Måske man burde diskutere skattestigninger?

Det er på tide at få lanceret en reel plan for, hvordan vi i fremtiden sikrer vores velfærdssamfund økonomisk. Ikke ved at spare på det, men ved at genoprette det og udvikle det.
I går meddelte Odenses borgmester, at han vil indstille til Odense byråd, at man hæver kommuneskatten for at undgå de enorme besparelser, som børne-, unge- og ældreområdet er underlagt på grund af Venstre og Dansk Folkepartis omprioriteringsbidrag.

Fakta er nemlig, at det omdiskuteret omprioriteringsbidrag har helt enorme konsekvenser for vores daglige velfærd. Omprioriteringsbidraget, skraldet for alt bullshit, betyder besparelser på 1 % på de kommunale budgetter. Og det gør ondt. Det lyder måske ikke af meget, men det betyder utrolig meget ude lokalt.Venstre og DF argumenterer med, at kommunerne sagtens kan bruge deres penge smartere og at de seneste års kommunale underforbrug  er bevis på, at man sagtens kan spare lidt.

Men gad Venstre og DF spørge deres lokale folk om deres egne Christiansborglogikker, vil de helt sikkert få et andet svar - det er nemlig ikke muligt bare lige at spare lidt hist og pist. Det ved alle udenfor Slotsholmen. I følge AE-Rådet er konsekvenserne af omprioriteringsbesparelserne eksempelvis i Århus, at man må nedlægge op imod 105 pædagogstillinger i 2017.

Kommunerne står over for store økonomiske udfordringer
Derudover står kommunerne overfor at skulle bruge flere penge på de store udfordringer, der kommer i forbindelse med det stigende antal flygtninge. Både udgifter til bolig, sprogundervisning, integrationsydelse og den generelle velfærd.

Regeringen har afsat ekstra midler til opgaven, men rygterne fra Christiansborg siger, at de penge kommunerne har sparet med omprioriteringsbidraget, skal gå til de stigende udgifter til asylansøgere, fordi regeringen faktisk godt vil erkende, at de penge, der indtil videre har sat af, langt fra er nok. Det giver jo også lidt sig selv.

Private tilbud vinder større og større indpas på trods af at et klart flertal støtter de fælles løsninger

Velfærdssamfundet står over for nogle kæmpe økonomiske udfordringer nu og i fremtiden. Det har vi hørt på i mange år - det ved jeg - men fundamentet i vores velfærdssamfund er begyndt at slå revner. Private tilbud vinder større og større indpas på trods af at et klart flertal støtter de fælles løsninger. Det ved jeg også godt der er blevet sagt i årevis, men jeg kan mærke, at folk er ved at give op, og det gør mig overordentlig bange.

Velfærdssamfundet er som grundidé den samfundsform i den moderne verden, der sikrer mest lighed og muligheder til flest. Det er essentielt, at vi blive ved med at holde fast i vores velfærdssamfund, men er tiden ikke også inde til at vi skal spørge os selv hvordan?

Bunden opgave for centrumvenstre og fagbevægelse
Jeg bliver tit som pædagog og faglig aktiv bedt om at komme med svar på, hvordan vi udvikler vores offentlige sektor, så den både bliver bedre og billigere. Til det siger jeg altid, at der er helt sikkert ting, der kan gøres billigere og bedre, men der er helt sikkert også nogle områder indenfor velfærdssamfundet, hvor vi skal bruge flere penge end i dag.

Jeg kender sindssygt mange pædagoger, lærer, sygeplejersker og sosu'er, der sindssygt gerne vil bidrage til at vi får et mere smidigt velfærdssamfund, hvis de troede på, at politikerne ville bruger det til andet og mere end skattelettelser.

Men set fra dem der arbejder på gulvet i den offentlige sektor, er der ikke meget udvikling og vision i de mange års løbende besparelser. Og når politikere en sjælden gang imellem  får svunget sig op med en indsats eller et prioriteret område, så har det i bedste tilfælde kun lige opvejet de besparelser, der har været vedtaget andre steder indenfor selvsamme område.

I en tid hvor alle diskuterer 'hvem der skal have skattelettelser', istedet for 'om der skal være skattelettelser', burde man måske diskutere skattestigninger?

Det må være en bunden opgave for centrumvenstre-partierne og for fagbevægelsen ikke bare at dyrke og opfinde hvilke effektiviseringer, der i fremtiden kan spare lidt hist og pist i en slunken fælleskasse, men at få lanceret en reel plan for, hvordan vi i fremtiden sikrer vores velfærdssamfund økonomisk. Ikke ved at spare på det, men ved at genoprette det og udvikle det.

Anker Boyes skattestigninger i Odense bliver langt fra de sidste i en kommune, der bløder og det er måske vejen frem lige nu? I en tid hvor alle diskuterer 'hvem der skal have skattelettelser', istedet for 'om der skal være skattelettelser', burde man måske diskutere skattestigninger?

Ikke destro mindre er det min påstand, at lykkes det ikke at lave en økonomisk genopretningsplan for velfærdssamfundet, som giver velfærdssamfundet en reel chance, så tror jeg også, det er svært at få nøglerne til statsministeriet vristet ud af hænderne på Lars Løkke Rasmussen.

 

Mette Aagaard Larsen er uddannet pædagog og faglig sekretær i BUPL.

 

‘Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer dagligt med både provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg. Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Kommentarer fra Facebook