mere bistand og asyl fra flygtningelejre
Hvis flygtningekonventionens fri bevægelighed bliver erstattet af en kvoteordning, vil man også kunne undgå den situation, vi har nu, hvor de stærkeste flygtninge begiver sig ud på farefulde rejser over Middelhavet og det europæiske kontinent. Hvis Danmark og andre lande har en fast kvote af flygtninge, vil man eksempelvis kunne give flygtningene asyl direkte fra flygtningelejrene i stedet for at tvinge flygtningene ud på disse farefulde rejser.

Samtidig vil de udgifter, lande som Danmark sparer ved ikke at skulle give nær så mange asyl, betyde, at der bliver frigivet midler til at hæve bistanden til flygtningelejrene markant.

Alt i alt er der behov for markant opbremsning af tilstrømningen, hvis man ønsker at bevare Danmark som et velfærdssamfund. Ikke fordi den enkelte flygtning er hverken værre eller bedre end alle mulige andre mennesker. Og ikke fordi vi ikke skal give vores bidrag til at hjælpe mennesker i nød. Men fordi prisen bliver for høj, hvis den unikke samfundsmodel, vi har i Danmark, skal styrte i grus. Og det vil uundgåeligt være konsekvensen af den nuværende, uregulerede tilstrømning til Danmark.